Da danske Connie Dam-gaard, der i dag er 49 år, en festlig aften i Nyhavn i 1988 i København mødte en svensker, havde hun ikke forudset, at hun mere end et kvart århundrede senere skulle være bosat sammen med ham i den idylliske svenske by Nödinge, 20 kilometer fra Gøteborg. Og at hun skulle være mor til deres fire børn.
Havde hun boet i Danmark, ville hun nok aldrig have givet liv til fire børn, spår hun.
”Som jeg opfatter det, så er man nødt til at have familien tæt på, hvis man vil have dagligdagen til at løbe rundt i Danmark. Desuden har jeg hørt, at det kan være sværere at få jobbet til at hænge sammen med det at have børn,” siger Connie Damgaard.
Hun indrømmer, at hun ikke er specialist i den danske familiepolitik, men når hun taler med sine danske kusiner om deres besværligheder med at kombinere karriere, børn og fritid, kan hun selv få helt ondt i maven.
”Da jeg hørte, at man derhjemme kun har ret til barnets første sygedag, fik jeg det helt skidt. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke lever det liv.”
I stedet lever hun altså et liv i Sverige med fire børn og med et kontorarbejde. Sin svenske mand blev hun skilt fra for fem år siden.
Da hun i 1990'erne flyttede til Sverige, var det, fordi hendes daværende mand ikke havde udsigt til at få et arbejde på grund af høj dansk arbejdsløshed. Det havde intet at gøre med den svenske barselsorlov. Den var kortere end i dag, hvor barselsorloven udgør i alt 480 dage.
Da Connie Damgaard fødte sine første to børn, Josephine og Thomas, var reglerne sådan, at man det første år hjemme med barnet fik betalt fuld barselsydelse. Man kunne også vælge at få delt barselsydelsen ud i mindre portioner og dermed forlænge den, så den løb i op til 18 måneder.
Connie Damgaard havde gerne taget i alt 18 måneder, men på grund af familiens økonomi kunne det ikke lade sig gøre. I stedet var hun i et år hjemme med Josephine, hvorefter hendes mand holdt et halvt års orlov. Thomas var kun hjemme i et år.
Beslutningen om ikke at tage den fulde barselsorlov mærkede Connie Damgaard effekten af, da hun indskrev sine første to børn i børnehave.
”Jeg fik mange kommentarer nede i børnehaven. Det handlede om, hvor hårdt det måtte være for mine børn, at de var der fra klokken kvart i syv om morgenen og til halv seks om aftenen. Og det var da også hårdt for dem. Det var nogle lange dage.”
Med parrets tredje barn, Robin, valgte familien halvandet års barsel, og da Julia blev født for ni år siden, valgte den dansk-svenske familie at holde hende hjemme i to år.
Det betød meget for Connie Damgaard, at det blev økonomisk muligt at holde en længere barsel.
”Jeg har jo ikke fået børn for at aflevere dem igen. Jeg ville også gerne have haft muligheden for at være blevet mere hjemme med Josephine og Thomas, for jeg synes ikke, at de skal være så meget hjemmefra, når de er helt små.”
I Sverige er to måneder af barslen øremærket til faderen, mens det i Danmark blot er to uger. Er ens barn under otte år eller i gang med sit første skoleår, kan man som forælder gå på deltid for at være mere hjemme.
Det har Connie Damgaards eksmand også benyttet sig af, så han i nogle uger har taget fri fredag og mandag og passet børn og hjem, ligesom han har taget store lunser af barselsorloven. Et halvt år her, to måneder der og så videre.
Det er ganske naturligt i Sverige, oplever Connie Damgaard. Hendes opfattelse bekræftes af tal fra Nordisk Statistisk Årbog 2012. Ifølge den tegner danske mænd sig for 7,7 procent af barselsorloven, mens svenske fædre okkuperer næsten en fjerdel af den samlede barselsorlov.
”Både direktører og skraldemænd tager barsel i Sverige, og ingen kigger mærkeligt på en, når mænd tager en stor del af barslen. Sådan er det bare. Det er kulturen herovre, og de fleste gør det. Det skyldes måske også, at det er den svenske stat, der betaler det.”
I Connie Damgaards eget arbejdsliv har hun haft stor glæde af de svenske regler. For hende betyder det, at hun har haft nemt ved at få karrieren og livet med familien til at passe sammen.
Det skyldes blandt andet reglerne om børns sygedage i Sverige. Her er der intet loft over, hvor mange sygedage man kan tage. Man kan være hjemme med det syge barn 60 dage om året, indtil barnet fylder 12 år. Staten dækker op til 80 procent af den tabte arbejdsfortjeneste.
”Derfor har det egentlig været ret problemfrit, selvom jeg ikke har al min familie her. Når man ved, at man har den backup i samfundet, forårsager de uforudsete ting som sygdom ikke den stress, som jeg har hørt om i Danmark. Det kan jo godt være svært, når man kommer i den alder, hvor man gerne vil have børn og også gerne vil have et meningsfuldt arbejde. Men i Sverige indgår det at få børn som en naturlig del af livet. Det synes alle, arbejdsgivere og så videre. Så der er plads til, at man tager sig af familien.”
Når nu Connie Damgaard ikke har haft sin danske familie at læne sig op ad, har hun i stedet kunnet søge mod børnenes børnehave, hvis der har været nogle problemer.
”Man bliver inviteret ind på kaffe, holder grillfester og fejrer midsommer sammen, og man laver i det hele taget en masse aktiviteter sammen. Forældrene spiller også en stor rolle i børnehaver og fritidshjemmene. Det er fedt, og det har jeg virkelig nydt.”
Spørger man Connie Damgaard, om vi i Danmark kan lære noget af svenskerne, er svaret klart:
”Ja, helt sikkert. Det er så let at få det hele til at hænge sammen, og jeg må da indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da jeg kom herover. Men så tænkte jeg, at det var fedt, for her kommer børnene først.”
