Prøv avisen

Er jeg særligt sensitiv eller hvad?

Teorien bag særlig sensitivitet er, at det gælder for 15-20 procent af befolkningen, og at de er født med et mere fintfølende nervesystem end flertallet. Tegning: Morten Voigt.

Flere mennesker forstår i dag sig selv ud fra bestemte karaktertræk, lyder det fra eksperter. Spørgsmålet er, om det at betegne sig selv som eksempelvis særligt sensitiv bliver selvforstærkende og indsnævrer normalitetsbegrebet

Det er fredag eftermiddag, og fodboldbanen på Frederiksberg i København er fyldt med børn, bolde og kegler. Men FC Kidz Academy er ikke en helt almindelig fodboldklub, men en klub, der er rettet mod såkaldt særligt sensitive børn og børn, der gerne vil spille fodbold på lidt en anden og mindre konkurrencefokuseret måde, end man kender det fra traditionelle fodboldklubber.

”Nogle af dem er særligt sensitive, nogle af dem er måske ikke. Det er nogle børn, som først og fremmest synes, at det er sjovere at spille fodbold på en anden måde, end man nok gør de fleste andre steder. Personligt har jeg det sådan, at man ikke bør gå meget op i de her begreber eller mærkater,” siger Martin Nielsen, der er træner i klubben.

Begrebet "særligt sensitiv" udbredes

Hvor selve begrebet ”særlig sensitivitet” måske ikke er noget, som man går meget op i i fodboldklubben på Frederiksberg, så der andre steder, hvor man går en hel del op i det, lyder det fra forskellige psykologer og iagttagere.

Ikke mindst hvis man kaster et blik på udgivelsesfrekvens og salgstal for bøger om, hvad det vil sige at være såkaldt ”særligt sensitiv”, tyder det på, at det er et begreb, som bliver stadigt mere udbredt i Danmark.

HSP, som fænomenet også kaldes efter den engelske betegnelse ”Highly Sensitive Person”, blev for alvor kendt, da den amerikanske pioner på området Elaine Aaron udgav bogen ”The Highly Sensitive Person” i 1996. Bogens danske oversættelse er samtidigt også den mest solgte om emnet herhjemme, hvor den er udkommet i otte oplag og har solgt i flere end 18.000 eksemplarer.

Teorien bag den særlige sensitivitet er, at det gælder for 15-20 procent af befolkningen, at de er født med et mere fintfølende nervesystem end det bredere flertal. Inden for den gruppering eksisterer sensitiviteten i forskellige grader, men fællesnævneren er, at de særligt sensitive er særligt følsomme over for sanseindtryk.

Det betyder, at særligt sensitive ofte vil være mere påvirkede af andre menneskers sindsstemninger og lettere bliver påvirket af indtryk.

Ganske vist er der i dag kommet langt mere offentligt fokus på, hvad vil det vil sige at være et særligt sensitivt menneske, men der er lang vej endnu, lyder det fra Athina Delskov, der er formand i den danske forening for særligt sensitive, HSP-foreningen.

Foreningen har eksisteret siden 2005, men det er særligt inden for de seneste par år, at man har mærket en stigende interesse for fænomenet, fortæller hun og understreger samtidigt, at særlig sensitivitet er et personlighedstræk og ikke en diagnose. Et endda ret almindeligt et af slagsen kunne det virke til, for også i HSP-foreningen anslår man, at det er 15-20 procent af befolkningen, der er særligt sensitiv i større eller mindre grad.

Behøver vi betegnelsen særligt sensitiv?

Men hvis det at være særligt sensitiv er så almindeligt et personlighedstræk, at det gælder for op imod en femtedel af befolkningen, hvorfor er det så overhovedet nødvendigt at give det en sådan betegnelse?

”Som særligt sensitiv har man ofte et stort udbytte af at komme til at forstå sine egne reaktioner bedre i forskellige situationer. Hvis man ikke kender til HSP, kan man måske ikke forstå, hvorfor man oplever ting mere intenst, og at man bliver mere slået ud af noget, som andre synes er småting. Derfor kan man lære at forstå, hvorfor man har det, som man har det, og i højere grad også få styrkerne. Det kan tit være en høj grad af empati og kreativitet,” siger Athina Delskov.

At begrebet ”særligt sensitiv” i det hele taget vinder indpas, er en del af en mere overordnet tendens, lyder det fra Peter la Cour, der er sundhedspsykolog og leder af Videnscenter for funktionelle lidelser i København:

”Man ser i dag ofte, at menneskelige karaktertræk er noget, som mange gerne vil give nogle bestemte navne og betegnelser, for deri finder man en art forklaringsmodel for, hvorfor man er, som man nu engang er. Diagnoser eller blot at sætte begreber på karaktertræk har ofte en slags befriende virkning, man kan kalde det 'diagnosesamfundet i lightudgave', fordi den følelse og det moralske ansvar, der følger af at være eller opføre sig på en bestemt måde, kan blive lettet af, at der findes et navn for det. Der er noget psykologisk magisk og lettende ved det at få sat nogle mærkater på personligheden,” siger han.

