Jeg er vokset op med min mor og far og lillebror på Frederiksberg Allé i København lige ved siden af Betty Nansen Teatret. Det var vigtigt for min mor at læse højt for os, og begge mine forældre lærte os om klassisk musik. Det betød meget for dem, at min bror og jeg fik en kulturel opdragelse. Vi skulle lære at omgås andre mennesker og få indsigt i musik og verdenslitteraturen.
Jeg betragter dog mest Det Kongelige Teater som mit barndomshjem, fordi jeg blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, da jeg var ni år. Jeg tilbragte næsten al min tid på teatret, og jeg havde bestemt ikke en legebarndom, fordi jeg som lille pige arbejdede meget målrettet med at blive dygtig. Det havde nok været bedre med mere barndom, men til gengæld mødte jeg nogle store personligheder på scenen. I dag synes jeg ikke, at teaterverdenen egner sig til børn, fordi man som skuespiller og balletdanser arbejder med noget så komplekst som andre menneskers skæbner. Derfor har det været vigtigt for mig, at mine børn havde sin egen barndom og ikke optrådte i film eller forestillinger.
Jeg var kun 25 år, da jeg fik mit første barn Anne, og på det tidspunkt havde jeg meget travlt med min karriere. Jeg satte tempoet ned i 1985, da jeg fik mit andet barn Oliver. Jeg ville gerne være en mere nærværende mor, fordi det er vigtigt for børn, at de altid ved, man er der. Det, der har allermest værdi for mig i dag, er, at være sammen med mine børn og børnebørn. Den tid, jeg ikke havde til min egen datter, har jeg i stedet fået til mine børnebørn. Det er vigtigt for mig at have et tæt forhold til dem, så jeg kan se dem vokse op. For mig handler det ikke om, at vi skal gå i biografen, og at der skal ske en masse, når vi ses. Det handler derimod om nærhed. Vi bor kun fem minutter fra hinanden, så vi ses meget, og det sætter jeg stor pris på.
Da jeg var barn, måtte jeg ikke løbe på skøjter, fordi balletskolen var bange for, at jeg skulle brække et ben. Men det betød, at det eneste, jeg ønskede mig til jul, var et par hvide kunstløbeskøjter. Det fik jeg af mine forældre, og så brød jeg grædende sammen, for hvad skulle jeg bruge dem til, når det var strengt forbudt? Jeg endte med at løbe hemmeligt på skøjter alligevel.
Hver sommer boede min familie og jeg i et lille bondehus ved Alstrup i Vendsyssel. En dag byggede vi en hel by på den gårdsplads, der hørte til huset. Det er ét af mine lykkeligste familieminder, fordi vi i den stund havde et fuldstændigt unikt fællesskab. Som barn havde det allermest værdi for mig at være så tæt med min far og mor.
Gennem hele mit liv har jeg haft et særligt tæt forhold til min mor. Hun holdt sammen på det hele og sørgede for, at jeg stod op om morgenen, kom på teatret og fik lavet mine lektier. Jeg optrådte tit om aftenen, og det var hårdt, men min mor passede og plejede mig. Som mor og datter er man tæt forbundet, men det var først, da jeg som voksen kvinde accepterede, at jeg er en del af min mor, at jeg også accepterede min mor fuldstændigt. Som ung havde jeg brug for at løsrive mig og for alvor få klippet navlestrengen over. Da jeg havde fået mit eget liv og en selvstændig identitet, kunne jeg vende tilbage og besinde mig på, at jeg er en del af mine forældre. Det er ganske normalt, at man som ung vil finde sit eget ståsted i livet. Når nogle fortæller mig, at de aldrig har haft et opgør med deres datter, tænker jeg: Det kommer. Og det er meget værre, når opgøret ulmer i voksenlivet.
Familiefesterne er for os en god anledning til at have tid sammen. Længe før vi skal holde festen, taler vi om, hvad vi skal spise, og hvordan maden skal forberedes. Det bliver desuden ivrigt diskuteret, hvordan det smager, og hvad man alternativt kunne have kommet i maden. Vi er meget glade for mad, og det er mine børnebørn også.
Jeg har prøvet at lære mine børn en vis form for punktlighed, så vi respekterer hinandens tidshorisont. Jeg blev selv opdraget til at opføre mig pænt og være et ordentligt menneske i alle situationer. Det har jeg forsøgt at give videre til mine egne børn, så de ved, at alle mennesker er lige og skal behandles lige godt og ikke lige dårligt.