Prøv avisen

Hvorfor tro, når man kan vide?

Tegning: Peter Hermann

TRO OG VIDEN: Naturvidenskaben har gjort det muligt at se ud til universets yderste kant og ind i menneskets inderste. Men hvad betyder det for religionen, at der efterhånden findes naturvidenskabelige svar på alle de store spørgsmål?

Jomfrufødsler, talende slanger og en mand, der går på vandet. At være troende i en moderne verden kan virke som en umulig opgave.

For hvordan kan man tro på en tekst, der beskriver verdens skabelse som resultatet af sølle seks dages arbejde? Og hvordan kan det give mening, at mennesket stammer fra en klump ler, der får pustet luft i næseborene, når al forskning peger på, at vi i realiteten stammer fra en encellet organisme i fortidens urhav?

Hvad berettigelse har Bibelen, Koranen, Torahen og de andre hellige skrifter i det hele taget, når videnskaben i stigende grad kan forklare alt det, som mennesket i årtusinder har fundet svar på i religionen?

Spørgsmålet om tro kontra viden har præget menneskeheden gennem århundreder og fik for alvor medvind under 1600-tallets oplysningstid. Her blev naturvidenskaben stadig bedre til at dokumentere sine teorier, ofte i kontrast til det religiøse verdensbillede.

Siden har naturvidenskaben trin for trin overtaget religionens rolle som det sted, hvor vi søger svar på livets største spørgsmål. Med stjernekikkerter kan vi i dag se til universets yderste kant, mens vi med mikroskoper kan se ind i kernen af hver eneste celle i menneskets krop. Og begge steder ser vi noget, der ikke stemmer overens med de religiøse tekster. Så hvorfor tro, når man kan vide?

Det spørgsmål kan sendes videre til Morten Kvist. Han er præst i Herning og Gjellerup Valgmenigheder, men også medlem af Det Etiske Råd.

Her skal han, blandt andet i selskab med naturvidenskabsfolk, give sit bud på etiske gevinster og risici ved videnskabens nyeste opdagelser. Også han oplever, at naturvidenskaben i stigende grad leverer de forklaringer, som man tidligere fandt i religionen. Resultatet bør dog ikke være at skrotte religionen, lyder det fra Morten Kvist.

Forestiller vi os, at vi står på universets rand, vil vi jo stadig spørge os selv, hvad der er på den anden side. Kommer naturvidenskaben til et punkt, hvor de med sikkerhed kan kortlægge The Big Bang, er der stadig et spørgsmål at stille, nemlig hvor det hele kommer fra. Hvorfra kom det stof, der forudsatte The Big Bang? Der vil altid være et spørgsmål mere at stille, og dermed består livets mysterium. Og på den måde vil troen altid have fat i den lange ende, siger Morten Kvist.

Tro kontra videnskab er den hurtigste vej til at blive rundtosset

Når naturvidenskaben fører forsvarstale for The Big Bang, vil religionens fortalere straks spørge, hvem der så stod bag The Big Bang. Og når man fra religiøs side giver Gud æren for universets skabelse, vil videnskaben straks bede om en forklaring på Guds eksistens. Det er spørgsmålet om hønen og ægget - i universelt format. Og det har ændret vores tro, mener Morten Kvist.

På især et område vil jeg sige, at naturvidenskaben har udfordret troen. Det er svært for os som mennesker at bevare et billede af Gud, og det kan blive et problem for den funktion, som Gud har. Gud er udtryk for vores evige uvidenhed og det principielle udtryk for, at vi aldrig får den viden. Og jeg tror faktisk ikke, at det er godt at undvære det udtryk, siger Morten Kvist.

Tidligere medlem af Det Etiske Råd Klemens Kappel, lektor i filosofi ved Københavns Universitet, beskriver sig selv som ikke-troende og advarer netop mod det, han beskriver som "en genreligiøficering af offentligheden".

