Prøv avisen

Frank døde efter at have modsat sig en blodprøve: Bør læger bruge tvang?

Her er Frank Jensen fotograferet sammen med sin mor, Mona Jensen, og sin kusine Bettina Christensen på sin 42- årsfødselsdag i december 2009, få uger før han døde. - Privatfoto.

Der er politisk flertal for at gøre det muligt at bruge tvang ved behandling af svært demente og udviklingshæmmede. Tvang kan blive det lette valg, lyder kritikken

Frank Jensen var et menneske med mange gaver. Nok var han udviklingshæmmet, men med stolthed passede han sit arbejde på en gård i Grindsteds udkant, og han overraskede mange med sin evne til at huske datoer. Han havde lært både at skrive og læse, og ikke mindst læsning var en glæde for ham.

Han boede i en beskyttet lejlighed i Grindsted og var en flittig gæst på det lokale bibliotek. Pædagogerne på boenheden Sydtoften havde lavet en aftale med bibliotekarerne, som var flinke til at hjælpe Frank Jensen med at finde letlæsningsbøger, som han kunne lide.

Der var også gaver, han ikke havde fået. En af dem var evnen til at vurdere smerte og andre fysiske symptomer, og da han modsatte sig at få taget en blodprøve, fik det fatale konsekvenser.

For nylig har en række interesse- og fagorganisationer henvendt sig til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) om at ændre lovgivningen, så sundhedspersonalet får mulighed for at behandle en dement eller udviklingshæmmet patient, der som Frank Jensen modsætter sig behandling.

Tidligere på ugen sagde Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, til dagbladet Politiken, at den nuværende lovgivning om brug af tvang ved behandling af svært demente og udviklingshæmmede koster liv. Foreningen LEV er en af de organisationer, som har henvendt sig til sundhedsministeren. Sytter Kristensen, der er formand for LEV, mener, at området er præget af svære dilemmaer.

”En lovændring vil formentlig skærpe opmærksomheden på, hvornår magtanvendelse finder sted. Men samtidig vil det være trist, hvis en regelændring medfører mere magtanvendelse, blot fordi der er lovhjemmel til det. Og risikoen foreligger, hvis der ikke etableres nogen mekanismer, der sikrer den enkelte borgers rettigheder,” siger Sytter Kristensen.

Tilbage til Frank Jensen, der ofte tog med rutebil fra Grindsted for at holde weekend med forældrene i Esbjerg, og ellers holdt de kontakt over telefonen. En af de første dage i december bemærkede moderen, Mona Jensen, at sønnen virkede snottet og hostede, og hun tænkte, at han gerne skulle være frisk til jul.

Hæsheden og hosten fortog sig ikke, så hun kontaktede en af pædagogerne på boenheden, som tog Frank Jensen med til den lokale læge. Han blev sendt hjem med besked om, at han intet fejlede. Lillejuleaften var Frank Jensen sædvanen tro sammen med familien i Esbjerg, men hans forældre var bekymrede over, at han ikke fik sin nattesøvn på grund af hosten.

Mona Jensen og sønnen henvendte sig til lægevagten og vendte hjem med noget hostestillende. De fejrede juleaften og holdt julefrokost, men da Frank Jensen tre dage efter jul var tilbage i sin lejlighed i Grindsted, var han svækket, træt og udkørt. En pædagog valgte at tage ham til lægen igen, så man kunne finde ud af, hvad der var galt. Lægen sagde, at der skulle tages en blodprøve, hvilket Frank Jensen modsatte sig.

Pædagogen, der kendte Frank Jensen, lagde an til en snak med ham om det fornuftige i at få taget en blodprøve. Men lægen indvendte, at når Frank Jensen ikke ville, så skulle han ikke, og han fik i stedet noget bredspektret penicillin. For sådan er sundhedsloven. Læger må ikke tvinge patienter til at få foretaget undersøgelser som for eksempel en blodprøve, der kan afsløre en eventuel lungebetændelse.

