Prøv avisen
Misbrug

Skal man afbryde forbindelsen til et voksent misbrugende barn?

Tegning: Morten Voigt.

Vold og trusler kan gøre det nødvendigt for forældre at lægge afstand til deres voksne barn, der er havnet i misbrug. Men at droppe forbindelsen endegyldigt kan isolere barnet og fastholde det i misbruget

Sønnen ringede ofte og fortalte Ulla Geer Jakobsen, at det var hendes skyld, at han endnu en gang måtte gå sulten i seng. Tonen var truende, og i perioden fra 2007 til 2012 endte det som oftest med, at Ulla Geer Jakobsen bukkede under for presset fra sin søn. Han var på det tidspunkt i midten af 20’erne og havde i en årrække haft et omfattende misbrug af både alkohol, kokain, rygeheroin, svampe og meget mere.

Ulla Geer Jakobsen trådte til, når sønnen bad om – og truede sig til – hjælp. Hun brugte store beløb på at købe mad og tobak til sin søn, og i enkelte tilfælde, hvor hendes egen økonomi tillod det, hjalp hun ham også med at betale husleje og telefonregninger.

”Jeg tror, at det er helt naturligt for de fleste forældre, at de vil hjælpe deres børn mest muligt. Ved at bidrage økonomisk og give min søn kærlighed håbede jeg, at jeg kunne få min søn gennem den svære tid,” siger 53-årige Ulla Geer Jakobsen, der – set i bakspejlet – også tror, det handlede om at dulme sin egen dårlige samvittighed.

Selvom Ulla Geer Jakobsen i en årrække følte, at den økonomiske støtte var det rigtige at gøre, ændrede det sig i 2012. Da opdagede hun nemlig, at sønnen var begyndt at sprøjte stofferne direkte ind i sine blodårer, og hun tog derfor kontakt til sin læge og det lokale misbrugscenter, hvor hun kom i en pårørendegruppe. Her lærte hun, at hendes økonomiske støtte var med til at fastholde sønnen i hans misbrug, og at det er et velkendt fænomen, som går under betegnelsen ”medmisbrug”.

Camilla Carlsen Bechsgaard, der er psykolog og medforfatter til bogen ”Familiefred med dine voksne børn”, mener, at det kan blive nødvendigt helt at kappe båndet til et voksent misbrugende barn.

”Ingen forældre har lyst til at droppe kontakten til deres barn, men man kan nå et punkt, hvor det er nødvendigt. Hvis man bliver ved med at tilbyde en tør seng, et måltid mad og samler barnet op, når det er gået galt, vedligeholder man misbruget, fordi barnet ikke ser sig nødsaget til at opsøge behandling. Mange misbrugere stjæler, truer og afpresser deres forældre, og dér er man simpelthen nødt til at sige, at det kan man ikke længere være med til,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hvis man til gengæld ikke føler, at man er med til at opretholde barnets misbrug, kan det være fint at bibeholde kontakten, fortæller hun. For det er ikke barnet, man ikke vil være i kontakt med, men derimod misbruget.

”Jeg synes ikke, at man skal afbryde forbindelsen permanent. Men man skal fortælle sit barn, at døren først er åben, når det viser, at det ønsker hjælp til at komme ud af misbruget. På den måde har man også mulighed for at opmuntre og skubbe det i den rigtige retning,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hun mener, at håndteringen af et voksent misbrugende barn er et af de allersværeste dilemmaer, man kan stå i som forældre. For man frygter, hvad man risikerer at skubbe barnet ud i, hvis man lægger afstand. Det kan være prostitution, alvorlig kriminalitet eller døden som følge af en overdosis.

De mulige konsekvenser kan være det, der gør det svært for forældrene at sætte en grænse, mener Anne-Margrethe Overgaard, der er daglig leder i behandlingscenteret Tjelehuset i København, der blandt andet tilbyder hjælp til pårørende til misbrugere. Hun har set mange eksempler på, at forældre strækker sig for langt for deres misbrugende børn ved at lukke øjnene og håbe, at det går over.

