Prøv avisen
Mine familieværdier

Anne-Grethe Bjarup Riis: Børn skal ses som individer

I det forum, hvor vi spiser sammen, ved mine børn, at de må sige hvad som helst. Vi taler rigtig meget om, hvordan man behandler sin næste og sine kammerater, siger Anne-Grethe Bjarup Riis. Foto: Christian Liliendahl

Børn har ret til at ytre sig om deres mening. Derfor er det en vigtig familieværdi for Anne-Grethe Bjarup Riis at give sine børn rum og plads til at have en holdning

Jeg er født i Herning, hvor jeg boede de første otte år i mit liv sammen med min mor, far, storesøster og storebror. Vi boede på anden sal i en boligblok i et hjem med teaktræsmøbler og nylakeret køkkengulv. Senere flyttede vi på landet ved Søby, hvor vi boede i fire år, indtil vi til sidst flyttede til Snejbjerg, som er en lille by uden for Herning.

Min far var meget moralsk og udadvendt og mente, man skulle være noget for sin familie. Derfor har jeg fået med fra min far, at man ikke bare hugger hånden af sin familie. Min mor tog psykisk skade af sin egen barndom, fordi hun havde en sadistisk far. Det kom til at præge min mor, selvom hun kæmpede som en brav kvinde for at tage sig af sine tre børn. Hun stod meget alene med os børn, fordi min far sjældent var hjemme på grund af hans job som langturschauffør. Min mor var så kærlig, som hun overhovedet kunne, men hun havde også en sort side på grund af sin egen opvækst, og hun udsatte mig for psykisk terror i min barndom. Derfor er tilgivelse blevet en vigtig familieværdi i mit voksne liv.

Jeg har også fået en stærk retfærdighedssans, fordi jeg synes, meget i min barndom var uretfærdigt, og der var mange ting, jeg ikke fik lov til. Jeg måtte for eksempel ikke sige min mening, og jeg måtte ikke brokke mig, for så var jeg næsvis. Derfor holdte jeg tingene lidt for mig selv. Jeg har gået til psykolog for at analysere og psykologisere min opvækst, og jeg gider ikke at have en masse ting med fra min egen barndom. Det betyder, at jeg er blevet meget bevidst om, hvordan jeg opdrager mine egne børn. 

Jeg synes, FN’s børnekonvention er fantastisk. I konventionen står der blandt andet, at skolen og hjemmet skal samarbejde for at sikre, at vores børn og unge lever i konventionens ånd – det vil sige i fred, værdighed, tolerance, frihed, lighed og solidaritet. De ord genkender jeg i forhold til vores værdier herhjemme; mine børn skal ses i øjenhøjde, og de skal ses som individer, der har en mening, som de har lov til at ytre sig om uanset min holdning. Det er ikke fordi, at vi har en diskussionsklub herhjemme, men der skal lyttes og snakkes. 

Som barn havde jeg ikke selv faste rammer omkring måltider. Jeg var meget alene, når jeg spiste morgenmad og sørgede selv for at få lidt yoghurt ned. Det sker ikke i mit hjem. Her sidder vi sammen, lytter til hinanden og får taletid i de stunder, hvor vi sidder og spiser. Vi starter ikke med at spise, før vi kigger på hinanden og konstaterer, at nu er vi her alle sammen. Min yngste søn er født med nogle sjove fingre og tæer, så det afføder også nogle diskussioner i forhold til at være anderledes og give plads til alle uanset farve, herkomst og social rang. I det forum, hvor vi spiser sammen, ved mine børn, at de må sige hvad som helst. Vi taler rigtig meget om, hvordan man behandler sin næste og sine kammerater.

Efter jeg er blevet voksen, er jeg stor tilhænger af at være troende. Jeg har oplevet ting i min barndom, som hører hjemme hos Satan, derfor synes jeg, det har været nødvendigt at have den anden dimension – kristendommen - med. Det er også derfor, jeg har døbt mine børn. Ikke bare fordi, det er en tradition, men fordi de skal passes på. 

Gennem mit liv har jeg haft et særligt forhold til min storesøster Lise-Lotte. Vi var pot og pande som børn, og vi elskede at synge og skråle sammen fra sangbogen De Små Synger. Hun var min trofaste allierede, og vi kunne skærme os mod min mor, når hun var i sit specielle lune. Min søster har kendt mig, siden jeg blev født, og vi har det fantastisk sjovt sammen. 

Da jeg var barn, var vores familiefester store jyske fester med 100 mennesker. Da jeg instruerede filmen Hvidsten Gruppen og skulle lave scenen med Gudrun og Marius’ sølvbryllup, var det som snydt ud af næsen på mine egne familiefester. Jeg kunne selv lave koreografierne, for jeg kendte de danse, vi selv havde danset. Det var så befriende at holde fest på den måde, og det styrkede fællesskabet, fordi vi unger dansede med moster dit og onkel dat. Børnene var med modsat i dag, hvor man ikke blander børn og voksne til fester, som man gjorde dengang. Da vi holdte min søns konfirmation og hans 18 års fødselsdag, prøvede vi at få den ånd ind, hvor de helt små også er med. 

Som barn gjorde det mig lykkelig at være ved Vesterhavet. Det var fuldstændig fantastisk, når vi pakkede madkurven og tog afsted til Hvide Sande. Vi susede på maven ned ad klitterne, og jeg oplevede en følelse af frihed. I dag gør det mig også lykkelig bare at være sammen med min familie, når vi eksempelvis går en tur i skoven ved Svanholm Gods. Der bliver fundet en pind, og der bliver løbet, og jeg oplever den der helt unikke frihedsfølelse igen.