"For 10-15 år siden var det ikke specielt udbredt, at man appellerede til religiøse overbevisninger i naturvidenskabelige diskussioner. Nu oplever jeg, at det bliver stadig mere legitimt at henvise til sin tro som begrundelse for, hvorfor man er imod eksempelvis abort. Jeg kan godt forstå, hvis troende betragter det som en velkommen ændring, da der tidligere nok har været en form for undertrykkelse af religiøse synspunkter i offentligheden. Grundlæggende mener jeg dog, at man får bedre offentlige diskussioner med argumenter, som alle kan dele. Det andet er ikke forbudt og skal naturligvis ikke være det. Jeg tror bare, at man får bedre diskussioner, hvis man fastholder en vis sekularitetsnorm", siger Klemens Kappel, som dog heller ser en åben udmelding end et bevidst forsøg på at skjule på religiøse argumenter.

"En af de ting, der irritererer mig i Det Etiske Råd, er når folk ikke klart melder ud og siger, at deres modstand mod de nye teknologiske muligheder faktisk er religiøst begrundet. Til tider oplever jeg, at den egentlige motivation bag er et argument er af religiøs karakter, men at man prøver at give det en sekulær indpakning. På den måde afskæres man fra at vide, hvad der egentligt diskuteres", siger Klemens Kappel og uddyber:

"Vi har haft den store diskussion om kunstig befrugtning af lesbiske, hvor kun meget få direkte har sagt, at deres modstand er religiøst begrundet. I stedet siger man, at det handler om barnets tarv, hvilket sikkert er en del af begrundelsen, men ikke helt dækkende. Havde de sagt rent ud, at deres modstand skyldes en religiøs opfattelse, ville vi have en åben diskussion. Og så kunne omverden tage stilling på et reelt grundlag. Jeg tror, at meget få mennesker finder det overbevisende at begrunde sin modstand med, at "det står i biblen", men hvis det er den reelle begrundelse, bør det komme frem. Ellers står de religiøse urimeligt stærkt på et forkert grundlag", siger Klemens Kappel.

Selv om der altid vil være ubesvarede spørgsmål, er naturvidenskaben i disse år tættere end nogensinde på at kunne give et kvalificeret bud på livets største gåder.

I USA har den kontroversielle gen-forsker Craig Venter eksempelvis lavet verdens første kunstigt skabte stykke liv - et syntetisk kromosom, skabt fra bunden i et laboratorium. Og i Storbritannien er førende astronomer og ingeniører i fuld gang med at bygge verdens hidtil største rum-teleskop, som i 2013 skal sendes ud i rummet, hvor det vil tage billeder fra universets yderste kant, helt tilbage til tiden umiddelbart efter Big Bang.

Når videnskaben ved alt

Men hvad så, hvis videnskaben en dag kan sætte to streger på papiret og give et færdigt svar på livets oprindelse og universets skabelse? Vil det gøre nogen forskel?

Det spørgsmål er meget nærværende for Armin W. Geertz. Han er professor i teologi ved Aarhus Universitet og er samtidig leder af forskningsprojektet "Religion, kognition og kultur".

Her forsøger han, i samarbejde med en lang række forskere, at forklare menneskets religiøse bevidsthed. Som en del af projektet har man blandt andet scannet hjernerne hos unge fra Indre Mission, mens de bad enten fadervor eller en improviseret bøn til Gud. Under scanningerne kunne forskere konstatere, at bønnen aktiverede de samme dele af hjernen, som mennesker bruger i samtale med nære venner.

Selv de bedste naturvidenskabelige forklaringer kan dog ikke udkonkurrere religion, mener Armin W. Geertz.

"Naturvidenskaben har udkonkurreret en del religiøse forklaringer. Men naturvidenskaben giver ikke kun svar, den giver også mere præcise spørgsmål. Og netop fordi der altid vil være nye spørgsmål, er det umuligt at udkonkurrere religionen", siger Armin W. Geertz.

Som leder af et forskningsprojekt, der forsøger at forklare religion med videnskab, understreger Armin W. Geertz samtidig en vigtig pointe, nemlig faren for, at naturvidenskab i sig selv bliver en religion.

Man skal huske, at videnskab i sidste ende er en menneskelig konstruktion, hvor vi med forskellige metoder og teorier forsøger at sandsynliggøre vores erkendelser. Videnskab er meget ofte konsensus-præget. Det er ikke en absolut sandhed, der aldrig lader sig ændre. Derfor er det farligt at bruge videnskaben som våben mod religion, siger Armin W. Geertz.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk