De første år af mit liv boede jeg i et lille hus i Charlottenlund med min mor og far. Da jeg var fire år, blev mine forældre skilt, og min mor og jeg flyttede fra huset hjem til min mormor og morfar, der boede i Klampenborg. Senere til Hellerup, hvor vi boede til midt i 2. klasse, hvor vi grundet boligsanering blev nødt til at flytte. Denne gang til Nørrebro i København, som jo var meget forskellig fra det, jeg havde været vant til. Da jeg begyndte i 7. klasse, flyttede vi i bofællesskab på Østerbro. Det var en skøn tid, omgivet af meget liv, anderledes mad og nye måder at tænke på. Vi fik dog lyst til at være mere os selv igen og flyttede tilbage til lejligheden på Nørrebro, hvor jeg boede, indtil jeg forlod skolen og hjemmet som 16-årig for at blive danser.
Mine forældre elskede litteratur, musik og kunst i det hele taget, og denne lidenskab var en naturlig del af min opvækst. I hjemmet, som min mor satte rammerne for, fyldte musikken meget, og der blev ofte danset i stuerne. Min mor har altid været god til at finde på ting at lave som eksempelvis at gå ture, komme i svømmehallen og se teater og udstillinger. Vi havde ikke et hjem proppet med ting og dyre møbler, men nærvær og interesse savnede jeg ikke.
Mine bedsteforældre betød utroligt meget for mig. Min mormor og morfar havde et stort, hjertevarmt og meget smukt hjem med nogle dejlige familietraditioner, som min morfar elskede at holde i hævd til stor glæde for hele familien. Min farmor og farfar boede i nærheden, men deres sommerhus i Tisvilde var deres sjælehjem og et vidunderligt sted at komme med min farfars fantastiske køkkenhave, piberygning og lange vejrudsigter, og min farmors finurlige vaner og stegt flæsk med persillesovs. De var en stor del af mit liv.
Når jeg kom hjem fra skole, var det bedste, jeg vidste, at smøre mig en mad og sidde og læse i sofaen. Dét at sidde i ro og fred og fordøje dagen var virkelig rart. Det er noget, jeg stadig gør, hvis jeg har muligheden. Jeg kan se på min datter, at hun er god til at mærke, hvornår hun har brug for ro, og det er jeg glad for. For livet består jo ikke kun af ting, man har lyst til, så det er godt selv at kunne skabe en balance.
Jeg har ikke haft travlt med at melde min datter til 1000 ting. Da hun var lille, blev jeg fuldstændig forpustet, når jeg så mødre halse af sted til babysvømning, det var ikke noget for mig. Vi gik til det dejligste musik, når der var stemning for det. Da min datter var halvandet år, dannede jeg et netværk med andre forældre, hvis børn heller ikke gik i institution. Vi mødtes på legepladser og hos hinanden, tog i skoven eller i nogle af de skønne legestuer, der lå på Frederiksberg. Jeg havde arbejdet igennem hele graviditeten med det mål at kunne tage en lang barsel. Som skuespiller har du jo intet, hvis du ikke arbejder, så der var en del at hente hjem, hvis min mission skulle lykkes. Det lykkedes, når jeg var til prøve eller på teatret, tog min mor eller den unge pige, der boede hos os, over. Sådan foregik det, indtil min datter var næsten tre år, hvor hun begyndte i institution. Det var skønt at kunne give hende den ro de første år af hendes liv. Jeg voksede selv op med, at der ikke var en hel masse, der skulle nås og gøres. De værdier har virkelig sat sig i mig i måden, jeg opdrager min egen datter på.
Det er vigtigt for mig, at jeg har tid med dem, der står mig nær, og som jeg holder af, så jeg ved, hvad der foregår i deres liv. Dér betyder måltidet også noget særligt. Jeg elsker at lave mad til dem, jeg holder af, og det er virkelig en glæde at sætte god mad på bordet, især nu hvor skoledagene på grund af skolereformen er blevet lange. Når vi sidder og spiser, kommer tankerne fra dagen frem. Det er, som om at tiden sættes ned i tempo, og der sænker sig en ro - der skal ikke præsteres eller leveres, maden skal bare spises og nydes. Efter maden er der stadig lidt tid, før min datter skal sove, og så er vi jo tilbage ved start, kan man sige. Der går tiden med, hvad vi nu har lyst til, og der bliver danset en del.
Min opvækst har betydet alt for de valg, jeg har truffet i mit liv. Jeg har især tænkt meget over det i forhold til min egen karriere, fordi jeg skilte mig ud ved at vælge at gå en kunstnerisk vej. Jeg fik mine forældres fulde opbakning, da jeg traf min beslutning om at ville være danser. På samme måde vil min datter også få opbakning, når den dag kommer. Hun er heldigvis barn endnu, hvor det kreative og sociale hænger meget sammen. Hun spiller guitar, synger i kor og spiller teater. Det kreative er en del af hendes hverdag, og det er dejligt, fordi det er forbundet med udtryk og glæde.
I mit liv har jeg haft et helt særligt forhold til min morfar. Han var et vidunderligt menneske. Jeg følte mig elsket og set, som den jeg var. Han var en fantastisk mand, som var meget generøs og elskede at holde små selskaber for sine venner. Da jeg boede i London for at blive danser, skrev vi lange breve til hinanden. Vi havde et meget fortroligt forhold, og han nød at høre om mine oplevelser. Hvis han vejrede, der var et eventyr undervejs, sagde han: Lev min pige og nyd din ungdom! Det gjorde jeg, og det bliver jeg nok ved med resten af livet.
Hvert år holder jeg en julestue, som efterhånden er blevet rimelig stor. Huset er fyldt med venner, børn og familie, og børnene elsker det og spørger allerede i oktober, hvornår de skal til julestue. Min datter og jeg laver et Pippi Langstrømpe-peberkagehus, som må spises på dagen. I det hele taget elsker jeg at bage, og det bedste er at dele det med andre.