Hvad er de største etiske dilemmaer ved genterapi?

Pligtetikken, nytteetikken og den kristne etik kan give vidt forskellige bud på spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til genterapi

"På grund af nye videnskabelige muligheder er vi i dag nødt til at tænke fremtiden ind i vores etik på en helt ny måde," skriver lektor ved Det Teologiske Fakultet, Ulrik Becker Nissen, som svar på, hvordan vi skal forholde os til genterapi. På billedet ses en forsker forberede en genterapi implantation. Foto: P. PLAILLY/EURELIOS/SCIENCE PHOT

Er der etiske dilemmaer ved genterapi, spørger en læser Kristeligt Dagblads Etikpanel. Lektor ved Det Teologiske Fakultet Ulrik Becker Nissen svarer nedenfor

Sådan lød spørgsmålet:

"Hej jeg er interesseret i at finde ud af, om der er nogle etiske problemer/dilemmaer ved genterapi set ud fra et pligt, nytte og kristen etisk synspunkt? Håber der er en der kan hjælpe, på forhånd tak. Hilsen Amanda B. Pørksen

LÆS OGSÅ:
Genterapi kan standse epilepsianfald

Her følger svaret fra Ulrik Becker Nissen:

"Kære Amanda

Det er et vigtigt spørgsmål, du stiller. Spørgsmålet om de etiske spørgsmål, der rejser sig i forhold til forskning indenfor genetik, er et centralt område, som der er skrevet mange og store bøger omkring ud fra de tilgange, som du selv nævner. Men dit spørgsmål er jo noget bredt, hvorfor det er svært at vide, om mit svar til dig rammer, hvad du egentlig er interesseret i.

Genterapi er jo i sig selv meget bredt. Under den forlagsgruppe der
udgiver det berømte tidsskrift Nature finder du også en hjemmeside, hvor du kan få et overblik over de nyeste naturvidenskabelige resultater indenfor genterapi og mulige anvendelser indenfor en række områder. De er samlet under flg link: Gene Therapy Hvis du er interesseret i en mere kortfattet introduktion til området, er der også en udmærket Wikipedia artikel om emnet.

LÆS OGSÅ: Bør raske få undersøgt deres gener for sygdomsrisici?

I sidstnævnte artikel kan du også se, at en væsentlig sondring er, om en given terapi er baseret på somatisk celleterapi, eller om der er tale om kønslinjebaseret terapi. Hvor den førstnævnte er baseret på modifikationer af den individuelle persons kropslige celler, så er der ved sidstnævnte derimod tale om, at ændringerne foretages på kønsceller (altså æg- eller sædceller) og således kan blive arvelige.

Denne sondring er også helt afgørende indenfor etikken, da sidstnævnte jo er langt mere radikal end førstnævnte. Etisk set er kønslinjebaseret genterapi derfor langt mere kontroversiel og problematisk.

I mit svar til dig her, vil jeg nøjes med at se på denne sondring og kort reflektere over, hvad de forskellige etiske retninger, som du nævner, ville sige til disse to former.

Hvis vi først tager pligtetikken, så kan vi sige, at den ofte vil fremhæve tanken om menneskets værdighed som noget, mennesket har som individuelt væsen og i kraft af at være et fornuftsvæsen. Det betyder for det første, at det enkelte menneske har noget ukrænkeligt over sig og ikke kan gøres til genstand for andres livsprojekter. Den tyske filosof Jürgen Habermas har en sådan argumentation.

LÆS OGSÅ: Genterapi giver nyt håb til blødere

Men det betyder også, at det enkelte menneske bør tages med på råd vedrørende afgørende ændringer, der griber ind i dets liv. Pligtetikeren vil således helt overordnet tendere at hævde, at en somatisk celleterapi i visse tilfælde kan være acceptabel, forudsat at en given person selv har givet samtykke til det. Den kønslinjebaserede terapi vil derimod på alle måder være problematisk, da det bliver et overgreb på efterfølgende generationer, da de bliver frataget selvbestemmelse over deres eget liv.

Nytteetikken vil helt generelt være mere optaget af at fremme nytten eller lykken for det størst mulige antal mennesker. Den vil være optaget af en nyttemaksimering, der i visse tilfælde kan indebære, at et individ bliver underordnet i forhold til den samlede nytte. Derfor kan man helt overordnet sige, at tanken om individets ukrænkelige værdi ikke spiller helt samme centrale rolle som i pligtetikken.

For nytteetikeren er det derfor heller ikke helt indlysende, hvorfor man nødvendigvis skal afvise den kønsbaserede genterapi, hvis man kan se, at det ville fremme lykken. Dele af Julian Savulescus arbejde kan læses som eksempel på dette synspunkt. Det afgørende punkt er imidlertid her, om man er i stand til at vurdere dette. Kan man realistisk foretage en sådan afbalanceret vurdering, hvor man er i stand til at forholde sig til konsekvenserne langt ude i fremtiden?

De sidste overvejelser er også grund til, at ansvarsetikken (som du ikke nævner i dit spørgsmål), vil sige, at vi i dag har brug for en ny måde at tænke etik på. Et væsentligt udgangspunkt hos flere ansvarsetikere er netop, at vi i dag har mulighed for bioteknologiske indgreb, der rækker langt ud i fremtiden. Pligt- og nytteetikken var velegnede, så længe konsekvenserne af vores handlinger var mere overskuelige. Men på grund af nye videnskabelige muligheder er vi idag nødt til at tænke fremtiden ind i vores etik på en helt ny måde.

Derfor vil mange ansvarsetikere også argumentere for et forsigtighedsprincip i forhold til mange af disse nye teknologier. Én af de etikere der særligt har stået for denne tilgang til etikken er den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas. Denne position vil også argumentere imod kønscellebaseret terapi.

Til sidst den kristne etik. Her er der for det første ikke tale om én retning, men derimod en række forskellige tilgange til etik, hver med deres forskellige accenter. Helt overordnet kan man dog sige, at teologiske etikere tenderer at dele sig i to grupper.

Den ene vil argumentere for, at mennesket, på grund af tanken om mennesket som forvalter af skaberværket, bør gå mest muligt ind i udviklingen af nye teknologier og medicinske muligheder for at bekæmpe sygdomme. Denne tilgang vil argumentere for, at dette er en del af kulturmandatet. En sådan forståelse kan Ted Peters siges at repræsentere.

Den anden tilgang vil hævde, at mennesket bør være forsigtig med at gå for hurtigt frem. Denne tilgang vil tendere at argumentere for, at selv om mennesket har en opgave og forpligtelse som forvalter, så er det dog samtidig vigtigt at huske på, at det er en begrænset opgave, der bør udfoldes indenfor rammerne af Guds vilje. Gilbert Meilaender kan læses som udtryk for en sådan forståelse.

Begge positioner vil ofte argumentere for, at det er vigtigt, at vi forsker i og arbejder med somatisk genterapi, ligesom begge også som regel vil argumentere imod kønslinjebaseret genterapi. Forskellene mellem dem er således i høj grad et spørgsmål om indstilling, hvor den første er mere liberalt orienteret i forhold til disse nye teknologiske muligheder, er den sidstnævnte mere konservativt orienteret.

Som du kan se, er det jo et stort spørgsmål, du har stillet. Derfor kan jeg heller ikke gøre disse forskellige positioner retfærdighed. Men jeg kan henvise dig til dem og deres bøger. Så kan du selv læse videre. Held og lykke med dit arbejde med dette spørgsmål.
Venlig hilsen, Ulrik Becker Nissen"