Pået fladt tag på et trelænget hus et sted i Irak træder to skikkelser ud. De bærer på en genstand, men den store afstand og de grålige, let vuggende billeder, gør det umuligt at se hvilken.
Den ene skikkelse lægger noget aflangt på taget, hvorefter skærmen bliver sort. Pludselig dukker et nyt billede op af en by set fra oven. Kameraet flyver stærkt og nærmer sig selvsamme hus. De to skikkelser på taget dukker op i kameraets synsfelt, de kommer tættere og tættere på. På taget ligger en bazooka (raketrampe) for deres fødder. Alt bliver sort.
Det første kamera har fanget den samme situation ovenfra. De to skikkelser slæber flere ting op på taget, indtil huset bliver oplyst af et kort lysglimt efterfulgt af en enorm røgsky. De to skikkelser er væk.
Videoklippet stammer fra et amerikansk angreb i Irak i 2008, hvor to formodede fjender blev lokaliseret af en overvågningsdrone og efterfølgende skudt af et laserstyret missil fra en bevæbnet drone.
En operation der langtfra er enestående. Siden terrorangrebet på World Trade Center i 2001, hvor præsident George W. Bush indvarslede krig mod terror, har USA udført droneangreb i en lang række nordafrikanske og mellemøstlige lande. Alene i Barack Obamas præsidentperiode udførte USA angreb i mindst syv lande fra Somalia over Yemen til Libyen og Afghanistan.
På droneområdet er det danske forsvar dog langtfra på niveau med amerikanerne, fortæller major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet. Forsvarets nuværende droner er nemlig kun udstyret med et kamera og er derfor ikke i stand til andet end at overvåge, men før eller siden er Danmark nødt til at tage stilling til de dræbende af slagsen.
Men brugen af droner er ifølge flere kritikere forbundet med en lang række etiske problemer, for mens det førerløse fly med de dræbende missiler er en meget konkret trussel for lokalbefolkningen i for eksempel Pakistan, har det amerikanske militær ingen af deres egne soldaters liv på spil, da piloten oftest sidder trygt bag en kontrolpult på en fjerntliggende militærbase hjemme i USA.
Indtil for nylig har droneteknologien givet amerikanske piloter muligheden for at indpasse deres hverv i et helt almindeligt dagligsdagsliv, hvor de mødte på job om morgenen, dræbte formodede terrorister i en militæroperation på den anden side af jorden om eftermiddagen og siden tog hjem og hentede børn, fortæller Karsten Marrup.
Det har fået flere parter til at kritisere dronerne for at dehumanisere og bagatellisere det at slå ihjel, hvor mennesker af kød og blod reduceres til utydelige skikkelser på en computerskærm.
I 2010 beskrev FN’s rapportør for udenretlige henrettelser Philip Alston i en rapport blandt andet, hvordan dronepiloterne risikerer at udvikle en ”Playstation-mentalitet” til det at dræbe: ”Fordi operatørerne er placeret tusinder af kilometer væk fra slagmarken og kun foretager operationer gennem skærme og lydsystemer.”
Den bekymring deler Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet dog ikke.
“Jeg tror ikke på, at det er teknologien i sig selv, der har en betydning for menneskers etik og indstilling over for drab i krig,” siger han og fremhæver igen dronepiloterne i USA.
Siden begyndelsen i 2001 har det amerikanske militær netop ændret sin praksis på området, så soldaterne ikke længere har mulighed for at passe arbejdet som dronepilot på klassisk lønarbejder-vis, da de ganske enkelt ikke kunne holde til at koble sig ind og ud af rollen som dronepilot og familiefar på samme dag. I stedet er de i dag udsendt på en lokal base i USA, hvor de er væk en længere periode ad gangen, nøjagtig som hvis de var på mission på den anden side af jorden.
”De mentale konsekvenser, dronepiloterne oplevede, viser jo med al tydelighed, at de ikke bliver følelseskolde og ligeglade over for det at slå ihjel. Havde de været det, ville der jo ikke have været nogen problemer ved den gamle metode.”
