Prøv avisen

Cozmo lever med sin usynlige bror

Kort efter sin brors død lavede 12-årige David Cozmo Stendevad Kjær bogen ”Hvordan man har en usynlig bror”. Siden har han også tegnet og fortalt om den usynlige ven, usynlige far, usynlige bedstemor, usynlige søster og usynlige mor, så alle, der har mistet, kan få en bog om deres afdøde. Foto: Paw Gissel

12-årige Cozmo har lavet en bog til sin egen familie og alle andre, der har mistet, om, hvordan han lever videre med sin usynlige bror. Når børn mister søskende, skal de ikke overstå sorgen, lyder det fra sorgeksperter. De skal i stedet tage deres søskende med videre i livet

Cozmo ror af sted på det blanke, blå vand i sin robåd. Han smiler. For oven over ham i himlen ror hans tre år yngre bror, Sebastian, med i takt.

”Han er med dig, lige meget hvad du laver,” står der ved siden af tegningen.

Illustrationen er en del af den 12-årige David Cozmo Stendevad Kjærs nye bog, ”Hvordan man har en usynlig bror”, der udkom på forlaget Gilalai for nylig på toårsdagen for lillebroderen Sebastians død. I bogen har Sebastian fået englevinger og glorie, og han hjælper Cozmo med at bekæmpe onde djævle. Han viser sig nogle gange som en regnbue eller en sommerfugl for engle kommer, når man kalder på dem, forsikrer Cozmo i bogen.

”Han passer på mig, når jeg er bange. Og da katten var stukket af, var det, som om han hjalp mig med at få den tilbage. At have en usynlig bror betyder, at der er én, der er hos dig. Én, du kan mærke nogle gange. Jeg savner ham meget, men bogen hjælper,” siger Cozmo.

Cozmo og Sebastian delte alt værelse, legetøj, kammerater og forældre indtil Sebastian en vinterdag i december 2011 blev ramt af en aggressiv, uhelbredelig kræftsygdom i venstre lungehinde. Da solen et halvt år efter kastede sine første stråler ind på Rigshospitalet, trak Sebastian vejret for sidste gang, syv år gammel.

”Jeg sagde til mine forældre: 'Nu må vi finde en anden måde at være familie på'. Det har vi så gjort. Sebastian er oppe i himlen, og han kommer aldrig tilbage, men han er stadig sammen med mig,” siger Cozmo.

Cozmo lavede oprindelig bogen til sin anden lillebror, der var to år, da Sebastian døde, så han kunne få en forklaring på, hvor Sebastian var nu. En forlægger så tilfældigvis Cozmos bog og besluttede sig for at udgive den. Og bogen har vist sig både at få stor betydning for Cozmos forældre og mange andre i omgangskredsen, der havde mistet, fortæller Cozmos far, Esben Kjær.

”Der er næsten ikke noget hjælp at hente om, hvordan man lever med sine døde. Men sagen er jo, at når folk dør navnlig i utide så bliver de ved med at være en del af ens liv på en højst konkret måde. De forsvinder ikke. Tværtimod. De fylder enormt meget i ens liv. Derfor er man nødt til at finde en måde at være sammen med dem på,” siger han og fortsætter:

”Bogen har været en brugsanvisning for os, for det her billede kan vi leve med. Der er ingen styrke i at tro, at dit barn ligger i et hul og rådner. Der er meget mere styrke i den historie, Cozmo har lavet. Vi har en klar oplevelse af, at vi er forbundet med Sebastian stadigvæk. Og det har givet os en vej videre.”

Bogen blev også en måde, Cozmo kunne bearbejde sin sorg på. En sorg, forældrene havde svært ved at tage vare på i en tid, hvor de knap kunne tage vare på sig selv. Sådan er situationen for knap 1000 børn og unge, der hvert år mister en bror eller søster. Og derfor udvikler det sig til en kompliceret sorg for 3 ud af 10 af dem.

I det tilfælde kan de efterladte søskendebørn blive en del af en sorggruppe hos hjælpeorganisationen Børn, Unge & Sorg. Her taler de med hinanden og en rådgiver om, hvem de er nu, når de har mistet en søskende, og hvordan de kan tage deres søskende med sig videre i livet, fortæller psykoterapeut Preben Engelbrekt, der er direktør i Børn, Unge & Sorg.

”Opfattelsen af sorg har ændret sig fra at være noget, man skulle komme over, til at være noget, man skal lære at leve med. Disse børn og unge kan ikke bare lægge sorgen til side på et tidspunkt. De har tabet med sig resten af livet,” siger han.

En måling fra 2013 fra Egmont Fonden viste, at 41 procent af børn og unge, der har oplevet dødsfald eller alvorlig sygdom i nærmeste familie, holder deres tårer tilbage fra forældrene for ikke at gøre dem mere kede af det. Og 19 procent af dem har ingen eller få voksne eller venner at tale med, hvis de er kede af det. Men børn og unge skal netop have hjælp til at håndtere døden for kunne leve videre som Cozmo, mener Preben Engelbrekt.

