Hvorfor skaber doktorlege konflikter i børnehaven?

Uvidenhed og tabuisering af børns seksualitet er årsag til flere og flere konflikter mellem pædagoger og forældre til små børn. Det danske frisind er under pres - og det kan i værste fald få konsekvenser for børnene, mener ekspert

Børns seksualitet er langt mere legende og diffus end voksnes seksualitet, fortæller Else-Marie Buch Leander, der forsker i udviklingen i synet på børns seksualitet og ’doktorlege’ på Aarhus Universitet.
Børns seksualitet er langt mere legende og diffus end voksnes seksualitet, fortæller Else-Marie Buch Leander, der forsker i udviklingen i synet på børns seksualitet og ’doktorlege’ på Aarhus Universitet.

For 30 år siden var det helt naturligt at se børnehavebørn pjaske med vand ude på legepladsen uden en trævl på kroppen. Og legede børnene "doktor" inde i puderummet, var det de færreste voksne, der rynkede på næsen af den grund.

I dag ser man efterhånden sjældent et nøgent barn i parken eller på stranden, og mange forældre og pædagoger går i panik, når børn af nysgerrighed undersøger deres krop i puderummet.

Det fortæller Else-Marie Buch Leander, der forsker i udviklingen i forældre og pædagogers syn på børns seksualitet og doktorlege ved Aarhus Universitet.
 
Udviklingen betyder, at flere og flere institutioner oplever, at børns doktorlege i puderummet giver anledning til konflikter mellem de voksne.

Børns seksualitet er nemlig et stort tabu. 

"Det skyldes dels, at der er en stor uvidenhed om børns seksualitet og en manglende forståelse for, at den er anderledes end voksne menneskers. Dels at der er en stor frygt for overgreb i vores samfund, som har ført til en tabuisering af barnets krop og seksualitet," siger hun og forklarer, at børns doktorlege for bare et til to årtier siden blev anset som noget ganske harmløst og uskyldigt.

Ifølge hende bliver mange forældre i dag forskrækkede, når de opdager, at deres barn leger doktorlege, fordi forældrene simpelthen ikke er klar over, at børn har et seksualitet, og at den er anderledes og mere spirende og diffus end voksne menneskers:

"I dag er udviklingen styret af frygt og uvidenhed, og overgrebstanken lurer bag den måde, som man taler om børns seksualitet på, og i den måde, som man lærer børnene at sætte grænser på," siger hun.

Det store fokus på barnet som potentielt offer for overgreb betyder, at den pædagogiske praksis omkring børnenes seksuelt orienterede lege i høj grad har tendens til at handle om at sætte grænser og ikke "om det sjove og tillidsfulde ved at kigge på hinanden", siger hun.

Else-Marie Buch Leander understreger, at det dog ikke kun er forældrene, som har svært ved at håndtere børnenes udforskning af kroppen.

"Doktorlegene skaber også konflikter mellem pædagogerne, fordi nogle finder det helt naturligt, mens andre synes, det er grænseoverskridende," siger hun og fortæller, at seks ud af ti institutioner i dag har regler for børns leg. 

Reglerne kan for eksempel handle om, hvorvidt børnene må tage tøjet af, når de leger. Men det er ikke nødvendigvis en negativ udvikling, at der kommer regler, mener Else-Marie Buch Leander.

"Det er hensigtsmæssigt for institutionerne at forholde sig til det og lave en politik på området. Det er ikke ensbetydende med regler og restriktioner, men blot at det er fornuftigt at have en bevidst holdning til legene og skabe dialog omkring dem – også i forhold til forældrene." 

Også i BUPL er faglig sekretær Lasse Bjerg Jørgensen varm fortaler for, at man bryder tabuet omkring børns seksualitet.

"Det er vigtigt at personalet har et fælles værdisæt, så der ikke opstår forvirring, når børnene leger, og den ene pædagog siger stop og den anden siger, at det er ok," siger han og understreger, at retningslinjerne ikke nødvendigvis behøver at være begrænsende - tværtimod kan de være med til at skabe rum til børnenes naturlige udfoldelse.

"Børns seksualitet er helt naturlig, og det er vigtigt, at børn får lov til at udforske den på en legende og sjov måde i trygge rammer," som han siger.

I 1970’erne var intet flovt eller pinligt, og ­børnene skulle vide det hele. Men det seksuelle frisind, som Danmark i mange år har repræsenteret, at nu afløst af en bonerthed, som også kommer til udtryk andre steder i samfundet end i børneinstitutionerne, siger Else-Marie Buch Leander.

Hun nævner svømmehallen som eksempel, hvor børn helt ned til fem år flere steder ikke længere må gå med deres forældre af det modsatte køn i omklædningsrummet.

"Efter 1970'erne fulgte en lang periode, hvor man nærmest ikke kunne sælge en el-ledning uden at bruge sex som markedsføring. Den naturlige seksualitet blev gemt væk, mens pornoficeringen tog over i det offentlige rum. I dag er resultatet, at den naturlige seksualitet og den naturlige krop er blevet tabuiseret. Men det er ikke kun herhjemme, at man ser den kulturelle udvikling, det er en international tendens," siger hun.

Men det er vigtigt, at børnenes seksualitet ikke drukner i frygt og uvidenhed, understreger hun. 

"De utilsigtede konsekvenser kan blive, at man omgærder børnenes spæde seksualitet med skyld og skam, hvilket kan påvirke dem på sigt," siger hun.
 
Hendes råd til forældre med små børn er, at de skal give udtryk for deres eventuelle bekymring og søge råd hos pædagogerne, hvis de er i tvivl. 
 
"Frygten kan meget let tage over, så det er vigtigt, at man starter med at tage en stille og rolig snak om det. I de fleste tilfælde vil der være en helt harmløs forklaring på børnenes leg. Og lytter man til børnene og spørger, hvad de leger, har de også mange gange en sjov fortælling," siger hun og refererer til en historie om nogle børnehavebørn, som havde puttet tusser op i numsen.

"Forældre blev voldsomt bekymrede for, hvad der var foregået, lige indtil en af forældrene fik den gode idé at spørge sit barn, hvorfor de dog havde gjort det, og barnet svarede: Vi ville jo bare finde ud af, hvordan numsen lugtede!"