Prøv avisen

Adoptivbørn er skrøbelige gaver

Børn, der er adopteret fra lande uden for Danmark, er særligt psykisk sårbare. Det har to adoptivbørn oplevet på egen krop. Illustration: Rasmus Juul

Børn, der er adopteret fra lande uden for Danmark, er særligt psykisk sårbare, viser ny undersøgelse. Men en tidlig indsats for at sikre deres trivsel og rådgivning kan hjælpe, siger to voksne adopterede, der har haft deres at kæmpe med

Simon Humberto Krog blev til en fest i sommer så vred på en ven, at det nær var endt i slagsmål. Årsagen til raseriudbruddet var en gåde for både ham selv og vennen, som ikke har talt til ham siden.

”Jeg så rødt uden at forstå helt, hvorfor jeg var klar til at slå på baggrund af en enkelt dårlig bemærkning. Jeg var rystet dagen efter. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg følte og reagerede, som jeg gjorde, for på overfladen var alt godt og fint. Da det gik op for mig, at jeg ikke kunne forklare mine egne følelser og voldsomme reaktion, blev jeg meget bange. Hvad hvis der var noget galt med mig, og kunne jeg være til fare for mig selv og dem, jeg holder af?”, siger Simon Humberto Krog.

Han er 25 år, tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i København og statskundskabsstuderende på Københavns Universitet. Her er han ved at forberede sig til at skrive sit afgangsspeciale, og i næste uge skal han i gang med at undervise nye studerende i politologisk grundkursus. Det er ikke til at mærke eller se på ham, at han for kort tid siden havde et psykisk sammenbrud.

”Jeg kunne ikke komme op om morgenen, min koncentrationsevne var helt smadret, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg var ked af det og bange for, om det nogensinde ville gå over,” siger Simon Humberto Krog.

En ny dansk undersøgelse, der blev offentliggjort forleden i Ugeskrift for Læger, viser, at børn adopteret fra lande uden for Danmark er mere psykisk sårbare end børn, der er født i Danmark. Risikoen for, at adopterede børn skal behandles for en psykisk lidelse eller en adfærdsforstyrrelse, er ifølge undersøgelsen fordoblet i sammenligning med andre børn.

Men Simon Humberto Krog tænkte ikke selv på, at det temperament, som han har haft svært ved at styre siden barndommen, kunne have noget at gøre med, at han er adoptivbarn. Som spæd adopterede hans danske forældre ham fra et børnehjem i Colombia, og han har med egne ord haft en dejlig opvækst i Broager i Sønderjylland.

”I mit 25-årige liv kan jeg se tilbage på mange episoder, hvor jeg har været meget vred. Men jeg har altid tænkt, at 'nå, det er bare dig, der går med følelserne udenpå',” siger Simon Humberto Krog.

Når han i dag har det godt igen, skyldes det, at han fik hurtig hjælp hos en psykolog, der arbejder i Post Adoption Services, PAS, der hører under Ankestyrelsen, og som rådgiver, vejleder og yder støtte til adoptionsfamilier og adopterede børn.

Allerede ved den første samtale med psykologen fik Simon Humberto Krog en erkendelse af, at hans vrede i virkeligheden hænger sammen med en følelse af svigt og tab over at blive forladt af sin biologiske mor. Og at han ubevidst har kæmpet for at holde de følelser nede.

”Jeg er blevet konfronteret med noget, som den sproglige hukommelse ikke kan huske. Men din krop kan huske svigtet fra din biologiske mor. Det sætter sig, og så forsøger man at håndtere det på forskellig måde. Det ulykkelige er, at man kan håndtere det uheldigt. Det, som jeg har haft at slås med, er en blanding af vrede og følelse af svigt, og det har givet mig problemer i mit privatliv.”

”Jeg har oplevet en bedring fra den første samtale hos psykologen. Det var fedt, at jeg ikke var ved at blive alvorligt psykisk syg. Og at der er noget, jeg skal i kontakt med, så jeg kan lære at håndtere det,” siger Simon Humberto Krog.

