Prøv avisen

”Jeg syntes, at der manglede en bog til børnene om kræft”

Anders Binau med sin mor, Susan Binau. - Foto: Andoni Silva

Anders Binau er 10 år, men har allerede oplevet begge sine forældre blive ramt af kræft. Nu har han skrevet en bog om en superhund med en usædvanlig fightervilje for at give børn med kræftsyge pårørende lidt at smile ad, når livet ellers er tungt

Hvert år oplever omkring 4000 danske børn, at en af deres forældre får konstateret kræft. Omkring 600 børn mister enten deres mor eller far til kræften. For lidt over et år siden tænkte nu 10-årige Anders Binau, at det kunne være en god idé at lave en bog til de børn, der måske kunne muntre dem en smule op, når deres pårørende var på hospitalet.

Derfor kan Anders Binau nu kalde sig forfatter til sin første bog. ”Superhunden Max på eventyr” hedder bogen, der er trykt i 1000 eksemplarer. Den vil blive uddelt på hospitaler og institutioner til pårørende til døende eller terminalt syge på hospitalerne i Danmark gennem ”Hjertepakken” fra Landsforeningen Støtte før Afskeden. Det er Anders Binaus mor, Susan Binau, der står bag ”Hjertepakken”, og Anders Binau har da heller ikke sin skrivetrang fra fremmede.

Susan Binau har udgivet flere bøger, blandt andre bogen ”Mor, kan jeg få din pc, hvis du dør?” om sit forløb som tarmkræftpatient, og familien Binau har haft kræften tæt inde på livet ad flere omgange, hvor også Anders Binaus far har været ramt af sygdommen.

Familien Binau boede i de første år af Anders Binaus liv i Hørsholm i Nordsjælland og efter at have rejst rundt i flere lande, bor familien i dag i Florida i USA, hvor Anders Binau går i 4. klasse på en international skole.

Da Anders Binau kom og fortalte, at han var blevet færdig med at skrive bogen, kom det som lidt af en overraskelse for forældrene. Susan Binau vidste nu godt, at sønnen var glad for at skrive. At han altid havde været en lidt kreativ sjæl, der også lærte at læse og skrive meget tidligt. Hun vidste bare ikke, at han faktisk havde skrevet en hel bog.

Der er i dag gået godt et år siden, at Anders første gang kom og viste bogen til sine forældre. Og efter at Anders Binau have skrevet teksten til bogen, har forældrene hjulpet med at få sat bogen op ved få lavet tegninger til den, så den kunne blive til en tegneserie. Men hvordan fik han egentlig idéen til at lave bogen i første omgang?

”Min mor havde lavet en bog om kræft for de voksne på hospitalerne. Så syntes jeg, at der manglede en bog til børnene, som skal miste én, de holder af, og så begyndte jeg at lave den,” siger Anders Binau.

Da Susan Binau blev ramt af kræft, var Anders Binau kun to år, så det er ikke et forløb, som han i dag kan huske noget af. Og selvom spørgsmålet om både kræft og risikoen for at miste til sygdommen har været noget, som Anders Binau alligevel ganske tidligt i livet blev klar over fandtes, så er det dog ikke noget, der som sådan fylder meget i familiens dagligdag, fortæller Susan Binau:

”Det er da klart noget, vi er bevidste om i familien, fordi vi har haft det inde på livet, og fordi jeg også laver forskellige projekter relateret til kræftområdet i dag. Så det har da bestemt haft en betydning for, hvor vi er endt henne i vores liv i dag, men det er hverken tungt eller mørkt. Og det er ikke sådan, at det her med kræft er noget, som fylder i vores hverdag. Slet ikke. Der er det som i andre familier alle mulige andre og noget lettere og gladere ting, der fylder,” siger hun.

For knap to år siden døde Anders Binaus ven og klassekammerat Noah af kræft i hjernen, kun otte år. Det var umiddelbart efter, at vennen døde, at Anders Binau begyndte at skrive på bogen, husker han.

Men hvorfor fortalte Anders egentlig ikke sine forældre om bogen, før han var færdig med den? Det var nu ikke, fordi han ville holde det hemmeligt for dem eller noget i den stil, forklarer Anders Binau. Den blev bare til lidt ad gangen, når han sad på sit værelse og skrev indimellem, og så pludselig en dag var den færdig.

”Jeg tror, at det tog cirka to måneder, men jeg ved ikke helt, hvor lang tid det egentlig tog, for jeg gjorde det ikke hele tiden. Jeg går jo også i skole og laver andre ting til hverdag,” siger Anders Binau.

At hunden i bogen hedder Max, og at det lige var en hund, der skulle være med i bogen, var der en bestemt grund til, fortæller han:

”Da jeg var lille, havde jeg en bamse ved min farmor, der hed Max, så det er der, det kommer fra. Og så kan jeg også godt lide hunde, og det ved jeg, at mange andre børn også kan. Derfor tænkte jeg, at der skulle være en hund, der hedder Max. Og så skulle den også kunne noget af det, som superhelte kan. Hunden har kun tre ben, så den kan ikke løbe superhurtigt, men den kæmper hårdt alligevel, og det synes jeg er ret vigtigt at sige - at man skal blive ved med at kæmpe og aldrig give op.”

Forsiden af Anders Binaus bog om superhunden Max.