Siden Maastricht-traktaten i november 1993 og Edinburgh-afgørelsen, har Danmark haft fire EU-forbehold. Forbeholdene er de dele af EU-samarbejdet, som Danmark ikke ønsker at deltage i. De fire forbehold handler om den fælles møntenhed euroen, unionsborgerskab, forsvar og retsligt samarbejde.

Euroen: Danmark deltager ikke i ØMU’ens (den Økonomiske og Monetære Union) tredje fase, der indebærer indførelse af euroen. Det betyder, at Danmark beholder sin egen valuta og ikke skifter den ud med den fælles valuta, euroen.

Unionsborgerskab: Unionsborgerskabet kan ikke træde i stedet for et nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om en persons statsborgerskab afgøres af den pågældende stats egen lovgivning. Med Amsterdam-traktaten i 1997 blev det skrevet ind, at et unionsborgerskab ikke kan træde i stedet for et nationalt borgerskab, men kun supplere det. Derfor behandles Danmarks stilling ikke yderligere, da det har mistet sin relevans.

Forsvar: EU har en fælles sikkerhedspolitik, som blandt andet gradvist udvikler en fælles forsvarspolitik. Som følge af det danske forbehold, deltager Danmark ikke i afgørelser og aktioner inden for EU, som påvirker forsvarsområdet. Dog hindrer Danmark ikke, at der udvikles et mere snævert samarbejde på dette område mellem de resterende medlemsstater. Danmark er derfor heller ikke forpligtet til at bidrage til finansiering af aktionsudgifter på området.

Retsligt samarbejde: Det danske retsforbehold betyder, at Danmark kun deltager i EU’s retslige samarbejde på mellemstatsligt niveau. Det vil sige, at retslige beslutninger taget i EU først får gyldighed i Danmark, når de er vedtaget i Folketinget. Deltager et medlemsland på overstatsligt niveau, har beslutninger i EU en direkte virkning i landet.