Han betaler selv for samtalerne hos PAS-psykologen, for ordningen omfatter kun 0 til 18-årige adopterede børn og deres familier. I et debatindlæg i Politiken har han agiteret for, at rådgivningen bør udvides, så også voksne adoptivbørn kan få gratis hjælp, hvis de får problemer.

Han mener desuden, at der bør tages initiativ til et koordineret samarbejde mellem kommuner, daginstitutioner og skoler med det formål at følge adoptivbørns trivsel og sikre, at de får redskaber til at håndtere deres sårbarhed så tidligt som muligt. På den måde vil det kunne forebygges, at sårbarheden hos adopterede udvikler sig til alvorlige problemer senere i deres liv.

”Adoptivforældre ser på deres adoptivbørn som en gave. Men man er også nødt til at se på det som en skrøbelig gave. Min pointe er, at der måske skal så lidt til for så mange. Hvis det, man kæmper med indeni, får lov til at vokse, og der lægges låg på, kan det eksplodere til sidst. Det gjorde det for mig. Og det vil jeg gerne undgå sker for andre.”

”Jeg har fået fortalt min adoptionshistorie som en kærlighedshistorie, og det er godt. Min biologiske mor har givet det største kærlighedsoffer. Og jeg har kunnet tage en uddannelse, præstere og har verdens bedste familie og bor i verdens bedste land. Men at der også er følelser af svigt og tab, er logik. Men man kan lære at håndtere det, hvis man får hjælp. Jeg er ikke længere bange for, at jeg ikke kan klare det,” siger Simon Humberto Krog.

Post Adoption Services, PAS, har tidligere været en forsøgsordning, finansieret af satspuljemidler, under landsforeningen Adoption & Samfund. I 2014 kom rådgivningen på finansloven, og siden da har 998 familier til adopterede børn haft glæde af den, oplyser Ankestyrelsen. Folketinget manglede en tredje behandling af forslaget om at gøre rådgivningen permanent, da der blev udskrevet valg i juni. Og nu frygter Adoption & Samfund, der i årevis har kæmpet for at få et sådant tilbud, at det ikke har den samme interesse for den nye regering.

”I vores optik giver det at blive forladt af ens forældre, komme på børnehjem og blive adopteret til et nyt land lidt flere udfordringer for børns psykiske og fysiske system. Danmark har hidtil valgt at gå den rette vej, også ifølge Haag-konventionen, når det handler om adopterede børn. Nu er vi nervøse for, at det nye Folketing vil springe fra samarbejdet eller prioritere anderledes,” siger Jens Damkjær, der er formand for hovedbestyrelsen for Adoption & Samfund.

Han tilføjer, at adopterede børn ofte ”popper” op i skoler og daginstitutioner, fordi de har særlige udfordringer.

”De har et højere alarmberedskab og er derfor mere urolige. Og de har sværere ved at fokusere, fordi de har en grundoplevelse af, at livet er farligt, og at de skal passe på. Nogle af dem får diagnosen ADHD,” siger Jens Damkjær, der anslår, at der er cirka 25.000 adopterede børn og voksne i Danmark.

En af dem er Ina Dulanjani Dygaard. Hun er 23 år, har en bachelorgrad i tysk og international virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet og er formand for Adoption & Samfund - Ungdom. Da hun var 49 dage, blev hun adopteret fra Sri Lanka.

I telefonen fra Aarhus siger hun, at hun er enig i konklusionen i den nye undersøgelse om, at adopterede børn er psykisk sårbare.

”Der er masser af evidens for, at adoptivbørn er mere sårbare, og at det er nødvendigt med mere støtte. Det har vi fortalt politikerne i årevis,” siger Ina Dulanjani Dygaard og fortsætter:

”Det, som jeg synes, er problematisk i forhold til den nye undersøgelse, er, at der ikke er taget højde for, at rigtig mange adopterede er endt i det psykiatriske system, fordi de har træk, der kan læne sig op ad psykiske diagnoser, men ikke er det. I stedet har de noget med i bagagen, som andre børn ikke har. Det er et livsvilkår, der kan komme til udtryk ved, at de for eksempel er urolige i skolen og har brug for stabile og trygge rammer ligesom ADHD-børn, men de har ikke ADHD.”

