Hvis du ikke sætter dig ind i dit barns digitale verden, kan du være i gang med at isolere dit barn. På et tidspunkt vil barnet holde op med at fortælle detaljeret om sine interesser, fordi han eller hun har opgivet at få dig til at engagere dig. Hvis det er sket, kan du ikke komme to år senere og forvente eller kræve, at dit barn pludselig skal fortælle dig alt muligt. På det tidspunkt kan det virke kompliceret og uoverskueligt for dit barn at sætte dig ind i sagerne. Du har på en måde heller ikke gjort dig fortjent til, at barnet skal bruge tid og energi på det.
Men hvordan kan du så tackle det, hvis der faktisk er gået flere år, hvor du ikke har vist interesse? Du skal ikke kaste håndklædet i ringen og give dit barn lov til at sidde med hovedet ind i skærmen flere timer dagligt, men du skal heller ikke forbyde skærmene helt eller slukke for nettet. Begge disse reaktioner er tegn på afmagt, og det vil dit barn gennemskue. Det, du skal gøre, er at give dig tid til reelt at være sammen med dit barn. Vise, at du vil og er parat til at kæmpe for det – også selv om barnet afviser dig gang på gang.
I stedet for at bede dit barn om at slukke og komme ud til jer andre, er det en god idé, at du i begyndelsen går ind til barnet. Sørg for, at døren til barnets værelse er åben det meste af tiden, og gå ind med lidt sunde snacks, en kop te eller et glas isvand engang imellem. Træk gardinerne fra, og skab gennemtræk i værelset, så dit barn får noget lys og frisk luft. Du kan også tage en bog eller avis med (ikke din telefon!) og lægge dig på barnets seng. Dit barn vil højst sandsynligt kigge lidt mistroisk på dig og spørge, hvad du vil, og der skal du bare svare: ”Du skal bare spille videre. Jeg vil bare gerne være der, hvor du er.” Barnet kan ikke blive sur over det, for du er ikke irriterende eller krævende. Du er simpelthen bare nærværende, og det kan de fleste børn rigtig godt lide. Hvis du gør dette nogle dage i træk, vil dit barn næsten med sikkerhed begynde at åbne op og fortælle om, hvad der foregår på skærmen – eller måske om problemer med vennerne eller i skolen.
Vis interesse uden at overvåge
Hvordan viser man interesse for, hvad ens barn laver på de digitale skærme, mens man samtidig respekterer barnets ret til privatliv? Det er et af de spørgsmål, forældre ofte stiller mig. Som forælder skal du vise interesse i dit barns liv og engagere dig i de ting, dit barn går op i. Men du skal samtidig også give dit barn plads til at være sig selv og have noget, du ikke er inde over. Det er dit ansvar som forælder, at dit barn lærer at mærke sine egne grænser og respektere andres – og det sker lettest, hvis du viser et godt eksempel. Lær dit barn, at han eller hun ikke skal åbne dine beskeder eller kigge på dine billeder. Sig fx: ”Min telefon er privat, og det er ikke sikkert, at du skal se alt, jeg har liggende på den. Jeg kunne heller aldrig finde på at læse dine beskeder eller kigge på dine billeder uden at have fået lov.” En del forældre kigger faktisk i deres børns telefoner eller logger ind på børnenes profiler på de sociale medier og tjekker, hvad der foregår i beskeder og lukkede grupper. Det er noget, jeg på det kraftigste fraråder – med undtagelse af situationer, hvor man reelt er bange for, om barnet kan finde på at skade sig selv eller andre. Det er et kæmpe tillidsbrud, og hvis barnet finder ud af det, sender det et signal om, at det er noget, man godt må. Så er det ikke så underligt, hvis barnet kan finde på at gøre det samme over for nogen i klassen.
Dit barn må også godt lukke døren og være alene på sit værelse engang i mellem, uden at du kommer brasende ind i tide og utide. Det, du kan gøre, er at indføre en regel om, at dit barn fx ikke må spille computer alene for en lukket dør. Hvis døren til værelset er lukket, og du kan høre, at der bliver spillet computerspil, kan du godt tillade dig at åbne døren. Hvis barnet har været alene på værelset i lang tid, uden du kan høre, at der bliver spillet, kan du banke på og sige: ”Om et kvarter kommer jeg og åbner døren.” På den måde respekterer du barnets privatsfære, mens du samtidig sørger for, at barnet ikke er alene for lukket dør hele tiden.
