Hvor loyal skal man være i et venskab?

Skal man acceptere venners druk, tyveri og utroskab? Medlem af Etikpanelet og livsstilsekspert, Christine Feldthaus, giver sit bud

Hvor loyal skal man være i et venskab?
Hvor loyal skal man være i et venskab? Foto: colourbox.com

Medlem af Etikpanelet på etik.dk og livsstilsekspert, Christine Feldthaus, har fået læserspørgsmålet:

Hvor loyal skal man være i et venskab?

(Sammensat af spørgsmål fra læserne - skal man eksempelvis dække over en god ven, der stjæler fra sin arbejdsplads? Skal man dække over en vens utroskab? Skal man dække over en vens alkoholmisbrug?)

Svar fra Christine Feldthaus:

Som udgangspunkt skal man være loyal både mod sine venner men i høj grad også over for sig selv. Og det kræver sin mand. For det sker jo af og til at man lægger ører til venners eskapader, hvor man bliver fanget i et dilemma, hvor ens egne etiske og moralkodeks må vige til fordel for loyalitet i venskabet.

I en tidsalder, hvor vi i høj grad dyrker individet og nok også har bevæget os fra en pligtkultur til en rettighedskultur er der mange daglige dilemmaer. Og mange historier om alt fra socialt bedrageri, sort arbejde, skattespekulationer, eller bilkørsel under spirituspåvirkning! Vi bliver ofte fanget i dilemmaer, som i virkeligheden skader fællesskabet og det samfund, vi alle sammen skal bidrage til. Men vi vælger at undlade at reagere af skræk for at gøre os upopulære blandt vores nærmeste! Mange nærer en frygt for at blive kaldt for stikkere og illoyale. Især i nære vennerelationer, hvor vi nok har en tendens til at være mindre moralske end overfor fremmede.

Som udgangspunkt tror jeg det handler om at være loyal overfor sine egne normer også selvom det kan koste et venskab. Skal man f.eks. dække over en god ven, der stjæler fra sin arbejdsplads? Det afhænger i høj grad af, hvad det ligger i at stjæle. Er der tale om at man har neglet sig til et par gratis post-it-blokke til privat brug kan jeg dårligt forestille mig, at jeg personligt ville gøre arbejdspladsen bekendt med min viden. Men er der tale om bedrageri af større skala og gentagne tyverier med fortsæt, så mener jeg at man skal gøre to ting: Forklare sin ven, at han/hun er ude på et skråplan og bør ændre adfærd omgående og se at få aflevere tyvekosterne tilbage. Sker dette ikke, vil jeg mene at man har pligt til at rette henvendelse til arbejdspladsen og gøre dem opmærksom på problemet. Det kan jo ende helt galt, hvis man ikke får stoppet situationen i tide. Det har vi set masser af eksempler i medierne til alle tider. Jeg behøver vist ikke at nævne navne.

Skal man dække over en vens utroskab? Det afhænger af, hvordan man selv er indstillet til tingene og om man mener at det fører til noget positivt at afsløre utroskaben. Altså om det tjener et højere formål for hvis man sladrer om utroskab kan det medføre større skade for de implicerede parters fremtid end hvad et harmløst sidespring berettiger.
Man kan jo altid stille spørgsmål ved, hvor klogt det er at moralisere på andres vegne.

Som udgangspunkt mener jeg ikke, at man skal være forsigtig når man vil blande sig i voksne menneskers sam- og sexliv. Reelt kan man jo ikke vide om der findes en gensidig overenskomst i parforholdet om at sidespring er acceptable. Det store dilemma i forhold til utroskab kan man naturligvis godt forestille sig. Især hvis man får kendskab til at ens ven shopper så meget rundt at der er fare for at samlever/kæreste/kone/mand kan pådrage sig alt fra harmløse kønssygdomme til de mere farlige af slagsen.

I min optik skal man forklare sine venner, at man ikke ønsker at høre om deres eskapader og utroskab. For hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Og når man ikke er klar over at ens ven bedrager sin partner kan man jo ikke komme i dilemmaet. Omvendt vil jeg gerne opfordre alle bedragere til at kunne bære hemmelighederne selv. Der er intet mere patetisk end at søge moralsk støtte hos ens nære venner når man udmærket er klar over at man er ude på et skråplan. Har man modet til at være utro må man også finde styrken til at holde tæt med det. Ellers skulle man måske hellere sige det til partneren. Alt andet er fejt.

Skal man dække over en vens alkoholmisbrug? Det tror jeg at rigtigt mange mennesker har prøvet. Vi kender vist alle et menneske som er ude i en eller anden form for misbrug. I dag er det sjovt nok blevet helt legitimt at gå til rygerne! Og lufte sin bekymring for deres helbred. Det kniber langt mere når det gælder alkohol. Det er langt mere tabu belagt.

I min optik skal man som god ven tilbyde sin støtte til at lytte og hjælpe alkoholmisbrugere ud af misbruget. Måske især melde sig på banen til at hjælpe med at få ændret adfærden. Men at tvinge andre mennesker til at gennemføre afgiftningsophold kræver et bredt bryst. Og sagkundskab. Men at vende det blinde øje til venner, der er kommet i alkoholmisbrug kan man vel dårligt kalde et nært venskab.

I nære venskaber hjælper man hinanden. Også ved at turde tale åbent om misbrugssituationer, som kan ramme alle. Også de frelste. Og ikke-rygerne.

STIL ET SPØRGSMÅL TIL ETIKPANELET: spoerg@etik.dk

LÆS OGSÅ: Flere svar fra Etikpanelet