Kristendommen er ikke en bog-religion

Den etiske fordring om livets ukrænkelighed hører til det kristne kernestof. Ofte havner vi imidlertid i et dilemma om, hvilket liv der er mest ukrænkeligt, og her er det ikke tilstrækkeligt at opstille et nytteetisk regnestykke

lektor, dr.theol.

For nylig havde Det Etiske Råd inviteret repræsentanter for de tre religioner jødedom, kristendom og islam til at give deres bud på spørgsmålet om det befrugtede menneskeægs etiske værdi. Den medicinske forskning vil gerne have lov til at bruge befrugtede menneskeæg til forskning for at udvikle nye helbredelsesmetoder. Men må de det?

Jeg var blevet inviteret til at skulle repræsentere kristendommens syn på sagen. Mit svar gik i korte træk ud på følgende: Et befrugtet menneskeæg eller for den sags skyld et klonet menneskeæg har en definitiv etisk status. Der udgår fra det en etisk fordring om, at det må vi ikke slå ihjel, tværtimod skal vi tage vare på det og befordre dets liv. Det gælder i øvrigt alt liv til forskel fra f.eks. en sten. En sten er ikke sårbar og udsat, derfor udgår der ikke nogen etisk fordring fra den.

Min pointe var videre, at selv om et æg og et tidligt foster har en definitiv etisk værdi i sig selv, så udelukker det ikke, at vi alligevel kan og måske skal udnytte det til at udvikle nye helbredelsesmetoder. Det kan godt være, at fordelene ved at gøre det opvejer den etiske krænkelse. Bl.a. opfylder vi jo også derved en etisk fordring om at drage omsorg for et sygt menneske. Det kan godt være, at vi anerkender et livs definitive etiske værdi, men alligevel krænker det af andre hensyn end etiske. Jeg synes, abortspørgsmålet er et tydeligt eksempel på det.

Sammenhængen i mit synspunkt er ikke logisk, men det er på højde med tilværelsens kompleksitet. Sagen er den, at tilværelsen er gennemtrængt af en grundlæggende modsætning, nemlig modsætningen mellem selvopholdelse og den etiske fordring. Vi lever i den modsætning, at vi på én gang skal bruge naturen og hinanden som midler til at overleve, og samtidig udgår der en etisk fordring fra naturen og andre mennesker om, at vi skal tage vare på dem for deres egen skyld, de er et formål i sig selv. Det er særligt tydeligt i vores forhold til dyrene. Dem slår vi ihjel og spiser, men det gælder også i forhold til andre mennesker. Vi kan kun overleve ved at bruge hinanden som midler. Denne konflikt er uløselig. Den hører med til vore grundbetingelser, conditio humana. Om også alle mennesker var helgener, eksisterede konflikten. Hvis vi skal fortolke den religiøst, kan vi sige, at vi lever i en falden verden. Vi lever ikke i en grundlæggende harmoni, i Paradis. Hvis vi gjorde det, var der ikke noget, der hed etik.

Vi kan ikke få denne konflikt til at gå etisk op. Hvad gør vi så? Vi går efter det næstbedste. Vi stiller et nytteetisk regnestykke op. Hvad giver den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Dette kalder man i etikken utilitarisme eller nytteetik. Nytteetiske regnestykker slipper vi ikke for, når vi skal tage stilling til komplekse, konkrete etiske dilemmaer, og jeg mener også, det er i orden, det er sådan. Det ender i fanatisme, hvis vi hævder, at vi under ingen omstændigheder må krænke liv. Ikke at gøre det i bestemte situationer kan være udtryk for svigt.

Det forhold, at vi ofte ender i et etisk regnestykke, hvor man siger på den ene side og på den anden side, får utilitaristerne til at hævde, at nytteetikken er etikkens grundlag. Etikken er resultatet af regnestykket. Det, mener jeg, er en forkert og fatal konsekvens at drage. Med den konsekvens ender etikken let i kynisme. Vi lægger etikken til rette, så den tjener vore formål. Vi dækker vores egoisme ind under, at grundkonflikten jo er uløselig.

Det er absolut nødvendigt at fastholde, at etikken ikke er et resultat af vores beslutninger. Etikken kommer fra tilværelsen selv, og den møder os med en absolut etisk fordring. Hvis ikke vi fastholder det, ophører etikken med at være en konstant kritisk norm for vore handlinger, og den ophører med at være en handlingsdannende ressource. Selv om den endelige etiske stillingtagen måske ender med at blive den samme, så er der afgørende forskel på at sige, at vi må ikke krænke liv, men af bitter nødvendighed gør vi det alligevel med sorg i hjertet og med bevidsthed om skyld - og så at hævde, at det er etisk i orden at krænke liv, fordi det er det nytteetiske regnestykkes resultat.

