Prøv avisen
Mine familieværdier

Hans Pilgaard: Retfærdighedssansen har jeg fra min far

Når talen falder på medmenneskelighed under interviewet, spørger Hans Pilgaard: Hvor mange sider har du egentlig i avisen? For det er et emne, som den folkekære studievært kan tale længe om, og han har en helt klar holdning til, hvordan man bør behandle sine medmennesker. Foto: Scanpix

Det er især de mange rejser ud i verden sammen med sin far, der har lært Hans Pilgaard fra barnsben, at vi mennesker er forskellige - og at man skal have respekt for alle, uanset hvor eller hvad de kommer fra. Dette er et af en række interviews om familieværdier, som vi har udvalgt til inspiration i påskedagene, hvor familier samles landet over

Jeg er vokset op i Blovstrød nord for København som enebarn i en meget traditionel familie med en far, der arbejdede fuld tid, og en mor, der var hjemmegående. Vi boede i sådan et nyslået parcelhuskvarter. Da jeg som barn for første gang skrev for den lille lokale avis, skrev jeg, at Blovstrød var en soveby. Min far blev vist lidt stødt over, at jeg kaldte den det.

Som lille fik jeg
altid at vide, at jeg skulle smage på maden, før jeg kunne sige: Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skulle prøve det, før jeg fik lov til at vælge det fra. Sådan har jeg det også med mange andre ting her i livet i dag: Man er nødt til at kaste sig ud i nye ting en gang imellem, før man ved, om det er noget for én.

Min far og min mor elskede at holde familiefester og fejrede runde og halvrunde fødselsdage med det hele. Min far var meget social anlagt, og han syntes altid, at det var ærgerligt, hvis folk ikke dukkede op: For man skal aldrig lade en god fest gå forbi ens næse.

Jeg har en meget stærk retfærdighedssans, som jeg har arvet fra min far. Da jeg var tolv år, arbejdede han som SAS-kaptajn, og vi rejste derfor rigtig meget rundt i hele verden. Jeg kan huske én gang, hvor vi var i Bangkok og boede på et fint SAS-hotel: Da vi trådte uden for hotellet om eftermiddagen, ramlede vi ind i en mur af varme, og jeg så, hvordan folk på den anden side af vejen boede i små blikskure og under papstykker. Jeg spurgte min far, hvem der boede der, og han svarede: Der bor mennesker, som ikke er så heldige som os, at de har et hjem. Han var god til at vise mig verden og give mig en større forståelse for andre mennesker, der ikke levede en ligeså beskyttet tilværelse, som jeg selv. Så respekten og forståelsen for andre mennesker har jeg derfra.

Familiemæssigt er jeg meget alene, idet jeg er enebarn og ikke har meget familie tilbage på min fars og mors side, så de familiebånd jeg har, har jeg selv skabt: Jeg har blandt to mennesker i mit liv, Leif og Ditte, som jeg opfatter som en slags reservefamilie. Dem er jeg meget tæt på - det er godt nok ikke i lige linje og blod, men i hjerte og ånd. Desuden har jeg et par meget nære venner, som jeg kalder mine søskende, for de er forhåbentlig med på hele rejsen. Mange af de mennesker, som jeg har følt mig tæt på i min familie, er gået bort. Jeg bliver varm om hjertet af at tænke på dem, men også trist og stille indeni, fordi de jo ikke er her længere. Jeg sender tit en tanke op til dem: Kunne vi dog bare få ét døgn mere, én stund mere over kaffe og fortrolighed eller bare én fest mere sammen. 

Et af mine bedste familieminder har jeg fra Aarhus: Min farmor og farfar havde en tobakforretning i Munkegade, og jeg har nogle fantastiske ferieminder derfra. Jeg legede i butikken mellem tobak og slik, og om aftenen gik farmor ned i forretningen og hentede kage. Det sted var en sand guldgrube. Sidst vi var i Aarhus, tog min kæreste og jeg forbi det sted, hvor butikken lå engang - det gør jeg altid. Så står jeg der et øjeblik og husker tilbage. For mig er det sted indbegrebet af tryghed, uskyld og leg.

Ydmyghed er et karaktertræk
, som jeg sætter stor pris på hos andre. Jeg kan blive flintrende tosset, hvis folk føler sig overlegne og hugger nedad på andre. Det er arrogant og usselt. Jeg har mødt mange menneske igennem mit arbejde - fra studieværter og rockmusikere til skuespillere og politikere - og nogle af dem mangler ydmyghed. Jeg tænker, at det kommer til at give bagslag en dag - for karma er en bitch.

Af naturlige årsager er det ikke muligt for mig at få børn selv. Heldigvis er jeg i en situation, hvor jeg har mange børn i mit liv, som jeg er onkel Hasse og onkel Hans for og betragter som "mine unger". Og jeg er en meget stolt onkel, som prøver at være et godt forbillede og give nogle af de værdier videre, som jeg selv er vokset op med: Nemlig at man skal opføre sig ordentlig og behandle andre mennesker, som man selv ønsker at blive behandlet.

Det er så trist, at forskellighed - og den manglende rummelighed over for mennesker, som er anderledes end os selv - er årsag til så mange konflikter i verden og gør så megen skade. Det er en grundlæggende værdi, som jeg synes, vores samfund har mistet. Folk taler grimt til hinanden, og nogle synes, det er i orden at sige stodder og so. Det er meget trist og deprimerende, at vi ikke har mere respekt for hinanden. Uanset hvilken Gud folk tror på, og hvilken seksuelle eller politiske orientering folk er tilhængere af, synes jeg, at de også har ret til at være her. Vi skal ganske enkelt være bedre til at rumme hinanden!