Video: Karsten Marrup fortæller om fordelene ved droner
På Københavns Universitet har professor i international politik Ole Wæver heller ikke meget tilovers for idéen om Playstation-mentalitet. Han vurderer derimod, at dronepiloter i særligt høj grad bliver tvunget til at forholde sig til deres ofre på trods af den geografiske afstand.
”Nogle piloter får tilmed en større psykisk efterreaktion ved dronebaserede drab end ved mere traditionel krig på landjorden, for du ser typisk meget mere gennem kameralinsen, end hvis du ligger ved frontlinjen og skyder på en fjende, som du ikke kan se rent fysisk,” siger han.
”Sidder du i USA og skal dræbe en terrorist i Yemen, har du måske overvåget ham i flere dage med en kameraførende drone. Du er blevet bekendt med hans rutiner, hvilke mennesker han omgiver sig med, om der er børn i hans nærhed, og med den viden skal du træffe et valg, som du skal leve med. Den indsigt har du ikke, når du skyder på en usynlig fjende fra frontlinjen på landjorden,” siger Ole Wæver.
De bevæbnede droner giver desuden militæret mulighed for at lave langt mere præcise angreb, end noget vi tidligere har set, fortæller Ole Wæver:
”En langt større del af det, du rammer med en drone, er med vilje, fordi det er en præcisionsteknologi, der overgår alt andet, vi har set tidligere.”
Det giver med andre ord piloten mulighed for at træffe en mere kvalificeret beslutning, da dronen kan kredse længere tid i luften over det samme mål. Men Ole Wæver erkender, at dronernes potentiale er blevet oversolgt og i særdeleshed overskygget af den politiske debat, der omgiver dem.
For overalt i det internationale samfund har kritikken af dronerne været massiv på grund af den politiske sammenhæng, de indgår i – amerikanernes krig mod terror. Amnesty Internationals generalsekretær i Danmark, Trine Christensen, kaldte tidligere på året i et interview med Danmarks Radio dronerne for ”et ekstremt beskidt kapitel” i Barack Obamas præsidentperiode, da de alt for ofte er blevet brugt til at dræbe terrormistænkte i stedet for at stille personerne for en dommer.
Samme synspunkt deler Søren Friis, der er ph.d. i sikkerhedspolitik og udviklingsbistand på Aarhus Universitet. For ham er amerikanernes brug af bevæbnede droner et simpelt middel til ”henrettelser uden rettergang”:
”Dronerne dræber i flere tilfælde mennesker alene på baggrund af en mistanke i det, amerikanerne lidt diffust kalder ’krigen mod terror’. Det har aldrig været legitimt at dræbe mennesker på baggrund af en mistanke uden rettergang, men det er den praksis, amerikanerne opererer efter i dag.”
Mange af de mennesker, der bliver ramt af droner, er desuden befolkningsgrupper uden den store retssikkerhed, fortæller Søren Friis. Derfor kan USA slippe stort set ustraffet fra sine handlinger. Han frygter desuden for konsekvenserne, hvis fremtidens krigsførelse kommer til at basere sig på førerløse fly, for droneteknologien skaber en uhensigtsmæssig asymmetri i måden, man fører krig på:
”Når USA bruger våbenførende droner, gør de det med en utroligt stor sikkerhed for sig selv. De er ikke en del af slagmarken, de har ikke noget på spil, ikke engang en pilot i cockpittet. Hvis de lider et tab, er det allerhøjest et økonomisk et af slagsen i form af en nedskudt drone,” siger Søren Friis.
”Det skaber en enorm asymmetri mellem de to parter, en ekstrem form for militær overlegenhed for amerikanernes vedkommende, hvor dem på landjorden ikke kan gøre meget for at beskytte sig mod fjenden i luften,” siger Søren Friis og tilføjer, at dronerne derfor gør det utroligt nemt at lave militære angreb.
Men for Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet er asymmetri et helt naturligt idéal at stræbe efter i en krigssituation, og det er kun positivt, hvis man kan slippe for at udsætte sine egne soldater for fare:
”Asymmetri er simpelthen den mest fornuftige form for krigsførelse, for skal man vinde en krig, skal man altid ramme sin fjende der, hvor ressourcerne er svagest, og hvor man selv er stærkest. Og rent teknisk skaber droner en utroligt stærk asymmetri.”