I 40- til 50-årsalderen sender mange deres barndom til eftersyn. Det er erfaringen hos professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen.
”De fleste børn er loyale over for deres forældre. Uanset om de udsættes for det ene eller det andet, så vil de i barndommen prøve at dække over forældrene. Erkendelsen af, at noget ikke var i orden, kommer ofte først, når man er flyttet hjemmefra. Men her følger for de fleste en fase, hvor man har så travlt med at få fodfæste i et selvstændigt liv, at man ikke kan arbejde med erkendelsen. Men når ens egne børn er blevet lidt større, og ens egne forældre er blevet lidt ældre, så står man som voksenbarn i et slags dobbeltgreb, hvor man kommer til at se på sine forældre på en ny måde. Ofte er ens ægtefælle med til at indlede denne refleksionsproces, fordi partneren typisk ser ens forældre med andre øjne,” siger han.
Selvransagelsen midt i livet rummer grundlæggende to spørgsmål: Hvad gav mine forældre mig med? Hvad har jeg givet mine børn med?
”Vores selvforståelse og identitet hænger sammen med de rødder, vi har. Mange tager deres rødder op til en analyserende og kritisk gennemgang midt i livet,” siger Per Schultz Jørgensen.
For nogle kan dette føre til ny forståelse og en forstærket omsorg i forholdet til forældrene, men for andre kan der opstå en erkendelse af, at man har levet med et alt for rosenrødt billede af far og mor. Den barnlige solidaritet og beskyttelse aftager gradvist, og for nogle vil følelserne kølnes midt i livet.
”De fleste vil gerne bevare en orden i deres liv. Der skal være en rimelig grad af konsistens. Måske har der været en idealisering af forældrene, som man har båret med sig langt op i livet, som man ved en nærmere granskning kan se ikke holder, fordi man indser, at ens forældre havde nogle træk, som var mindre ideelle. Den indsigt må man tage med ind i billedet af ens egen selvforståelse,” siger han.
I den undersøgelse, YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad, kan man se, at der er flere kvinder end mænd, som beretter om konflikter med deres forældre, der har fået konsekvenser for relationen på sigt. Per Schultz Jørgensen mener, at psykoanalysen kan hjælpe med at forklare forskellen: Generelt gennemgår børn to frigørelsesperioder fra deres forældre, men perioderne falder forskelligt for drenge og piger. For drenge kommer den første frigørelsesperiode omkring fire- til femårsalderen og igen i puberteten. For pigernes vedkommende er det første opgør på vej ind i puberteten i 10- til 13-årsalderen, mens den anden frigørelsesperiode falder sammen med, at man får sit første barn.
”I kraft af moderskabet forholder kvinden sig meget bevidst til den mor-rolle, hun voksede op med. At blive mor kan for nogen føre til et kritisk opgør med ens egen mor. Da den frigørelsesperiode falder senere i livet, kan det betyde, at konflikter i højere grad får konsekvenser for forholdet til ens forældre,” siger han.