”Misbrug er en familiesygdom, og hos os ser vi forældre til misbrugere, som bliver kørt psykisk ned og udvikler depressioner. Derfor er det også vigtigt, at de pårørende bliver tilbudt familiebehandling. Jeg vil ikke sige, at man skal kappe båndet til barnet, men derimod sætte en grænse for, hvad man kan og vil være med til, og sige, at man eventuelt ikke kan ses i en periode. For det er først, når omgivelserne siger fra, at alvoren træder ind. Men jeg vil understrege vigtigheden af, at man gør det klart over for barnet, at det er elsket, at der er hjælp at hente i form af behandling, og at det er misbruget, der gør, at man ikke magter at se det i en forfatning, hvor det ødelægger sig selv,” siger hun.

40-årige Martin Fritzen havde indtil 2009 været stofmisbruger i 13 år. For ham var det vigtigt, at der blev stillet krav, og at der var konsekvenser, hvis han ikke levede op til dem. Det kunne være hans mor, som dog også var misbruger, eller hans kæreste, som forlangte, at han slog græs, pudsede vinduer eller vaskede tøj.

”Det var irriterende i situationen, men i bakspejlet kan jeg se, at det er helt nødvendigt med klare forventninger og konsekvenser. Det nytter ikke noget, at ens mor eller kæreste skælder ud, fordi man ikke har taget opvasken, for som misbruger er du vant til, at alle alligevel er sure på dig konstant. Så tænker man bare, at det er endnu en, som står og fortæller dig, hvor uduelig du er. Det betyder til gengæld noget, hvis hun samler dine ting i en sort sæk, smider dig ud og skifter låsen på døren,” siger Martin Fritzen.

For ham var det dog afgørende, at hans familie ikke droppede forbindelsen endegyldigt.

Særligt hans søster var god til fortsat at skrive tillykke på hans fødselsdag eller ringe, når der var gået flere måneder, siden de sidst havde talt sammen. Det værdsætter han i dag, for som misbruger er ”isolation roden til alt ondt”, som han siger.

”Når man sidder alene, kommer man på destruktive tanker. Jeg dunkede altid mig selv oven i hovedet med, at jeg ikke kunne finde ud af noget og ikke var noget værd, og at jeg derfor lige så godt kunne blive ved med at tage stoffer. Men bevidstheden om, at min familie ville mig og rakte ud efter mig, var vigtig. Det gav en fundamental følelse af, at man hørte til et sted og ikke var Palle alene i verden,” siger han.

Den fortsatte relation til andre mennesker var da også af stor betydning, da Martin Fritzen i årene op til 2009 forsøgte at blive stoffri.

Han oplevede på den ene side, at folk omkring ham stiftede stor gæld, kom i fængsel og i de værste tilfælde døde af deres stofmisbrug.

På den anden side oplevede han, at søsteren klarede sig godt, og på Facebook kunne han se, at gamle venner fik uddannelser, blev gift og stiftede familie. At kunne spejle sig i andre – i særdeleshed i søsteren – var afgørende, fortæller Martin Fritzen.

”Den største motivation for at komme ud af mit misbrug var, at jeg gerne ville være en bedre storebror. Hvis jeg ikke kunne se frem til det, var der en større risiko for, at jeg ville have begået selvmord,” siger han.

Det er 14 dage siden, at Ulla Geer Jakobsen sidst talte med sin 32-årige søn. I foråret indlagde han sig selv på den lukkede afdeling og blev blandt andet blev diagnosticeret med skizofreni, men han er efterhånden ved at blive sluset ud i samfundet igen. Men Ulla Geer Jakobsen har en mistanke om, at han heller ikke er blevet stoffri i femte forsøg.

”Jeg har jo hele tiden håbet. Men jeg bliver enormt ked af det, såret og skuffet, hver gang det igen ender galt. Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg indimellem ønsker, at han tager en overdosis, så jeg ikke skal bekymre mig om, hvad han laver, hvor han er, og hvornår han ryger i fængsel,” siger Ulla Geer Jakobsen, der forsikrer, at hun altid vil være der for sin søn, så længe han forsøger at blive stoffri.

”Jeg kan lægge afstand til min søn, men jeg slår aldrig hånden af ham.”