Generelt har vi en ældrebefolkning, som aldrig har været så sund og så aktiv som nu. På nogle måder er det en udfordring, for hvorfor skal de så overhovedet forlade arbejdsmarkedet? Mange på 65+ er i så god form, at de gerne vil fortsætte med at arbejde, men de har behov for en anden type arbejdsliv, end da de var yngre. Men endnu er arbejdsmarkedet ikke indrettet til det. Det har ikke omstillet sig til den demografiske udvikling, som vil kræve en langt større differentiering i arbejdsformer.
Når folk går på pension i dag, har størstedelen mange gode og aktive år foran sig, og mange har lyst til at udfylde en anden samfundsrolle end den klassiske pensionistrolle. For år tilbage havde man den opfattelse, at nu skulle man som pensionist nyde, efter i mange år at have ydet, men den forestilling er under opbrud, både fordi mange gerne vil tage del i samfundet, og fordi der i langt højere grad formuleres et krav om at deltage. Brydningen handler om, på hvilke præmisser man skal være aktiv. Mange pensionister bidrager med frivilligt arbejde.
Det har en slagside, at alt i dag handler om sundhed. Der går metaltræthed i hele tiden at måle og veje og referere tilbage til, om man nu også er sund – på den rigtige måde. Min pointe er, at man godt kan have et dejligt liv, selvom man har skavanker. Men hele slagsiden ved sundhedsbølgen er den stigmatisering, man kan blive mødt med, hvis man ikke lever op til sundhedsidealerne, som vi for eksempel ser dem formuleret i KRAM-faktorerne. Det Nationale Råd for Folkesundheds vejledning om Kost, Rygning, Alkohol og Motion.
Det vælter ud med anbefalinger om at spise sundt og holde sig fysisk aktiv, og sundhed kommer ofte til at handle om dårlig samvittighed. Og selvfølgelig er det vigtigt at holde sig sund og i gang. Jeg vil dog mene, at det allervigtigste for ens velbefindende som pensionist handler om livskvalitet og livsglæde og at have nogle skægge oplevelser med andre. Det er bydende nødvendigt at have et velfungerende socialt netværk.
Når man tilhører gruppen 65+, havner man automatisk i en fællesgruppe baseret på alder, men pensionister er lige så forskellige som alle andre. Der kan være gedigne forskelle, men alligevel bliver man placeret i en standardgruppe, som ikke harmonerer med virkeligheden. De fleste bryder sig heller ikke om at blive kaldt ældre. Jeg tror dog, det er vigtigt, at man ikke opfatter det at blive ældre og senere gammel som en trussel. Det er bedre at opfatte det som en mulighed. Og det selvom vi alle er klar over, at tiden, vi får efter arbejdslivet, kan byde på nogle dramatiske episoder: Man mister netværk og kolleger på arbejdspladsen, man flytter måske fra sit mangeårige hjem til en mindre ældrebolig, og man oplever den sorg at venner eller ens ægtefælle falder fra.
Tre gode råd
1. Bliv ved med at have en vedvarende interesse for tilværelsen – også selvom dit helbred måske er blevet dårligere. Det er vigtigt fortsat at kunne se muligheder for sin tilværelse i stedet for at lukke ned. Hvis man kognitivt holder sig i gang, smitter det som regel af på den fysiske aktivitet.
2. Vær med til at skabe en anden fortælling om det at være pensionist og blive ældre. Se det som noget andet end en trussel. Se det som en mulighed for noget nyt frem for et tab.
3. Og helt praktisk: Hvis du bor i et stort og upraktisk hus med trapper, er det en god idé at flytte tidligere, hvor du stadig har overskud til at finde et nyt dejligt sted at bo, frem for at vente til du ikke længere er i stand til at bo der.