Hvordan tør man tro, man har valgt den rigtige

Hvordan ville du have det, hvis det var hende, som slog op eller fandt en anden? Ville du blive lettet eller tænke, at du mistede noget værdifuldt? Sådan lyder modspørgsmålet til en mandlig læser, der ikke ved, om han skal gifte sig med sin kæreste

Kære brevkasse

Jeg skriver, fordi jeg er havnet i et dilemma. Igennem cirka 3½ år har jeg været kæreste med en pige, som jeg elsker meget højt. Vi har det rigtig hyggeligt sammen, griner meget og har mange fælles interesser. Kort sagt: Vi har et rigtig godt forhold. Vi er begge i starten af 30erne og har ingen børn endnu. Min kæreste vil meget gerne giftes snart, og jeg synes også selv, det er oplagt, da vi nu har det så godt sammen. Jeg synes også, det kunne være en god idé, inden vi beslutter os for at få børn. Problemet er blot, at jeg ikke rigtig ved, om jeg er parat. Er måske ikke forelsket nok? Kan godt kigge på andre kvinder og tænke, hvordan det ville være at være sammen med dem. Nogle af dem er smukkere end min kæreste. Skulle jeg gå efter en af dem? Nogle af dem er klogere. Skulle jeg gå efter en af dem?

Jeg ved simpelthen ikke, om jeg tør gifte mig. I disse tider er der så mange, der går fra hinanden, og jeg ved derfor ikke rigtig, om jeg kan tillade mig at love evigt troskab. Kan man nogensinde love det? Giver det overhovedet mening at være sammen med den samme igennem det meste af livet? Går jeg ikke glip af frygtelig meget, hvis jeg binder mig til kun ét menneske?

Ved heller ikke rigtig, om jeg føler det, man skal, når man skal gifte sig? Ja, hvornår ved man egentlig, at man har fundet den rigtige? Findes der en særlig jeg ved, at vi to skal være sammen for altid-følelse? Nogle af mine venner siger, at jeg skal tage det med ro, indtil denne følelse kommer. Men er det sikkert, at den gør det? Og hvis ikke, skal jeg så gå fra den kvinde, som jeg faktisk er så glad for? Skal jeg gå fra hende, som er så sød mod mig, og som jeg har oplevet så meget dejligt sammen med?

Håber, at I kan give mig nogle perspektiver på mit problem. På forhånd tak!

Venlig hilsen
Den forvirrede

Kære forvirrede

Tak for dit brev. Vi ved ikke, om du synes, det er en trøst at høre, at der er mange, der har haft det ligesom dig. Ikke mindst har vi mødt en del mænd, som ofte er i tvivl om, hvorvidt de skal binde sig ikke bare efter at de har kendt en kæreste i et kortere stykke tid, hvilket er såre naturligt, men også efter længere tids forhold. At vi ofte har mødt det hos mænd og langt sjældnere hos kvinder har sikkert flere årsager. Måske kan det blandt andet hænge sammen med, at en del kvinder har en reel, større længsel efter og bevidsthed om, hvornår de kan få børn, mens mange mænds tanker om dét er mere diffuse og mindre påtrængende. Samtidig forventes det ofte, at det er manden, der skal tage initiativet til at gifte sig, og i de seneste år er der kommet rigtig meget fokus på at skulle fri på den mest inter-essante, specielle og romantiske måde. Der er således kommet en meget stor vægt på det følelsesmæssige og ikke mindst med hensyn til, om styrken i det følelsesmæssige er stor nok.

Du spørger jo nok så konkret, om du er forelsket nok. Og det kan vi ikke give dig et klokkeklart svar på. Men vi kan sige, at forelskelsens funktion er at bringe to sammen, som eventuelt på længere sigt kan bygge hjem og få børn sammen. Forelskelse er således en slags beruselse, som får mennesker til at slippe nogle hæmninger, se særdeles positivt på den anden og knytte sig følelsesmæssigt. Samtidig siger man, at forelskelse gør blind, og det er der en del, der med vemod eller bitterhed har erfaret, når forelskelsen damper af, og man opdager, at hverdagene og realiteterne hos det andet menneske slet ikke lever op til det, som er varmt og slidstærkt i virkelighedens verden. Forelskelse kan man ikke bygge en langvarig relation på, fordi den hos de allerfleste mennesker højst varer i et-to år.

Til gengæld er der rigtig megen forskning, der fortæller, at det er venskabet, fælles værdier og det at kunne have det rart og hyggeligt sammen, der er bærebjælken i et langt parforhold. Spørg bare gamle ægtepar, som har haft det godt sammen gennem livet. De vil oftest sige: Vi har været rigtig gode venner. Vi har stået sammen om vigtige værdier eller interesser. Mange parforhold begynder rigtignok med en forelskelse, men når næsten halvdelen går fra hinanden igen oftest efter at der er kommet børn forstår man, at forelskelse eller graden af disse gode følelser ikke kan være byggestene på langt sigt. Ud fra det perspektiv er det ikke dårligt at have det som dig måske være knap så forelsket, men være klar over, at den person, som man er knyttet til, er varm og god og langtfra kedelig at være sammen med.

Du skriver, at du kan tænke, at du kan gå glip af noget andet, hvis du binder dig. Det er der jo sandheder i. Når man vælger noget her i livet, så vælger man også noget andet fra. Det er voksenlivets udfordring. Du skal måske forsøge at finde ud af, hvad det er, du er så bange for at gå glip af ved at binde dig til hende, som du er så glad for og trives med. For du står i fare for at sammenligne dine bedste fantasier ofte om enkeltegenskaber hos en anden med det, som du realistisk har i sin helhed. Et andet spørgsmål, der er værd at overveje, er: Hvor vigtigt er det, at hun er endnu smukkere eller endnu klogere? Hvad skulle det så bibringe dig? Der vil i hvert fald under alle omstændigheder komme en tid om en del år, hvor selv den smukkeste bliver udkonkurreret på den enkeltegenskab. Skulle hun så udskiftes igen? Endnu et spørgsmål: Hvordan ville du have det, hvis det var hende, som slog op eller fandt en anden? Fordi du ikke var klog eller smuk nok? Ville du så blive lettet, eller ville du tænke, at du mistede noget meget værdifuldt?

Måske er der andre af brevkassens læsere, der kender til denne ambivalens eller har erfaringer med temaet om at turde binde sig. Det ville være fint, hvis nogen skrev til brevkassen om det, eventuelt om erfaringer med hjælp i den beslutningsproces. Vi tror, at denne problematik er udbredt, ikke mindst i en kultur, hvor vi har så mange valgmuligheder og har så store krav til vores liv, samtidig med, som du skriver, at parforhold er blevet så sårbare.

Mange hilsener
Anette og Jørgen