Prøv avisen
Debat

”Facebook er Satans rige på Jorden”

”Facebook og alle dets aktiviteter er i moderne termer en hybrid mellem et grisk monopolkapitalistisk foretagende og et stalinistisk overvågnings- og påvirkningsapparat,” skriver en læser. Foto: Dado Ruvic / Reuters / Ritzau Scanpix.

Satans rige findes allerede på Jorden – på Facebook. Vil man redde sin sjæl, er der kun et at gøre: Forsag Facebook og alle dets gerninger, skriver en læser

Jeg læste Bent Meier Sørensens velskrevne og tankevækkende refleksion ”Jeg anklager” i Kristeligt Dagblad den 12. juli med stor opmærksomhed.

Men intet i Meier Sørensens refleksion chokerer mig. Desværre. Den bekræfter blot min allerede dannede opfattelse.

Facebook med tilhørende aktiviteter ser jeg som en manifestation af Satans rige her på Jorden. Vi er nødt til at ty til de mytologiske begreber for at forstå, hvad der er på spil. Det er en kamp om menneskets sjæl – om at forskrive sig.

Derfor forsager jeg Facebook og alle dets gerninger og al dets væsen.

Djævelen har aldrig haft horn og hale, han går moderigtig klædt og er glat som en ål. Facebook og alle dets aktiviteter er i mere moderne termer en hybrid mellem et grisk monopolkapitalistisk foretagende og et stalinistisk overvågnings- og påvirkningsapparat.

Vi har for eksempel aldrig fået en fyldestgørende forklaring på Facebooks rolle i skandalen omkring Cambridge Analytica i forbindelse med det seneste præsidentvalg i USA. Denne skandale får Putins trolde til at ligne en søndagsskole.

Præsident Bush tog gruelig fejl, da han mente, at ondskabens akse gik mellem Teheran og Pyongyang. Nej, ondskabens akse går mellem Facebook og Google.

For at værne om demokratiet og oplysningstidens europæiske værdier og det frie ord, der er forskellig fra løgn og sladder, er de europæiske demokratier nødt til at blokere for adgangen til det asociale medie Facebook og alle dets aktiviteter.

Red dig, Europa!