Prøv avisen

Kampen efter kræften

For fire år siden fik Josina Bergsøe konstateret brystkræft. I dag er hun rask, men hun mærker dagligt senfølgerne af sygdommen. - Foto: Katrine Frydenlund

Flere overlever en kræftsygdom, men 6 ud af 10 kræftoverlevere oplever at få senfølger. Josina Bergsøe er en af dem, og hun har skrevet en bog om, hvordan hverdagen og samlivet præges af en mærket krop

For fire år siden fik designer Josina Bergsøe konstateret brystkræft.

Kræften havde ramt hendes venstre bryst, der blev fjernet, og efterfølgende fik hun flere behandlinger med kemoterapi. Behandlingen lykkedes, og Josina Bergsøe, der i dag er 47 år, foredragsholder, gift og mor til tre, er erklæret kræftfri. Hvor vanskelig overgangen fra at være kræftsyg til at være kræftoverlever var, og at der overhovedet var tale om en vanskelig overgang, kom dog alvorligt bag på hende, skriver hun i bogen ”Senfølger efter kræft - sådan kommer du videre”. For hun havde forventet, at når behandlingen for brystkræften var færdig, så ville sygdommen også være et overstået kapitel. Og der ville komme et nyt kapitel med muligheder, der skulle udnyttes. Sådan blev det ikke helt. For Josina Bergsøe skulle lære at leve med det, hun ikke vidste eksisterede, før hun selv fik dem: senfølger.

Selvom Josina Bergsøe i bogens indledning benægter, at hun på nogen måde er blevet hverken et orakel eller en ”brystkræftprofet”, så er hun dog ikke nogen ukendt figur inden for området i Danmark. I 2011 skrev hun sammen med sin søster, smykkedesigneren Josefine Bergsøe, bogen ”Tabuknuseren”. Bogen blev til, efter at de to søstre med en måneds mellemrum fik konstateret brystkræft, og bogen blev illustreret med billeder fra tiden i kemobehandling. Hvordan kroppen ser ud, når brystet er fjernet og håret faldet af. I 2012 modtog de to søstre ugebladet Feminas årlige Kvindepris for blandt andet at ”insistere på at ændre opfattelsen af, hvordan man er brystkræftpatient”. Siden udgivelsen af ”Tabuknuseren” har Josina Bergsøe holdt flere hundrede foredrag om kræft rundtomkring i landet, og i 2013 blev hun formand for fonden ”A Race Against Breast Cancer”, som er en forening, der samler penge ind til forskning i brystkræft.

Hun nævner i bogens indledende kapitler de senfølger, som hun i dag døjer med. Hun fortæller nøgternt og ofte humoristisk om de hedeture, der ganske vist i dag er ved at aftage i styrke, men alligevel stadig kun kan holdes på afstand med motion. Om den grådlabilitet, der kan få hende til at bryde ud i gråd over børnenes julekalender på DR 1, mens datteren ser undrende til.

Og om en krop, der bliver ved med at brokke sig, tilsyneladende uden nogen videre sammenhæng:

”Det paradoksale er, at lige så våde mine kinder bliver, fordi jeg ofte græder, eller øjnene løber i vand, lige så tør er jeg andre steder,” skriver hun.

Ifølge Kræftens Bekæmpelses ”Barometerrapporten” fra 2013, har 36 procent af de i alt 4401 adspurgte kræftpatienter haft behov for hjælp til at håndtere forskellige seksuelle problemer, men færre end hver femte har fået hjælp til dem.

I kapitlet ”Senfølger syd for navlen” fortæller Josina Bergsøe åbent om, hvordan eftervirkningerne af hendes kræftbehandling gør den intime del af livet besværligt. For som det er tilfældet for op mod 90 procent af alle kvinder, der har været ramt af brystkræft, har Josina Bergsøe efter kræftbehandlingen problemer med tørre slimhinder.

”Jeg er tør som pergamentpapir, og huden i og omkring skeden revner ofte. Jeg føler, at jeg revner op til begge ører, når min mand, Søren, og jeg har sex,” skriver hun og forklarer, at hun har valgt at skrive netop et helt kapitel om senfølgernes konsekvenser for sexlivet af den årsag, at hun selv oplevede, at hun manglede viden om, hvordan man kommer videre med den del af livet efter kræften.

Livet bliver nok aldrig helt det samme igen efter kræften, skriver Josina Bergsøe, og det er ikke mindst kroppen, der er en konstant påmindelse om, at tingene ikke er, som de plejede at være. Josina Bergsøe beskriver, hvordan hun føler sig ”rent ud sagt som en gammel kælling” i kroppen, hvis hun ikke sørger for at holde kroppens beklagelser på afstand ved regelmæssig motion. En slående kontrast til det liv, hun levede før, hvor motion og tilstrækkelig søvn var et tilvalg, ikke en nødvendighed.

”Indrømmet - hvis der fandtes en pille, der gjorde det ud for motion, så tog jeg den. Jeg bryder mig nemlig ikke om at dyrke motion. Overhovedet,” skriver Josina Bergsøe i det kapitel af bogen, hvor motionens rolle i at afhjælpe senfølger beskrives.

Josina Bergsøe fortæller om det behov for et projekt, der opstod, efter at hun blev erklæret kræftfri. For når hun nu havde fået livet tilbage, måtte hun udnytte alle de muligheder, som det gav, og de muligheder var mange. Skulle hun prøve at gennemføre en ironman, gå pilgrimsvandring på den spanske Camino eller bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro?

I stedet ender Josina Bergsøe med at få lavet de huller i ørerne, som hun i mange år ikke havde turdet få lavet. En af de små overvindelser og succeser, som hun i tiden efter kræften er blevet god til at samle på, skriver hun og fortæller, hvordan det først og fremmest er nødvendigt for mange tidligere kræftpatienter at indstille sig på, at livet, måske i en periode, måske for altid, kommer til at blive lidt anderledes, end man havde forestillet sig det. For mange med kroppen som en konkret påmindelse om, hvordan noget ikke er, som det var før, og måske heller aldrig bliver det igen.

Josina Bergsøe skriver åbenhjertigt, hvordan hjernen endnu ikke er blevet den samme, som før kræften ramte. Hvordan trætheden, tre år efter at behandlingerne stoppede, bare synes at vare ved. Hvordan hendes børn til stadighed for sjov driller hende med, at hun har ”kemohjerne”. Men hun finder også en glæde i, at der i de fleste tilfælde faktisk findes noget, som hun selv kan gøre ved det. Og netop det, at der kan gøres noget, er det vigtigste og en afgørende del af hendes motivation for at skrive bogen, forklarer hun:

”Det vigtigste er at vide, at man ikke er alene med sine senfølger, og at der er håb forude.”