Præsentér noget for barnet
En måde at vise sin interesse på uden at virke overvågende eller kontrollerende er at præsentere noget for barnet. I kan fx sætte jer sammen og søge i forskellige streamingtjenester som Netflix, Spotify og YouTube eller i online-butikker som Steam, Playstation Store og Microsoft Store. En anden god idé er at tage på biblioteket og kigge efter spil, bøger og tegneserier, som du tror, dit barn vil kunne lide, og som kan gøres til en fælles ting. Her kan du også få hjælp til at blive peget i retning af noget, der kan vække jeres interesse. Dit barn vil med sikkerhed blive glad for, at du har sat dig ind i, hvad han eller hun interesserer sig for – og hvis du foreslår, at I læser, ser eller spiller noget sammen, vil barnet næsten med sikkerhed sige ja.
Selv om børn i en tidlig alder selv kan finde og downloade spil og apps, søge efter musik, bøger, film og serier, er der stor sandsynlighed for, at barnet kun finder de ting, der er mest populære lige nu. Dit barn kommer sikkert ikke til at falde over The Beatles, Harry Potter, Tintin eller Løvernes Konge – det er noget, barnet skal introduceres for. Der findes også mange fantastiske computerspil, der er udviklet af kloge og kreative mennesker. Det kan virke som fremmed land, hvis man intet kender til computerspil, men de fleste børn vil synes, det er vildt fedt at blive præsenteret for spil af deres forældre.
Vær sammen om det digitale
Rigtig mange forældre lader deres børn være meget alene om de digitale interesser. Det skyldes nok flere ting. For det første er der mange forældre, der simpelthen ikke interesserer sig for det, der foregår på skærmene. For det andet er skærmene ofte så små, at det kan være svært at være sammen om dem – eller også står skærmen på barnets værelse, hvor døren bliver holdt lukket. Og for det tredje bliver skærmene brugt som en slags ”sut”, der kan trøste eller aflede barnets opmærksomhed, mens forældrene laver andre ting. Disse grunde kan dog ikke undskylde, at forældre lader deres børn sidde alene i timevis og kigge ind i en skærm. Som forælder skal du interessere dig for det, dit barn går op i – uanset hvor kedeligt, du så måtte synes, det er.
Hvis undskyldningen er, at du helt fysisk ikke kan se skærmen (fordi den er for lille eller står på barnets værelse), skal du for det første huske, at man ikke kun følger med ved at se med – du kan også følge med ved at spørge nysgerrigt ind til det, barnet laver. Jeg anbefaler i øvrigt, at børn ikke har computere på deres værelser, men sidder ved en stationær computer i et rum med masser af lys og liv, når de spiller. Til sidst må skærme aldrig erstatte omsorg og opmærksomhed fra forældrene, og det er også en rigtig dårlig idé at bruge skærme til at forhindre familiekonflikter.
Bliv klogere sammen
Børn og voksne går forskelligt til værks, når de undersøger ting. Børn er nysgerrige og afprøvende, mens voksne generelt er mere formålsbestemte. Voksne mennesker har et kæmpestort bagkatalog af tillærte erfaringer og regler, som bruges til at forstå og begå sig i verden. Man har fx lært, at en tur i Zoologisk Have er en mulighed for at se på en masse spændende dyr, man ikke kan se hver dag. Derfor kan det være frustrerende, hvis barnet kun interesserer sig for egern og vandpytter, som de kan se alle mulige andre steder.
Børn er i gang med at lære verden at kende. De har ikke den viden eller de erfaringer om verden, som voksne har. Derfor gør de ofte ting, som er ”forkerte” i de voksnes øjne – fx når de vil spise syltetøj oven på spegepølse, tegner uden for stregerne, eller når små drenge vil gå med neglelak og tylskørt. Men er der egentlig nogle gode grunde til, at barnet ikke skal have lov til at afprøve disse ting? Det synes jeg umiddelbart ikke. Hvis dit barn vil prøve noget, du synes er lidt mærkeligt, er det vigtigt, at du alligevel er åben over for idéen og giver barnet lov til at afprøve og eksperimentere. Ved at støtte op om dit barns læringsproces er du med til at give barnet selvværd og mod til at prøve forskellige ting. Samtidig kan læringsprocessen blive noget, I er sammen om. I stedet for at afvise, at spegepølse og syltetøj kan smage godt sammen, kan du sige: ”Det har jeg aldrig smagt, men lad os finde ud af, om det smager godt.” Dermed er der også en chance for, at du selv kan blive klogere.
