Mor: ”Jeg er bekymret for min søns fremtid i folkeskolen”

Inklusionen er druknet i skolereformen, siger Renate Pedersen, mor til ni-årige Jakob. Hendes søn lider af ADHD og Tourettes Syndrom

”Lærerne på Jakobs skole er dygtige, men de mangler viden og ressourcer til at kunne rumme børn som ham, der har nogle særlige behov,” siger Renate Pedersen og understreger, at alle intentionerne bag inklusionen er druknet i skolereformens mange omvæltninger. Modelfoto: Scanpix
”Lærerne på Jakobs skole er dygtige, men de mangler viden og ressourcer til at kunne rumme børn som ham, der har nogle særlige behov,” siger Renate Pedersen og understreger, at alle intentionerne bag inklusionen er druknet i skolereformens mange omvæltninger. Modelfoto: Scanpix.

Jakob er en kvik 9-årig dreng, som er vild med at spille guitar og god til at skrive, regne og læse.

Men Jakob har to diagnoser, som betyder, at han føler sig anderledes end de andre børn henne i skolen, og han bliver nemt rastløs.

”Jakob lider af ADHD og Tourettes Syndrom, og det betyder, at han ikke er så selvstændig og har meget brug for hjælp til sine rutiner,” fortæller hans mor, Renate Pedersen fra Gandrup ved Hals i Nordjylland.

Her bor hele familien, der også tæller Jakobs far og to brødre, på en gård.

Derhjemme har Jakob et "smileysystem", hvor han kan optjene point og blive belønnet med en tur på McDonalds eller en biograftur, når han har gjort noget, som han egentlig ikke selv havde den store lyst til at gøre.

"Jakob kan ikke skabe indre motivation, han skal motiveres udefra," forklarer hans mor.

"Han kan være meget urolig og hyperaktiv ovre i skolen - han er ikke aggressiv, men han kan ikke sidde ned alt for længe, så nogle gange er han nødt til at sætte sig ud på gangen alene med sin iPad."

Jakob har altid gået i en almindelig klasse i folkeskolen Gandrup Skole, og han har også klaret det fint indtil videre. Men hans mor er bekymret for, hvad der sker, når han kommer op i femte klasse, hvor han ikke længere bare skal kunne læse og skrive, men også aflevere større opgaver og arbejde i grupper med de andre elever på tværs af de forskellige klasser.

Hun er bekymret, fordi Jakob langtfra får den hjælp og støtte, som han har brug for, og de lange skoledage presser ham så meget, at han ofte er helt udkørt om eftermiddagen.

"Han har ikke fået ekstra støtte i form af en speciallærer tidligere, men vi har bedt om, at han får det nu, for vi kan mærke, at det er blevet sværere og sværere for ham efter sommerferien," siger hun. 

Udsigten til flere store ændringer i forbindelse med skolereformen vakte inden sommerferien også bekymring hjemme hos familien - og den er ikke blevet mindre efter ferien.

"Han er begyndt at få tics igen, fordi han føler sig presset, og det er superhårdt for ham. Han synes, der er mange spændende fag, og han har mange gode venner henne i skolen, men der er alt for få pauser for en som ham. Om formiddagen har de tre timers undervisning i træk, og der har han meget svært ved at samle sig," fortæller Renate Pedersen.

Jakobs forældre har lavet mange særaftaler med skolen. For eksempel sidder Jakob sammen med en klassekammeret i klasselokalet, da han ikke kan magte at spise sammen med resten af skolens over hundrede elever i kantinen. Derudover må han løbe eller gå en tur, når han bliver for rastløs.

"Jeg kan ikke sige et dårligt ord om lærerne, de gør deres bedste, men skolen har ikke de nødvendige ressourcer. Regeringen siger, at lærerne i 2020 skal være klædt på til inklusion, men indtil da er det ikke rart at have et barn i skole, og jeg kender mange andre forældre i samme situation, som føler sig magtesløse over situationen," siger hun og tilføjer, at hun ville ønske, at der var mere fokus på børn som Jakob, der har særlige behov, og som er blevet skubbet lidt i baggrunden efter skolereformen.

"Hvis han ikke får den hjælp, som han har brug for, er jeg bange for, at han gror fast og mister sit selvværd. Det er meget frustrerende, at man skal vente næsten seks år på, at lærerne bliver rustede til at håndtere børn med særlige behov. Det er ikke betryggende at tænke på," siger hun.

Hun mener, at alle intentionerne bag inklusionen er druknet i skolereformens mange omvæltninger.

I den ideelle verden skulle der være en speciallærer til hver årgang på skolen, siger hun, og så skulle lærerne have den nødvendige uddannelse og vejledning for at kunne støtte de mange børn med særlige behov, som er blevet en del af den nye folkeskole.

"Det ville betyde så meget for Jakob. Han ville få det meget bedre med den rigtige støtte og opleve flere successer. Så ville han måske ikke hele tiden tænke, 'jeg er så dum', og 'jeg er ikke som de andre', sådan som han gør i dag. Hans selvværd er i forvejen meget lavt, så det ville få enormt stor betydning for resten af hans liv, hvis han fik den rette hjælp."