Basras far ville have, at hun skulle gå med burka, men den 12-årige pige nægtede:
”Det ville jeg ikke gå med til,” fortæller hun i en ny undersøgelse om skilsmissebørn i etniske minoritetsfamilier, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) står bag. Undersøgelsen giver for første gang et sjældent indblik i skilsmissebørnene liv i de etniske minoritetsfamilier – et liv, som ofte er præget af fattigdom, turbulente familieforhold og social isolation.
”Der er tale om en gruppe skilsmissebørn, som står i en særlig vanskelig situation, og som har brug for ekstra meget støtte og omsorg. Oftest ved børnene ikke, hvad der foregår, fordi forældrene ikke fortæller dem noget ud fra et beskyttelseshensyn, og børnene har sjældent talt med andre voksne om familiens situation,” siger seniorforsker Anika Liversage, der beskæftiger sig med etniske minoritetsægteskaber og står bag den nye SFI-undersøgelse.
Ifølge hende vokser børnene ikke op i en ”snakkekultur” som den danske, og de har derfor svært ved at sætte ord på deres oplevelser.
Størstedelen af børnene har forældre, som kommer fra ikke-vestlige lande, og skilsmisserne i disse familier bærer ofte præg af en manglende skilsmissekultur, hvilket kommer til udtryk i ikke-eksisterende samværsordninger, ingen deleordninger og problematiske forældresamarbejder.
I 84 procent af tilfældene bor børnene hos deres mor, og forholdet til faderen er ofte problematisk, hvilket mange af børnenes historier understreger. Som nu Basra, der afbrød kontakten til sin far, fordi han ville sende hende på koranskole. Det betyder, at mange af børnene kun ser deres far sporadisk, og mange fortæller, at de føler sig både svigtede, kasserede og fravalgte af deres fædre.
Men selv om over halvdelen af børnene vokser op i hustande, der rangerer under OECD’s fattigdomsgrænse, og i mange tilfælde har komplicerede og dramatiske familierelationer i baggagen, giver børnene i undersøgelsen også udtryk for, at de har håb for fremtiden. Og flere er ligesom Basra ikke bange for at sige fra over for deres dominerende fædre, påpeger Mai Heide Ottosen, der i mange år har beskæftiget sig med danske skilsmisser og delebørnsordninger.
”Vi synes selv, at det er meget interessant, at vi hos børnene finder tegn på et spirende oprør mod en patriarkalsk familieorientering. Det er ikke et politisk motiveret ungdomsoprør, det er simpelthen et udtryk for, at de ikke magter at stå model til denne her autoritære faderfigur, som manøvrer dem rundt i manegen,” siger Mai Heide Ottosen, der står bag den nye undersøgelse sammen med Anika Liversage.
En tendens, som familierådgiver og indehaver af Etnisk KvindeConsult, Farwha Nielsen, kan nikke genkendende til.
”Børnene oplever, hvordan andre børn i skolen omtaler deres far, og når de kommer hjem, tager de afstand fra de patriarkalske værdier, som deres egen far repræsenterer. Det er en meget positiv udvikling og et tegn på, at de finder andre maskuline rollemodeller ude i samfundet, som de kan identificere sig med, og som ikke er kontrollerende og måske voldelige,” siger hun.
Børnene oplever ifølge undersøgelsen heller ikke den samme stigmatisering i forbindelse med skilsmissen som mødrene, fordi de i skolen konfronteres med en dansk skilsmissekultur, som er mere åben. ”Men når det er sagt, oplever mange af de etniske minoritetsbørn, at lærere og pædagoger ikke ved, hvordan de skal spørge ind til deres trivsel,” understreger Mai Heide Ottosen.
Flere af børnene fortæller, at de aldrig har talt med voksne om familiens situation. Især har de børn, som lever i fattigdom, svært ved at tale om det, fordi de skammer sig, fortæller Bente Boserup, der er leder af Børns Vilkårs rådgivning. Organisationen har samarbejdet med SFI, som i forbindelse med undersøgelsen har udarbejdet et hæfte med gode råd til lærere og pædagoger.
”Børnene har været igennem en lille krig, og nogle er bange for, at deres far kidnapper dem, mens andre er på flugt. Det giver en enorm usikkerhed, og ingen børn kan leve sådan en tilværelse, uden at der er nogen, der hjælper dem,” siger hun og understreger, at man fra politisk side især bør øge indsatsen over for de børn, som lever i fattigdom, hvilket gælder for hvert andet skilsmissebarn med etnisk minoritetsbaggrund.
Selv om de fleste børns fortællinger bærer præg af turbulens og forvirring, er de meget fortrøstningsfulde, fortæller Mai Heide Ottosen.
”Det skyldes formentlig, at skilsmisserne har været gode for dem, forstået på den måde at de i mange tilfælde er sluppet ud af nogle meget voldsomme situationer. De har fået fred og frihed. Deres historier bærer præg af fortrøstning og en tro på, at de skal nok skal klare sig. De siger, de vil have en god uddannelse og en familie, som modsat deres egen fungerer godt.”
Som 12-årige Basra selv siger:
“Mit drømmejob er at blive jordemor, og så skal man jo klare sig godt i skolen.”
Du kan læse hele Basras historie og også møde Ali og Malik her