Prøv avisen

Minderne om Andreas bærer mig videre

24-årige Andreas blev begravet på Hvejsel Kirkegård ved Jelling, hvor familien bor. Hans far, Peter Ployart Wetche, sidder tit ved graven og lader tankerne fare. Foto: Claus Fisker/Scanpix

For to år siden mistede Peter Ployart Wetche uden varsel sin søn. Nu har han skrevet en bog om sorgen over at miste sit barn, men også om, at det er muligt at komme til at smile og leve livet igen

En søndag formiddag i maj for to år siden begav Peter Ployart Wetche sig ud på det, der må have været hans livs værste køretur. Få minutter inden han satte sig i bilen og kørte fra sit hjem ved Jelling, havde han fået et telefonopkald, der på et splitsekund ændrede hans liv for altid.

Peter Ployart Wetches ældste søn, Christian, havde ringet med beskeden om, at hans lillebror, Andreas på 24 år, var fundet død samme morgen i storebroderens hjem i København, hvor han havde overnattet. Pludseligt og uden forudgående varsler. Nu bad han sin far komme til Rigshospitalet med det samme.

”Jeg vidste kun i fragmenter, hvad der var sket, og jeg var fuldstændig uforberedt på, hvad der ventede mig. Jeg vidste bare, at Andreas var død, og på hele turen til København havde jeg et billede af hans glade ansigt inde i mit hoved og tænkte på, hvordan han få dage forinden havde ringet og været glad, fordi han med en studiekammerat havde vundet en opgavekonkurrence på DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.), hvor han gik,” fortæller Peter Ployart Wetche.

Han har netop udgivet bogen ”Da drømmene brast og livet genopstod”, hvori han beretter om sønnens død, sorgen og om at leve videre på trods.

På Rigshospitalet blev Peter Ployart Wetche mødt af sin dengang 25-årige søn Christian, og selvom han havde forestillet sig, at han selv skulle bevare fatningen, det øjeblik de to blev forenet, tog følelserne over, og han måtte tillade sig selv at bryde helt sammen for en stund. Men kun ganske kort, for lidt efter var han nødt til at forberede sig på at skulle ind og se sin yngste søn, der var død få timer inden.

Det, der, siden han fik den forfærdelige besked over telefonen, havde været helt uvirkeligt for Peter Ployart Wetche, blev med et til barsk virkelighed, da han på Rigshospitalet blev ført ind til sin yngste søn, der lå og så ud, som om han bare sov. Men selvom det var forfærdeligt at blive konfronteret med sit døde barn, var det også i det øjeblik, da Peter Ployart Wetche stod ved siden af Andreas, at han fik den oplevelse, der sidenhen har hjulpet ham til at bære sorgen.

”Det, der skete, var ude af mit regi, hvis man kan sige det sådan. Jeg stod der med mine to sønner den ene død, den anden lyslevende. Der kom noget til mig ovenfra og ned, som gav mig styrke. Jeg vidste, at det ikke ville slutte nu. Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, andet end at jeg fik et input, som gav mig freden. Du kan ikke definere tro, men du kan tage det for pålydende,” siger han.

Efter oplevelsen, som han også kalder et ”boost, der fyldte ham op”, viste han sig i tiden efter som en handlingens mand. Han fik ryddet sønnens lejlighed, meddelt hans død på DTU og klaret alt det praktiske i forbindelse med begravelsen.

Ikke at han ikke græd og var fyldt af sorg, men han fik overskuddet til at være den stærke, særligt i forhold til sine andre fire børn. Ud over sønnen Christian, der ligesom Andreas er fra et tidligere ægteskab, har han også datteren Signe på 16 år, samt to yngre børn. Men især for de to største børn var tabet hårdt, idet de begge var meget knyttede til Andreas.

”I første omgang ville jeg gerne tage Christians og Signes sorg på mig. Det kan man selvfølgelig ikke, men så i hvert fald det, som de ikke selv kunne klare. Jeg mistede selv min far som 19-årig, og dengang var der ingen, der hjalp mig. Det skulle ikke overgå mine egne børn,” siger han.

Sin bog ”Da drømmene brast og livet genopstod” har Peter Ployart Wetche skrevet, både fordi det har hjulpet ham til at bearbejde sin egen personlige sorg, og fordi han gerne vil fortælle andre, at det er muligt at leve videre, selvom sorgen over at have mistet et barn er uendelig.

I bogen fortæller han blandt andet om alle de samtaler med forskellige mennesker, som har haft betydning for, at det har været muligt at leve videre uden Andreas. Lige fra samtalen med politichefen for såkaldte uforklarlige dødsfald, til den snak han havde med sønnens venner på selve begravelsesdagen.

Også mødet med Andreas medstuderende har været med til at fuldende billedet af Andreas som en glad, ubekymret og meget hjælpsom ung mand, der ikke tog tingene alt for højtideligt.

”Andreas havde en meget positiv tilgang til livet og gik ikke så meget op i det materielle. Han kunne leve på en sten. Men han havde alligevel styr på så meget mere, end vi gik og troede, han havde. Flere fra hans studium kunne fortælle, hvordan han var den, som kammeraterne henvendte sig til, hvis de havde problemer. Det er sådan noget, som man bliver rigtig glad for at høre,” siger Peter Ployart Wetche.

I tiden lige efter Andreas død opstod tanker om, hvorvidt han som far kunne have været opmærksom på, at sønnen var syg, eller om den ældste søn Christian på nogen måder kunne have gjort mere for at redde sin lillebror, den morgen han fandt ham livløs.

Men i dag er alle de tanker pakket væk en samtale med en overlæge på Rigshospitalet gjorde det klart, at intet kunne have reddet Andreas. Hans hjerte holdt op med at slå uden nogle forudgående varsler, og ingen kunne have reddet hans liv uanset indsats. Også den kendsgerning har givet familien fred.

I dag sker det, at folk spørger Peter Ployart Wetche, hvordan det er muligt at leve videre efter at have mistet sønnen. Svaret er ikke svært at give, synes han.

”Der er ikke noget alternativ. Og jeg har så mange billeder af ham og minder, som bærer mig videre. Andreas er et livsvilkår i hele vores liv, og vi tager ham med hele vejen og lader ham leve videre med os, selvom han kun blev 24 år,” siger Peter Ployart Wetche.