Prøv avisen

Tager samfundet voldtægt alvorligt nok?

Tegning: Morten Voigt

Voldtægtssager bevæger sig ofte på en knivsæg mellem beskyttelse af offeret og mistænkeliggørelse af en potentiel gerningsmand. Gråzonen smitter af på den måde, vi forholder os til forbrydelsen

Sommeren er over Danmark. Det betyder festivaler, lange lyse nætter og sommerforelskelser. Men ikke alle flirts og varme blikke ender som romantiske fortællinger. For juni og august er nogle af de travleste måneder på Center for Voldtægtsofre i Aarhus, viser en opgørelse. Og når snakken falder på voldtægter, får det mange til at stille spørgsmålet: Blev hun rent faktisk voldtaget?

Voldtægter bliver ofte placeret i en gråzone, fordi der kan være alkohol involveret, og fordi gerningsmand og offer kender hinanden i de fleste tilfælde.

Men problematikken bliver yderligere kompliceret, når man går på sproglige listefødder, fordi man ikke er helt sikker på, om voldtægten har fundet sted. Det mener sognepræsten ved Hals og Hou Kirker og mediekonsulent i Aalborg Stift Christian Roar Pedersen.

For nylig reagerede han i et debatindlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten på, at medier i forbindelse med karnevalet i Aalborg skrev, at en 14-årig pige angiveligt var blevet voldtaget. For sognepræsten er det sproglige forbehold ”angiveligt” et billede på det problematiske omdrejningspunkt i voldtægtsdebatten.

”Sproget skaber, hvad det nævner. Ved at skrive angiveligt, sår man tvivl hos læserne, og når man helst ikke vil anklage nogen, smitter det af på dem, det er gået ud over,” siger Christian Roar Pedersen, der mener, at man antyder, at offeret har misforstået hændelsen.

Set fra sognepræstens perspektiv findes der ikke en gråzone i voldtægtssager, for enten har kvinden indvilget i at have sex, eller også har hun ikke. Det burde ifølge ham ikke være svært at forstå, selvom både offer og gerningsmand kan have været berusede under overgrebet. Han er bevidst om, at kønnene kan have spillet op til hinanden.

”Selvfølgelig presser man den parringsleg til en vis grænse. Den grænse går ved, om der er samtykke eller ej, og den grænse skal vi italesætte,” lyder det fra sognepræsten.

Det Kriminalpræventive Råd skønner på baggrund af undersøgelser, at 4200 kvinder blev voldtaget i 2015. Knap 630 af tilfældene endte som anmeldelser hos politiet. Et tal, der er for lavt ifølge Christian Roar Pedersen.

”Firkantet sagt vil jeg hellere have, at der er nogen, der bliver uskyldigt anklaget, frem for at der er nogle ofre, der ikke får sagt, hvad der er sket,” siger han.

Men så let er det ikke. Den danske retsstat hviler på det urokkelige fundament, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Eller som Trine Baumbach, lektor og ph.d. i strafferet ved Københavns Universitet, formulerer det:

”Hellere må 10 skyldige gå fri end én uskyldig blive dømt.”

Derfor er pressen og retsvæsenet også nødt til at tage sproglige forbehold som ”angiveligt voldtaget”, lyder vurderingen fra Trine Baumbach.

Det er vigtigt at holde fast i, at ingen uskyldige må blive dømt, men problemet er ifølge lektoren, at den danske lovgivning er forældet på området. Straffelovens paragraf 216 lyder i dag, ”at den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil otte år”.

Der er altså et juridisk fokus på tvang og ikke på samtykke. Men i dag bør lovgivningen i langt højere grad afspejle, om kvinden frivilligt gik med til at have sex eller ej, mener Trine Baumbach.

Retsbestemmelsen på voldtægtsområdet har rødder tilbage til Danske Lov fra 1683, hvor kvinder skulle være renlige, og man anså sex uden for ægteskabet som et brud på sædelighed. Men var det sket med tvang, kunne man redde kvindens og familiens ære.

”Vi bærer historien med os, og sprogbrugen afspejler nogle værdier fra dengang, hvor kønsæren skulle beskyttes frem for kvindens autonomi,” siger lektoren og påpeger, at voldtægter på beklagelig vis er blevet et billede på falske anmeldelser.

”Man skal tale om voldtægt på en bedre måde. Kvinder skal ikke forsvare deres anmeldelse, og mændene skal ikke føle, at de er nødt til at være beskyttet af retsvæsenet,” siger Trine Baumbach.

Gråzonen bliver endnu mere kompleks, når man ikke har konkrete beviser for, at voldtægten har fundet sted, idet det så bliver et spørgsmål om troværdighed. Det betyder i praksis, at bevisbyrden skal være tung, og at der skal meget til for at blive dømt for voldtægt, fordi enhver netop er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, påpeger Trine Baumbach.

Hos Center for Voldtægtsofre i Aarhus forholder man sig også til skyld, men på en anden måde end i retsvæsenet. Mange af ofrene føler skyld og skam over hændelsen og har derfor svært ved at søge hjælp. Centerets kampagne ”Er du i tvivl?” skal gøre op med myterne om voldtægt, så gråzonerne ikke forhindrer ofrene i at få sat ord på overgrebene, for selvom man dansede tæt den aften, betyder det ikke, at det ikke var et overgreb, forklarer Rikke Sophie Bak, ledende psykolog på centeret. Kampagnen går ud på at fortælle, hvornår der kan være tale om voldtægt, og på den måde få flere til at søge hjælp, hvis de har brug for det. Selvom den primært henvender sig til ofrene, indebærer den også et vigtigt budskab til resten af befolkningen.

”Nogle af ofrene kan møde bebrejdelse ude i samfundet som ’hvorfor gik du også med ham hjem?’. Vi skal sætte ord på, hvornår der kan være tale om voldtægt, og som samfund er det vigtigt, at vi forholder os til det,” siger Rikke Sophie Bak.