Nytteetikken kan næsten kun føre til menneskeligt hovmod. Etik handler ikke kun om handlingsresultatet, det handler også om sindelag og holdning. Vores opgave må være at anerkende tilværelsens grundkonflikt uden at blive kynikere. Det har altid gjort stort indtryk på mig at høre om såkaldte naturfolk, der beder jagtbyttet om tilgivelse, inden de slår det ihjel. Disse folk har indset tilværelsens grundkonflikt uden at blive kynikere.

Det var kort fortalt mit svar. Jøden og muslimens svar var lidt anderledes. Det er imidlertid ikke forskelligheden i det konkrete svar, jeg mener, der er interessant, men den forskellige måde at begrunde svaret på. Jøden begrundede sit svar ved at henvise til visse steder i Det Gamle Testamente, hvor der tales om fostre, og muslimen begrundede sit svar ved at henvise til steder i Koranen, hvor der tales om fostre. Det slog mig, hvor tydeligt det er, at jødedom og islam er bog- og lovreligioner, og at det er kristendommen ikke.

Hvis vi kristne skal have svar på etiske og moralske problemer, kan vi ikke slå løsningen op i en bog, heller ikke Det Nye Testamente. Mit svar er ikke begrundet i noget, der står i en bog. Jamen, står næstekærlighedsbuddet ikke i Det Nye Testamente? Jo, men det er ikke specielt for kristendommen. Det findes også i mange andre kulturer og religioner. Kristendommens påstand er, at næstekærlighedsbuddet og kravet om at tage vare på alt liv ikke er noget specielt kristent krav. Det er et universelt krav. Det kender alle mennesker til som skabninger med et hjerte i livet. Moralske og etiske spørgsmål er vi alle fælles om og kan diskutere ud fra et fælles grundlag. Der findes ingen speciel kristen etik, men nok ukristelig etik.

Næstekærlighedsbuddet og kravet om ikke at ødelægge liv, men tage vare på det og befordre det, forudsætter ikke, at man tror, at Gud har åbenbaret sig i Koranen eller i Det Gamle Testamente eller i Det Nye Testamente. Det beror på en fælles erfaring af livet. I buddhismen f.eks. finder man også en højt udviklet respekt for alt liv. Det særligt kristne ved kristendommen består i andre påstande. Det er f.eks. påstanden om, at Gud har åbenbaret sig i Jesus fra Nazaret, og at hans forkyndelse om Guds tilgivelse og Guds riges komme med dødens overvindelse og evigt liv er Guds ord. Det har vi ingen fællesmenneskelig erfaring til at begrunde. Accepten af disse påstande beror på en specifik tro, nemlig at man tror, at Gud har åbenbaret sig i Jesus fra Nazaret, så at dette menneske ikke blot er et almindeligt menneske, men også er Gud og taler på Guds vegne.

Ifølge kristendommen, i dens lutherske udgave i hvert fald, er den eneste måde, hvorpå Gud har åbenbaret sig, når det gælder etiske spørgsmål, det absolutte krav om, at vi skal tage vare på liv, og dette krav har han åbenbaret for alle og enhver, uanset hvad man tror og mener. Men hvordan vi skal opfylde dette absolutte krav, det har Gud ikke åbenbaret noget om. Det skal vi selv finde ud af. Det er menneskets frihed og ansvar. Vi skal selv med vores fantasi og forståelse af situationerne finde ud af, hvordan vi bedst opfylder det absolutte krav om kærlighed til livet.

Grunden til, at det er kristendommens opfattelse, er, at den anser det gudskabte liv for at være alt for mangfoldigt og levende til, at man kan binde det ind i et så overskueligt antal regler og love, som kan stå i en bog, der er skrevet for århundreder siden. Allerede Jesus brød den tids love og helbredte f.eks. på en sabbat, fordi, som han sagde, sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Faren ved al bog- og lovreligion er, at loven og moralen bliver til for sin egen skyld og ikke for livets skyld. Faren er, at den bliver uetisk og umoralsk, fordi det er uetisk ikke at handle for livets egen skyld. Man kan også sige, at faren er principrytteri og fanatisme. Man står fanatisk på en lov og en regel, som måske engang tjente livet, men som nu er livsødelæggende. Livet udvikler sig hele tiden, intet er statisk og står stille, derfor er løsningerne på livets dilemmaer heller ikke de samme til alle tider. Bog-religioner kommer let til at stå i det dilemma enten at blive fanatiske eller at opgive sig selv.

Nogle hævder, at min opfattelse af kristendommen gør den til en slap religion, der gør alt relativt og tilpasser sig alle forhold. Det er en komplet misforståelse. Kravet om at drage omsorg for livet er netop absolut og bliver stående absolut igennem alle tider og alle situationer. Det, der er relativt og foranderligt, er vores måder at prøve at leve op til kravet på. Kristendommen er kolossal absolut i sit krav om kærlighed. Den viger på intet tidspunkt en tomme fra dette krav. n