Prøv avisen

Forældres angst kan smitte børn

Man regner med, at cirka halvdelen af alle voksne med en angstlidelse allerede i barndomsårene led af angst. Modelfoto. Foto: Altanaka

For halvdelen af de voksne, der lider af angst, gælder det, at angsten begyndte i barndommen. Derfor skal man sætte ind tidligt hos angste børn, mener professor. Forældre skal skåne børn noget mere, siger familievejleder

Ligger der et monster under sengen, kommer der en indbrudstyv, eller ser jeg aldrig mere mor og far?

Angst er en naturlig del af børns udvikling, men ifølge internationale undersøgelser lider mellem 2,5 og 5 procent af alle børn af angst i en grad, så det er behandlingskrævende.

Mikael Thastum, klinisk psykolog og leder af børne-behandlingsprogrammet på Angstklinikken for børn i Aarhus, er sammen med Lisbeth Jørgensen og Signe Matthiesen aktuel med bogen ”Børn og angst”, der udkommer på mandag.

”Egentlig kan man ikke tale om, at angst er unormalt. Det er snarere intensiteten af angsten, der kan nå et niveau, hvor man er så plaget, at man skal have hjælp. Som professionelle ser vi på, i hvor høj grad angsten hæmmer barnet i dets hverdag. Vi undersøger, om barnet har udviklet en undgåelsesadfærd, hvor det helt undgår mange ting, som børn på den alder normalt ikke har problemer med, og om barnet ikke præsterer i forhold til sine evner i skolen, fordi det for eksempel er angst for læreren eller kammeraternes reaktion, hvis det skulle risikere at svare forkert på et spørgsmål,” siger Mikael Thastum og fortæller, at behandlingsmulighederne er gode.

”Man kan hjælpe børn med angst rigtig godt. Internationale undersøgelser viser, at 60 til 70 procent af dem kan hjælpes med kognitiv adfærdsterapi, og det er en forholdsvis billig intervention. Det kan være 10 gange 2 timers terapi i en gruppe. Selvfølgelig vil der også være nogle, der har brug for mere indgribende hjælp,” siger han.

Man regner med, at cirka halvdelen af alle voksne med en angstlidelse allerede i barndomsårene led af angst. Ved at behandle børn og give dem redskaber til at tackle angsten kan man i mange tilfælde undgå, at de rammes som voksne, hvor sygdommen risikerer at have udviklet sig og derfor kræver en mere omsiggribende behandling.

Kognitiv adfærdsterapi handler om at få lært børnene, at tanker kun er tanker, og at det gælder om at tænke de rigtige af slagsen. Når barnet for eksempel hører noget kradse på vinduet, så kan det vælge at tro, at det er en indbrudstyv og blive bange, men det kan også skynde sig at tænke, at det nok bare var en kat, som man ikke skal være bange for. Med andre ord forsøger man at få børnene til at tænke realistiske tanker i stedet for katastrofetanker.

Mikael Thastum medgiver, at det kan være enormt belastende at have et barn, der lider af angst, fordi hverdagen på så mange områder påvirkes. Men som forælder må man også være bevidst om, at man kan risikere at gøde barnets angst.

Også børnepsykolog John Halse mener, at forældre uden at ville det kan risikere at smitte deres barn med angst. Og han forstår godt, at det kan være svært at stå med et ængsteligt og grædende barn, der for eksempel ikke tør gå hen i skolen selv.

”Det er selvfølgelig ikke rart at skulle tvinge sit barn til noget, og man skal også anerkende følelsen af angst hos barnet. Men ikke ved at bekræfte det i, at det er farligt at gå hen på skolen. I stedet kan man sige: Jeg kan se, at du er bange for at gå alene i skole, så jeg kan følge dig i en periode, men vi skal derhen, og jeg vil vise dig, at det ikke er farligt,” siger han.

John Halse pointerer, at det snarere er reglen end undtagelsen, at han i sin praksis oplever forældre til angste børn fortælle, at de selv havde angst som børn eller i hvert fald en rem af huden. I de tilfælde er det af endnu større betydning, at man som forælder mander sig op.

”Hvis man som forælder har nogle ting, man ikke bryder sig om, så har man til opgave selv at overskride de grænser, så man ikke viser barnet, at der er noget, som er farligt. Hvis mor aldrig vil med til skolearrangementer, fordi hun ikke kan lide at være blandt mange mennesker, så er det let for barnet senere at arve den angst,” siger John Halse.

Lola Jensen har været familievejleder i snart 30 år og har med jævne mellemrum mødt familier, hvor et barn har lidt af angst. Hun oplever, at der i dag i forhold til tidligere er mange flere ting, som kan gøre børn angste, fordi forældre involverer børnene i for meget eller ikke tager hensyn til, at de lytter med, når der bliver talt mellem de voksne.

”Tsunami, trafikulykker, salmonellakyllinger; børnene får serveret det hele, og så kan det ligge og ulme i dem og udvikle sig til noget, de bliver rigtig angste for,” siger hun.

Tidligere blev angst hos børn ofte nedtonet, eller der blev gjort grin med det, men nu til dags er forældre gået i den modsatte grøft og bruger rigtig meget energi på at finde ud af, hvordan de skal tackle barnets angst. De overanalyserer, og det, der måske blot startede som en lille frygt, risikerer at blive til regulær angst, fordi man giver den uhensigtsmæssigt meget opmærksomhed, mener familievejlederen.

”Selvfølgelig skal man som forælder være opmærksom, men man skal ikke danse om angsten som et juletræ. I mange af de familier, hvor jeg møder angst, så er det næsten forældrenes angst, der er den værste. Tag for eksempel barnet, der har fået en kartoffel galt i halsen, og i dagene efter nægter at spise sådan en igen i stedet for at tage det stille og roligt og være tålmodige, indtil han igen får mod på at prøve, så holder man helt op med at lave kartofler, for det er barnet jo bange for,” siger Lola Jensen.

Majbritt Augustinus, journalist og forfatter, har netop udgivet bogen ”Tavse børn om selektiv mutisme”, der handler om børn med en særlig form for angst kaldet selektiv mutisme. Lidelsen er kendetegnet ved, at børnene på grund af angst i bestemte situationer ikke taler, typisk i skolesammenhænge. Hun mener, at forældre til børn med angst uberettiget beskyldes for at være overpylrede.

”Det er så tabuiseret at lide af angst, og mange gange står forældre helt magtesløse, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op. For forældre til børn med selektiv mutisme gælder det, at de ser nogle kontraster, men får fortalt, at de er overbekymrede, og at det blot handler om børn, der er meget generte, og så ender de med ikke at få hjælp, før det er eskaleret,” siger hun.

I det hele taget mener Majbritt Augustinus, at det på nogle områder er sværere at have et angstramt barn i forhold til for eksempel et barn med en udadrettet diagnose, som for eksempel ADHD.

”Børn med angst er typisk stille børn, der ofte ikke gør meget væsen af sig og i en tid, hvor der er meget fokus på de udadrettede diagnoser, er de angste børn nemme at overse. Jeg tror, at angst har været en nedprioriteret lidelse, formentligt fordi vi har at gøre med en indadvendt diagnose, som ikke generer andre ud over børnene, der lider af den, og så deres forældre.”WWSelvfølgelig skal man som forælder være opmærksom, men man skal ikke danse om angsten som et juletræ.