”Vi har aldrig haft så meget tabuisering om sorg, som vi har nu. Det gør, at vi ikke har sproget for det, når sorgen rammer. Men for hver bog, der udkommer om det her, går vi et skridt nærmere det, der er så svært at tale om. Og det giver håb for, at vi kan nå dertil, hvor man kan miste en betydningsfuld bror og søster og samtidig komme videre i livet på en god måde,” siger han.

En af dem, der selv har rådgivet andre om, hvordan de kan leve videre med deres døde, er sognepræst og sjælesørger Lise Trap, der blandt andet har udgivet bogen ”Hjertebånd at leve med sine døde”, efter hun selv mistede en søn i 2007.

Lise Trap lever blandt andet videre med sin søn ved at beskæftige sig fagligt med sorg og sørgende. For andre kan det være en hjælp at tatovere sin søsters navn på armen, beholde broderens sutsko, have en skuffe med billeder eller besøge kirkegården dagligt. Sorgen er individuel.

”Mange har behov for at give til kende, at det ikke var lige meget, at afdøde var her, og at verden ikke længere er den samme, selvom det kan se sådan ud for andre. Vi lever i en kultur, hvor mantraet er, at vi skal hurtigt videre, så de døde skal helst også ryge ud i en fart. Men det gør de ikke for de efterladte,” siger Lise Trap og understreger, at man ikke er skør, fordi man taler med sine døde bare man er bevidst om, at de faktisk er døde.

”Vi har ikke tradition for at leve videre med de døde, så mange føler sig desværre presset til at gøre det lidt i smug. Men jeg tror, børn og unge ligger mindre under for det konforme og mange gange er mere fantasifulde og frimodige til at finde deres måde at have de døde med sig videre,” siger hun.

En af dem, der har fundet sin egen vej, er Charlotte Drue, der mistede sin lillebror René i en trafikulykke i 2002. Hun har siden da haft en mindeside for ham på hjemmesiden Mindet.dk. Her mødte hun andre søskende, der havde mistet, og oprettede internetforummet Søskendekram, hvor 600 danskere i alle aldre, der har mistet deres bror eller søster, i dag mødes for at dele deres sorg.

”Det var svært for mig at tale med mine forældre om det, fordi de var så kede af det. Og når jeg talte med andre, spurgte de altid til mine forældre. Jeg følte, jeg var den usynlige, der sørgede for alt det praktiske i hjemmet, mens mine forældre fik lov at være børn. Der var ingen hjælp at hente for søskende, så derfor skabte jeg den selv,” siger Charlotte Drue.

Charlotte Drue føler stadig, at hun ser et glimt af René, når hun får øjenkontakt med et dyr i naturen, eller når hun vinder en beachvolley-kamp.

”Han er med mig, og det vil han altid være. Han er en del af mit hjerte, for jeg kan ikke putte ham andre steder hen. Jeg har ham inde i mig der passer jeg på ham, og han passer på mig,” siger hun.

Men når 14 procent af familierne ifølge Egmont Fondens undersøgelse bryder så meget sammen efter tabet af et barn, at der ikke er overskud til at tage sig af familiens øvrige børn, må andre voksne træde til, så det efterladte søskendebarn kan få hjælp til at leve med sorgen, understreger sorgekspert Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse.

”Livet går kun videre, hvis vi giver lov til at savne, mindes og have forskellige ritualer, som lindrer sorgen. Det er Cozmo en god fortaler for,” siger han.

Den nærmeste familie skal imidlertid ikke have det fulde ansvar for søskende i sorg, mener Per Bøge. I stedet skal pædagoger, lærere og legekammeraters forældre også turde gå ind i sorgen med barnet.

”Det er pinedød nødvendigt. Dermed kan børnehaven og skolen blive det trygge og uforanderlige rum, hvor barnet kan tale frit, mens familien ligger i ruiner. Børn kan tåle utrolig meget, men ikke at blive holdt uden for samtalen. Derfor skal vi alle sammen ændre mundheldet 'tale er sølv, tavshed er guld',” siger han.

Tilbage hos familien Stendevad Kjær tager Cozmo nogle gange bogen frem sammen med sin lillebror, der nu er fire år. Lillebroderen kan stadig ikke forstå, at familien ikke bare kan købe en meget lang stige, så de kan hente Sebastian ned fra himlen. Men bogen giver mulighed for, at de kan tale om, hvorfor de ikke kan det, og hvor Sebastian så er.

Mens Cozmo ror, ror hans bror i himlen i takt. ”Han er med dig, lige meget hvad du laver”, står der ved siden af tegningen, som er en del af den 12-åriges netop udgivne bog.