Den nysgerrige og åbne tilgang er også vigtig i forhold til det digitale. Der er rigtig meget læring at hente, når man sidder med en tablet eller ved en computer, og forældre kan med fordel hjælpe barnet med at lære. Det behøver ikke betyde, at barnet skal spille læringsspil – der er ligeså meget læring i at tage billeder og lægge filtre og effekter på dem, eksperimentere med skrive- og tegneprogrammer, opdage og hente forskellige apps osv. Internettet er desuden et fantastisk redskab til at finde svar på de mange spørgsmål, som børn har om verden. Hvis dit barn fx spørger: ”Hvorfor er skyer hvide?”, kan du som forælder gribe bolden og engagere barnet til at undersøge det ved at svare: ”Det ved jeg ikke, men lad os finde ud af det”. På den måde kan du sammen med barnet gøre det til et projekt at undersøge noget, som barnet gerne vil vide – og du viser, hvordan internettet kan bruges til at finde information. På den måde kan du bakke op om en nysgerrig og kreativ tilgang til det digitale.
Læring og indlæring
Børn lærer en masse ved at undersøge ting, afprøve idéer og lege alene og sammen med andre. De er nysgerrige og har et drive, som får dem til at putte ting i munden, gå op ad rutsjebanen, tage strømpebukserne på hovedet, vælte tårnet af klodser osv. Man kan sige, at læring er alt det, der kommer fra barnet selv og ikke er formålsbestemt, mens indlæring er kendetegnet ved, at nogen udefra vil lære barnet noget bestemt med et særligt formål, fx hygiejne og trafikregler. Begge dele er vigtige for barnets udvikling. På den ene side skal barnet finde ud af, at det selv er i stand til at erfare og opdage, men det skal på den anden side også lære at trække på andres erfaringer, så det fx ikke kommer til at spise giftige ting eller får huller i tænderne.
Som forælder er det dit ansvar at lære dit barn, hvad man skal kunne for at klare sig som voksen. Men børn skal også have lov at være børn, og der skal være masser af plads til fis og ballade. En sund udvikling kan ikke effektiviseres – den kræver tid og ro. Forældre skal tage styringen, så barnet trygt kan bruge al sin energi på at udvikle sig, og de skal gøre det i meget længere tid, end de forestiller sig.
Hjælp dit barn til at kunne selv
Helt grundlæggende er det din opgave som forælder at hjælpe dit barn til at blive selvstændig nok til at kunne klare sig i voksenlivet. Hvis du aldrig kræver noget af dit barn, kan det resultere i, at barnet ikke får lært de ting, der er nødvendige for at blive et selvstændigt, voksent menneske.
Mennesket er et flokdyr, der har brug for at indgå i sociale sammenhænge for at overleve. Vi fødes fuldstændig hjælpeløse, og vi er det pattedyr, der er afhængige af at blive passet på i længst tid. Små børn søger øjenkontakt og gør sig til for at blive holdt af og passet på, og når de bliver lidt ældre, vil de gerne læres op, så de kan komme til at klare sig selv. Samtidig har alle mennesker brug for at føle, at de har en plads i deres flok, og at de hjælper til flokkens overlevelse. Små børn bliver pavestolte, når de får lov til at hjælpe til. De kan fx røre i maden, smide deres ble i skraldespanden eller hjælpe med at dække bord. Større børn kan gå til og fra skole og eventuelt hente søskende på vejen hjem.
En anden aktivitet, du kan engagere barnet i, er at lave en invitation til en fest. Lær dit barn, hvordan man bruger et tegneprogram eller redigerer et billede, hvordan man sætter sin tegning eller et billede ind i et dokument, laver tekstbokse, ændrer skrifttyper osv. Der kan være mange timers underholdning i dette, og det er langt bedre for dit barn at sidde fordybet i noget kreativt på skærmen end at bruge tiden på hektiske spil og apps. Dit barn vil desuden blive stolt og glad, når invitationerne bliver sendt ud til familie og venner.
Det er det vigtigt, at du kender dit barns evner og begrænsninger, så du kan sørge for, at barnet bliver udfordret og samtidig får en succesoplevelse. Mens barnet løser udfordringen, skal du holde dig i baggrunden og kun hjælpe, hvis barnet beder om det, og du kan se, at det har gjort et reelt forsøg på at løse opgaven.