Hun er også enig med Simon Humberto Krog i, at skoler og daginstitutioner bør være særligt opmærksomme på adoptivbørns trivsel.

”Det er det, som Adoption & Samfund og Ankestyrelsen kæmper for, blandt andet i form af gratis undervisningsmateriale og kurser til fagpersoner i skoler og daginstitutioner, men det er langtfra alle, der tager imod det tilbud. Hvis vi vil adoptivbørn det bedste, skal vi styrke indsatsen,” siger Ina Dulanjani Dygaard.

Hun håber, at Folketinget afsætter nye rammer, så PAS-rådgivningen kan komme på finansloven. Og at den kan komme til at omfatte alle adopterede, uanset alder.

”De børn, der har været her i 20-30 år, er blevet svigtet. Også voksne har krav på hjælp. Det er ikke godt nok, som det er nu.”

Ina Dulanjani Dygaard betaler selv for samtaler hos en PAS-rådgiver og har gjort det i nogle år. Oprindelig var det, fordi hun fik en depression. Men i takt med at hun fik det bedre, fortsatte hun, fordi hun blev klar over, at der var nogle omstændigheder omkring det, at hun var adopteret, og forholdet til adoptivforældrene, som hun var nødt til at se nærmere på.

”Jeg tog også skridt til at rejse til Sri Lanka og møde min biologiske mor. Min far, der rejste med mig, var med hos psykologen og talte om det inden. Det var rigtig rart. Jeg er selv et eksempel på, at rådgivningen hjælper.”

”Mødet med min biologiske mor gik godt. Det er det bedste og det sværeste, jeg har gjort. Jeg fik ni timer med hende, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde ser hende igen.”

Når det kunne lade sig gøre, skyldes det, at i Sri Lanka skal den biologiske mor møde i retten ved adoptionssager, så derfor har Ina Dulanjani Dygaard altid kendt til oplysninger om sin mor.

”Det var vigtigt for mig at sige til hende, at hun tog den rigtige beslutning, og hun var glad for, at jeg sagde det. Det var også fint at opleve, at hun havde det godt og ikke boede i slum. Men da jeg er resultatet af en affære, mens hendes mand sad i fængsel, skal min eksistens holdes hemmelig. Det er rigtigt svært, at jeg ikke kan tage derned og blive mødt med åbne arme af min mor og mine to tvillingesøstre, ligesom det sker for nogle i DR-programmet 'Sporløs'.”

”Jeg savner min biologiske mor, men jeg er også glad for min adoptivtilværelse. Det er et vilkår for adoptivbørn, at man har to hold forældre. I mit tilfælde skal jeg lære at omfavne min biologiske mor, samtidig med at jeg bor her. Man kommer fra noget andet, og det, man er vokset op i, er det, man identificerer sig med. Det må man lære at leve med, og det kan man sagtens,” siger Ina Dulanjani Dygaard.

Hun har haft en del at kæmpe med: En kronisk lungesygdom, og at hun ser anderledes ud. Dertil kommer det at være adopteret.

”Livet kan gøre ondt, og derfor er det vigtigt at få den rette hjælp. Der er en fin balancegang mellem at sygeliggøre sit livsvilkår og at leve med det. Jeg synes ikke, at det er en sygdom at være adopteret, men det er svært. Samtidig kan man ikke skyde skylden på, at man er adopteret, hver gang noget går galt. Jeg har det rigtig godt nu og er glad for at være adopteret og for mit liv.”

”Jeg har oplevet en bedring fra den første samtale hos psykologen," fortæller Simon Humberto Krog, der fik hjælp fra en psykolog, der arbejder i Post Adoption Services. Foto: Privatfoto
”Der er masser af evidens for, at adoptivbørn er mere sårbare,” siger Ina Dulanjani Dygaard, der er formand for Adoption & Samfund - Ungdom. Foto: Lars Aarø/Fokus