Prøv avisen

Forældrerelationen påvirker parforholdet

Det er meget ofte i forbindelse med problemer i parforholdet, at temaet med forholdet til ens forældre dukker op, forklarer professor i psykologi Frode Thuen. I hjemmet lærer barnet, hvordan man forholder sig til følelser, ligesom det er i hjemmet, man lærer, hvad tryghed er, og hvordan man lever i et fællesskab.

Børn, som ikke føler sig accepteret af deres far eller mor, kan som voksne kæmpe med en tilsyneladende uforklarlig tristhed

Dette interview kunne handle om en dreng som Daniel Skjern.

Mads Skjerns søn, som seerne møder i de første scener af Matador, hvor far og søn stiger af toget i Korsbæk.En dreng, som gennem sin barndom ikke lever op til faderens forventninger. Og en dreng, som har evner og personlighedstræk, som faderen ikke respekterer.Frode Thuen, 52 år, er professor i psykologi med praksis i den norske by Bergen og er samtidig tilknyttet Center for Familieudvikling i København. I de snart 20 år han har drevet privat praksis, har han mødt en del voksne, der ligesom Daniel Skjern voksede op med forældre, som ikke så eller accepterede dem.

”Nogle bliver indadvendte, triste og deprimerede, mens andre reagerer med at være meget afvisende og være i opposition til deres forældre. Nogle kan umiddelbart sætte ord på og sige, at de havde en eksplicit dårlig relation til forældrene i barndommen og oplevede, at de ikke blev accepteret af enten far eller mor,” siger han.

Andre kan have oplevet, at deres sårbarhed blev overset. Et nøgleord i det gode samspil mellem børn og forældre er, ud fra et psykologisk perspektiv, responsivitet. Det betyder, at hvis et barn er ked af det, forventer barnet, at dets mor eller far skal trøste og vise omsorg. Har forældrene ikke sensitivitet til at give denne respons, opleves det som et svigt.

”Andre er vokset op med en dårlig relation, hvor der ikke er blevet lyttet, og hvor der ikke var nogen interesse for, hvad barnet gav udtryk for og følte,” siger han.

Manglende respekt for barnets personlighed, sådan som man oplever det mellem far og søn i Matador, er et problem, mange voksne børn kan fortælle om. Frode Thuen siger:

”Nogle vil sige, at problemet med forældrene opstod, da de fandt deres partner, eller da de valgte studie. Under kritikken af valg af kæreste eller studie ligger en manglende respekt for barnets autonomi. Et barn må træffe sine egne valg. Som forælder kan man være uenig og bekymret, men må håndtere den bekymring og uenighed uden at lade det gå ud over nærværet og fortroligheden med sin store søn eller datter.”

Det er meget ofte i forbindelse med problemer i parforholdet, at temaet med forholdet til ens forældre dukker op, forklarer Thuen. I hjemmet lærer barnet, hvordan man forholder sig til følelser, ligesom det er i hjemmet, man lærer, hvad tryghed er, og hvordan man lever i et fællesskab.

”De grundlæggende tilknytningsmønstre fra barndommen tager du med i dine relationer til din partner og børn. Hvis du ikke oplevede at udvikle en tryg tilknytning i din barndom, vil du begynde at tvivle på, om du er noget værd. Der er generelt en kønsforskel på, hvordan mænd og kvinder reagerer, hvis de er utrygt tilknyttet. Kvinder, som er vokset op med en utryg tilknytning, bliver typisk mere pågående, klamrende og krævende, mens mænd med en utryg tilknytning vil være mere tilbøjelige til at trække sig ind i sig selv,” siger han.

”Mange fortæller om forældre, som ikke var der for dem, og som ikke gav dem et sprog for følelser. En del mænd mangler et sprog for følelser. De fleste kvinder vil i barndommen have lært at italesætte følelser. Hvis de ikke havde en fortrolig dialog med deres mor, så vil de måske have lært det fra veninderne. Men selvom kvinderne har et sprog for deres følelser, så har det at være usikkert tilknyttet konsekvenser for dem i deres voksenliv,” siger Frode Thuen.

I et parforhold, hvor både han og hun er vokset op med en utryg tilknytning til forældrene, vil reaktionerne være meget forskellige.

”Når der opstår problemer, vil hun typisk blive klamrende og krævende, mens han vil gå ind i sig selv,” siger han.

Men hvad gør man, hvis man som voksen bliver klar over, at man bærer på en rygsæk af usikkerhed, som gør, at man reagerer uhensigtsmæssigt?

”Du kan ikke gøre barndommen om. Men ved at bearbejde og forholde dig til det skete kan du på sigt få fred med dine følelser og forsone dig med de forældre, du havde. For et parforhold kan det være en stor hjælp, at man er bevidst om, hvordan man reagerer og hvorfor,” siger han.

Tilbage til Daniel og Mads Skjern i Korsbæk.

Er det rimeligt at kritisere den hårdtarbejdende far for forholdet til sønnen? Gjorde Mads Skjern ikke blot, hvad han tænkte var bedst ud fra den tids normer? Svaret er ikke entydigt, men sikkert er det, at mange forældre lytter med undren til kritikken fra deres voksne børn.

”Der findes en god del voksne, som synes, deres børn er ganske urimelige. Og set fra min stol, er der bestemt børn, som er mere krævende og udfordrende end andre. Ikke alle forældre har en lige let opgave,” siger Frode Thuen og fortæller, hvordan han nogle gange har unge voksne i terapi og samtidig har samtaler med deres forældre.

Her kan der komme meget modstridende virkeligheder frem. Og Frode Thuen må nogle gange konkludere, at det ikke altid bare er forældrene, som har svigtet.

Mens mange voksne i dag kan fortælle om en barndom, hvor deres følelser ikke blev set og rummet af forældrene, så vil de børn, der vokser op i dag, fortælle om andre problemstillinger, hvis de en dag sidder hos en psykolog. Overordnet er der to problemer i spil: manglende nærvær og overdreven kontrol.

”De børn, som vokser op i dag, har generelt forældre, som er langt bedre til at se det enkelte barn. Jeg tror, vi vil få færre børn, som vokser op og siger, at far og mor aldrig var der for dem. Men samtidig har vi meget travle forældre, som har deres opmærksomhed mange andre steder end på barnet. Selvom forældrene er 'tunet' ind på barnet, kan de meget let miste tilstedeværelsen, når de får øje på for eksempel mobiltelefonen.”

”I takt med at forældre er blevet mere bevidste, er de også blevet mere bekymrede og usikre på, hvad der tjener barnet bedst. Mange forældre kæmper med, hvordan de finder en balance mellem at være der for barnet og give det frihed. Om man som forælder kan rumme usikkerheden og bekymringerne for barnet uden at blive kontrollerende og sanktionerende er noget af det, som vil præge børnenes udvikling.”