Athina Delskov er enig - i hvert fald i en vis forstand. For det handler ikke om, at man ved at betegne sig selv som særligt sensitiv fralægger sig et ansvar. Derimod giver det mening at bruge begrebet, fordi det kan anvendes konstruktivt på en måde, der kan hjælpe mennesker til bedre at forstå, hvorfor de er, som de er - og så handle derefter, mener hun:

”Det kan være vigtigt for folk at finde en forklaring på, at de har det, som de har det, og så derfra at finde ud af, hvordan de skal håndtere det. Det giver en form for ny selvforståelse, når folk finder ud af, at de er særligt sensitive, og det er med til at give mennesker en meget bedre platform til at være i verden.”

Vi bør se på samfundets rolle

Ifølge Carsten Réne Jørgensen, der er professor i klinisk psykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og blandt andet i bogen ”Identitet” har beskæftiget sig med, hvordan menneskets identitetsforståelse hænger sammen med samfundsmæssige og kulturelle forhold, er det ikke overraskende, at opmærksomheden om særlig sensitivitet er øget.

”Det er ikke et enten-eller, hvor det enten er den enkeltes skyld eller samfundets skyld, og det er ikke nødvendigvis sådan, at de her særligt sensitive mennesker ikke har nogle bestemte træk i forvejen. Man kommer dog til at udpege det her som et særligt fænomen, hvor det i høj grad også er et spørgsmål om, at vi har en samfundsmæssig kontekst, der er med til at fremkalde det som en problemstilling,” siger han.

Man skal i dag præstere i mange forskellige sammenhænge, og man skal helst være højeffektiv, udadvendt, glad og social, og det er der så nogle mennesker, der har sværere ved end andre. Faren ved sådanne prædikater er, at man går i gang med at individualisere et problem, som man måske også burde se i den kulturelle kontekst, som det indgår i,” siger Carsten Réne Jørgensen.

Ved fodboldbanen på Frederiksberg har nogle af forældrene slået sig ned langs sidelinjen. De plejer ellers at spille med, i hvert fald i kampen, der spilles til sidst, lyder det. En af forældrene er Nicolai Porsbo, der er far til August på 10 år, der sammen med syv-otte andre af klubbens lidt ældre børn er i gang med at øve sig i at skyde på mål.

”Der er meget fokus på at være 'på' i de almindelige fodboldklubber. Der er der ikke noget specielt i vejen med, men det er bare ikke alle børn, der har det så godt med det,” siger han.

Frans Ravn er far til Louis, der går i samme klasse som August. Louis spiller også i en anden fodboldklub, men han kan godt lide at spille i klubben på Frederiksberg, fordi den er mere fokuseret på det legende ved fodbolden, forklarer han.

”Det er sjovere på den her måde for mange af børnene, fordi det ikke handler så meget om den enkelte, og om hvordan den enkelte spiller udvikler sig og den slags.”

Skepsis over for begrebet særligt sensitivitet

Begrebet særlig sensitivitet kender de udmærket fra forskellige sammenhænge, men de er begge skeptiske over for, om det giver mening at karakterisere børn sådan - som værende ”særligt” sensitive. Og det er da heller ikke derfor, at de er kommet i klubben i første omgang. Det handler snarere om, at klubbens fokus på at have det sjovt frem for at konkurrere vejer tungere.

”Jeg har i hvert fald en følsom søn. Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis har en særligt sensitiv søn, men jeg er ikke sikker på, at han ville synes særligt godt om at spille fodbold i en anden slags klub. Nej, det tror jeg egentlig ikke at han ville,” siger Nicolai Porsbo.

Der er da også gode grunde til at forholde sig med en vis forbeholdenhed over for at anvende prædikater som særlig sensitivitet, lyder det fra Carsten Réne Jørgensen. For man risikerer derved, at det, som ikke umiddelbart passer ind i en forestilling om, hvad ”det normale menneske” er, bliver til noget, der afkræves en slags forklaring - enten i form af en diagnose eller et prædikat.

”Samtidig rejser dette fænomen jo også et helt grundlæggende og meget væsentligt spørgsmål om, hvorvidt denne tendens til begrebsliggørelse er et udtryk for, at vi er i gang med at blive mindre tolerante over for menneskers forskellige måder at være på i dag,” siger Carsten Réne Jørgensen.