Hvad bliver efter din opfattelse den største udfordring på det etiske område for den kommende regering? Har du et bud på problematikken?
Svar fra Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d., direktør i EGV (Ensomme Gamles Værn) og medlem af ekspertpanelet på etik.dk :
Valgkampen emmer af kategorisnak ikke mindst alderskategorier: Vi må for alt i verden ikke svigte de ældre, og vore gamle på plejehjem skal have bedre forhold. Og i den anden grøft: De rige 68ere, som allerede har raget så rigeligt til sig!.
En etisk udfordring set fra min stol i EGV Fonden (Ensomme Gamles Værn), som er en forskningsorienteret fond er ikke at generalisere mere, end forskningen giver belæg for. Rabat- og bonusordninger baseret på alder alene giver ingen mening i et moderne samfund, lige så lidt som automatiseret alder(dom)stænkning på arbejdsmarkedet.
LÆS OGSÅ: Den økonomiske krise gør ældre ængstelige
Men der er nogle, som trænger. I EGV får vi hvert år hundredvis af ansøgninger fra syge og fattige gamle til EGVs legatfond af 1985. Vi kan uddele 2000 kroner pr. år til nogle af dem!
Blot ét eksempel er brevet fra en 66-årig kvinde, der skriver, at hun er fraskilt og har været alene siden 1990. Hun er udlært dameskrædder, men har i mange år haft smerter i nakke, skulder, lænd, ryg, knæ og muskler og en lungelidelse. Hun har kun folkepension som indtægt og skriver, at når mine almindelige udgifter er betalt, har jeg ikke meget tilbage til medicin, mad, tøj og kontingenter, så det er umuligt at få penge til tandbehandling, fysioterapeut og træningscenter. Hvis jeg ikke holder det ved lige, har jeg så mange smerter. Ethvert beløb vil være kærkomment og blive modtaget med stor glæde og taknemmelighed.
Den tiltagende ulighed i det danske samfund gælder også den aldrende befolkning. Der er knap en million personer på 65 år og derover i Danmark. Mange er yderst velstillede men cirka en fjerdedel lever hovedsageligt af deres folkepension, især blandt de ældste.
Med det aktuelle politiske fokus på vækst, forbrug og egenbetaling er der grund til at huske at tage vare på ældre, som er økonomisk og socialt udsat. Det er personer, som af forskellige grunde ikke har sparet egne penge op til alderdommen, de kan være kunstnere, andre selvstændige eller mennesker, som har haft en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet gennem livsløbet på grund af sygdom, strukturel arbejdsløshed, migration, hjemløshed og andet.
Ældre med den dårligste økonomi er også dem, som har det dårligste helbred og føler sig mest ensomme. Forskningen har for længst vist, at der skal sættes ind fra barnsben af for at forebygge social, økonomisk og helbredsmæssig ulighed i alderdommen. Hvordan vi lever som gamle, afhænger af vores livsløb og de betingelser, vi er blevet budt undervejs.
Med samfundets polarisering vil der altså i mange år fremover være mange gamle mennesker, som har brug for et velfungerende offentligt system målrettet deres særlige problemer. Det aktuelle fokus på frivillige organisationer som middel rækker bestemt ikke hele vejen.
En besøgsven eller rabatordning til biografture hjælper ikke den kvinde på 74 år, enke på folkepension, med slidgigt i skuldre, hofter og knæ, som skriver: Jeg har kun til daglig kost, kan ikke lægge til side til køb af nyt tøj eller udskiftning af nedslidte møbler () og mangler rigtig meget en stol at sidde i, da den, jeg har, er totalt nedslidt efter mange års brug.
Jeg håber, at det kan lykkes at rykke politikerne ud af deres generaliserende tænkning i forhold til ældrebefolkningen, og at de kan få øjnene op for at forbedre vilkårene for dem, der har det dårligst. Det vil jeg ønske for den kommende regering og vi er flere inden for gerontologien (læren om aldring, alderdom og ældreliv), som gerne vil hjælpe med at tilvejebringe viden og indsigt i disse komplekse problemstillinger!
Christine E. Swane er kultursociolog, ph.d., direktør i EGV (Ensomme Gamles Værn) og medlem af ekspertpanelet på etik.dk