Prøv avisen

Er det forkert at bruge nødhjælpspenge på reklamekampagner?

Snobberne Fritz og Poul er taget til Cambodja i en reklame for Folkekirkens Nødhjælp. Men er det ok, at indsamlingsmidler bruges til reklamer? Foto: Foto fra reklamen

I en tid hvor der skæres hårdt i u-landsbistanden, møder det kritik, at Folkekirkens Nødhjælp har lavet en julekalender med et par skuespillere for at vise, hvad donationerne bliver brugt på. Diskussionen rammer ned i den skepsis, der altid er omkring nødhjælpsorganisationers arbejde, siger eksperter

”Giv et parcelhus, giv en million. Giv en ged!”

Snobberne, der er kendt fra DR 2, drikker Campari i deres pastelfarvede skjorter og sjofler om livets forhold og uretfærdighed set fra deres utraditionelle vinkel.

De to har skiftet strandvejsvillaen ud med en pool i Cambodja, for de og deres virkelige alter egoer - Rasmus Botoft og Martin Buch - er taget til Cambodja for Folkekirkens Nødhjælp for at finde ud af, hvad der sker med de geder, man siden 2006 har kunnet forære hinanden i julegave.

I hele december kommer hver dag et nyt afsnit i snobbernes julekalender, hvor de rejser rundt i Cambodja og kigger på rismarker, drikker vin og besøger nogle af de steder, hvor Folkekirkens Nødhjælp har aktiviteter.

Men hvor nogle synes, det er en sjov idé at se snobberne interagere under fjerne himmelstrøg, giver det andre en dårlig smag i munden. For hvorfor skal nødhjælpsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp bruge af de penge, der skal gå til gode formål, på at sende skuespillere til Cambodja?

”Hvem betaler for deres rejse? Set i lyset af, at I har afskediget 65 medarbejdere og lukker flere programmer, mener jeg, at dette er forkert brug af pengene,” skriver Merete Skov-Hansen på Folkekirkens Nødhjælps Facebook-side.

Flere andre stemmer i.

”Håber, de arbejder gratis til fordel for verdens fattige,” skriver en anden.

At nogle finder det uetisk at bruge penge, der burde gå til gode formål, på en kampagne med nogle kendte skuespillere, undrer ikke Lene Bull Christensen. Hun er lektor i kultur og sprogmødestudier ved Roskilde Universitet og har forsket i nødhjælpsarbejde.

”Den rammer lige ned i den skepsis, der i forvejen hersker omkring nødhjælpsorganisationerne. For efterhånden mange år siden var der nogle sager, hvor organisationernes penge ikke altid nåede de mennesker, de var tiltænkt. Den slags hænger fast i folks bevidsthed, og selvom der er strammet gevaldigt op på det, er det en skepsis, der er svær at slippe,” siger hun.

Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, er enig. Han har forsket i nødhjælpsorganisationers økonomi.

”Nødhjælpsorganisationerne kan ikke undgå kritiske røster. Og en skepsis bidrager bare til, at organisationerne med endnu stærkere midler forsøger at markedsføre det, de gør,” siger han.

Han forklarer, at en kampagne som julekalenderen med snobberne endda kan være med til at forstærke den skepsis.

”Mit indtryk er, at mange mennesker spørger sig selv om, at hvis det, organisationerne gør, er så godt, hvorfor behøver de så gå så langt for at reklamere for det? Kampagnen her er underholdende, og den sætter fokus på, at nogen gør noget godt i Cambodja. Men i bund og grund er den en reaktion på en stigende skepsis.”

Men netop det, at der i snobbernes julekalender sættes fokus på, hvad Folkekirkens Nødshjælps projekter går ud på, opvejer brugen af penge til kampagnen, siger Christian Borrisholt Steen. Han er politisk konsulent i Kristelig Fagbevægelse, har en master i etik og værdier i organisationer og er medlem af Det Etiske Råd.

”Det allervigtigste for en nødhjælpsorganisation er åbenhed om, hvad donationer går til. Og det er snobberne jo med til ved at tage ud at se på projekterne i Cambodja,” siger han.

”Derfor giver det god mening at lave sådan en julekalender. Den er med til at promovere Folkekirkens Nødhjælp, højne kendskabet til deres arbejde og dermed fortælle, hvad deres mission er. Og så længe der er åbenhed omkring, hvordan pengene bruges, ser jeg intet problem i at lave sådan en kalender.”

Henrik Hansen, der er professor i økonomi ved Københavns Universitet og studieleder for global udvikling, ser heller ikke noget etisk problem i kampagnen.

”Vi er mætte af billeder af afrikanske kvinder med børn på ryggen. Vi er blevet blinde over for dårligdom, vi distancerer os fra det og bliver følelsesløse over for det. En måde at angribe den træthed på er at anvende humor. Det ved man virker i Danmark, hvor der er en lang tradition for satire. Skuespillerne gør det jo gratis, så for mig at se er det en meget væsentlig del af organisationens arbejde, at de sørger for, at vi bliver opmærksomme på situationen i andre dele af verden,” siger han.

Han forklarer, at hvis man synes, at alle organisationernes penge skal gå til det gode formål, opløser det selve idéen med nødhjælpsorganisationer.

”Man kan begynde med at spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet har brug for ngo'er og nødhjælpsorganisationer. Hvis vi skal tænke tanken helt til ende som økonomer, og det vil sige den billigste måde at sende penge til lande, man støtter, så er det via Danida. For hvis man tænker på omkostningerne ved at sende penge af sted, skal vi ikke have godgørende mennesker, heller ikke tv-programmer. Det er alt, alt for dyrt. Vi har et fantastisk skattesystem, der allerede sørger for at støtte,” siger han.

Ifølge Folkekirkens Nødhjælp er produktionsomkostningerne ved en kampagne altid holdt på et minimum.

”Når vi laver kampagner, kigger vi på, hvor meget vi investerer kontra det, vi får ud af det. I dette tilfælde kostede det 55.000 kroner at sende snobberne og produktionsholdet af sted til Cambodja. Til gengæld regner vi med at sælge for 1,5 millioner kroner geder, bistader, flygtningepakker og alt det andet, der ligger i denne kampagne. Så man kan sige, at pengene kommer rigtig mange gange igen, og at vi dermed kan gøre endnu mere godt for verdens fattigste,” siger kampagnechef Mulle Korsholm fra Folkekirkens Nødhjælp.

Hun forklarer, at der hverken er brugt eksternt reklamebureau eller noget stort produktionshold. Det er en medarbejder, der selv har filmet med håndholdt kamera og klippet de 24 afsnit sammen, og Rasmus Botoft og Martin Buch har arbejdet gratis.

For lektor Lene Bull Christensen fra Roskilde Universitet handler diskussionen også om at se realistisk på de omkostninger, en velgørende organisation har.

”Det er jo nødhjælps- og udviklingsorganisationernes vigtigste kendemærke, at folk kan stole på, at når man donerer penge til et formål, bliver de brugt rigtigt og effektivt. Derfor vil man selvfølgelig gerne følge med i, hvad pengene bruges til. Man vil jo gerne have, at ens penge går 100 procent ubeskåret til det, man havde tænkt, de skulle gå til,” siger hun.

”Men det gennemtænkte arbejde med at lave projekter og nødhjælpsindsats kræver jo nogle højt uddannede og erfarne medarbejdere. De skal have en løn, og det koster at administrere tingene. Det er en uløselig knude i forhold til forventing og realisme. På den ene side vil folk have, at ingenting skal gå til administration, men hvis ikke de gør det, risikerer man, at pengene havner de forkerte steder,” siger hun.