I 2009 ændrede man loven i Norge, så tvangsbehandling blev lovlig, hvis patienter ikke er i stand til at forstå eller sige ja til behandlingen, og i Danmark har spørgsmålet været oppe flere gange. Sidst var i 2011, hvor Lægeforeningen, Alzheimerforeningen og fagforbundet FOA henvendte sig til daværende sundhedsminister Bertel Haarder (V) med et ønske om lovændring. Haarder fik Det Etiske Råd til at vurdere, om sundhedspersonalet skulle kunne anvende magt over for demente og udviklingshæmmede. Det Etiske Råd landede på et ja, men med visse forbehold. Anbefalingen lyder:

”Det Etiske Råd mener, der bør være hjemmel i lovgivningen til at behandle inhabile demente, som ikke samtykker til behandling og eventuelt rent fysisk modsætter sig den. Formålet med behandlingen skal være at drage omsorg for patienten, herunder at minimere smerte, lidelse, angst eller væsentlig ulempe for patienten. Hvis vurderingen er, at behandlingen er i patientens interesse, kan det efter Rådets opfattelse være omsorgssvigt ikke at behandle.”

Da Astrid Krag (SF) efterfulgte Bertel Haarder som sundhedsminister, sagde hun, at hun ville justere loven inden for et år. Det er ikke sket, og ifølge Lægeforeningen betyder loven, at inhabile patienter ikke får den nødvendige behandling, som det også skete med Frank Jensen. Da han blev syg, vidste hans forældre og pædagogerne, at de skulle bruge rigtig god tid på at tale med ham om, hvad der skulle ske, for fik man talt ham til ro, skulle man ikke bruge tvang. For LEV er det afgørende, at der generelt bliver gjort tilstrækkeligt for at gennemføre behandling uden tvang.

”Derfor er det helt nødvendigt, at der i sundhedsvæsenet bliver en større opmærksomhed på borgere, som agerer anderledes, og at man bevidst arbejder med at indhente specialviden om udviklingshæmmede for at kvalificere sundhedsbehandlingen yderligere for denne målgruppe. Derudover skal man have de sundhedsfaglige og socialfaglige indsatser til at spille bedre sammen, så man undgår, at magtanvendelse bliver eneste måde at sikre den fornødne sundhedsbehandling på, fordi der ikke bliver handlet i tide,” siger LEV's formand, Sytter Kristensen.

Tvang må altid være den sidste udvej, fastslår professor Thomas Ploug, der er medlem af Det Etiske Råd og var med til at udarbejde svaret i 2011.

”Der skal gode argumenter til at anvende tvang, og man skal overveje, hvad konsekvenserne af tvang kan være,” siger Thomas Ploug.

Han mener, det er lysende klart, at der skal en lovændring til, men han efterlyser en opmærksomhed på, hvilken kulturændring en lovændring kan føre med sig.

”Lovændringen vil gøre tvang legitimt, men det må fortsat være en undtagelse. Man kan frygte, at man vil anvende tvang, fordi det er knap så tidskrævende som forsøg på at opbygge tillid og vinde forståelse gennem dialog, ”siger han.

Frank Jensen døde på årets første dag i 2010. Han blev 42 år. Han nåede at fejre nytårsaften på boenheden i Grindsted, men i nattens løb blev han dårligere, og om formiddagen blev han indlagt på Grindsted Sygehus, og hans forældre blev tilkaldt. De mødte en søn, som gerne ville holde i hånd og havde overskud til at lave sjov. Mona Jensen havde ingen anelse om, hvor svækket hendes søn var.

Han blev overført til Esbjerg Sygehus, men fik hjertestop i ambulancen, og da forældrene så ham igen på sygehuset, var han bevidstløs. Han døde få øjeblikke senere. Obduktionen fastslog, at han døde af en massiv lungebetændelse, som havde udviklet sig til en blodforgiftning og ødelagt vitale organer.

Mona Jensen har fulgt den aktuelle debat om ændringer af sundhedsloven. Hun siger, at hun er tilhænger af tvang på den gode måde.

”Hvis man havde givet sig tid hos lægen, havde man fint kunnet tage den blodprøve. Jeg har haft det skidt med, at jeg ikke gjorde mere for at få ham undersøgt, men Frank var ikke god til at registrere smerter, så han har ikke reageret på, hvor skidt han egentlig havde det,” siger hun.