Prøv avisen

Advarsel mod at gøre børneidræt til elitesport

"Vi er begyndt at professionalisere børns fritidsinteresser i stedet for at lade dem være et led i børnenes legende udvikling. Alle de udtagelser og talentkonkurrencer, vi ser i dag, bilder børn ind, at de er talenter, selvom det sandsynligvis ikke er tilfældet," siger Jørn Martin Steenhold, cand.phil. i pædagogik og forsker og partner ved Instituttet for Fremtidsforskning. Arkivfoto. Foto: Johnny Anthon Wichmann Denmark

Et stigende antal børn dyrker i dag idræt, hvor udtagelse, konkurrence og mange gange ugentlig træning er betingelsen for at være med. ?Eksperter advarer mod at gøre børneidræt til elitesport

Hver uge tropper tusindvis af drenge og piger op til træning i landets fodboldklubber for at øve vristspark, pasningsspil og finurlige finter. I Strib Boldklub, lidt uden for Middelfart på Fyn, er en enkelt ugentlig træning ikke nok for drengene, der spiller på klubbens A-hold i U12-rækken.

De 10 drengespillere, der alle er i 11-årsalderen, har store ambitioner og vil gerne være blandt de bedste i landet.

LÆS OGSÅ:
Gymnastik er hele hendes liv

Derfor træner de tre gange halvanden time om ugen, mens den i weekenden står på stævner og kampe rundt om i landet.

For de her drenge er der ikke mange Tante Odas fødselsdage eller weekendsejl-ture på Gudenåen, fordi fodbold fylder så meget. Både drengene og deres forældre er ekstremt målrettede, og vi stiller store krav til spillerne. Derfor får drengene også ren besked på banen, hvis ikke de gør det godt nok men selvfølgelig også ros, når de fortjener det, siger holdets træner Søren Bendixen.

Som træner har han af og til måttet lægge ører til, at både træningsmængde og metode var for ambitiøs for et U12-hold selv fra medlemmer af klubbens egen bestyrelse.

Det er blevet sagt, at vi skal huske, at vi er en breddeklub. Men hvis vi skal være en breddeklub, så skal der være to modpoler. Ellers er vi jo bare en gennemsnitsklub, siger Søren Bendixen og fortsætter.

Vi tiltrækker en bestemt type drenge, som vil noget med deres sport, og vi har også sagt farvel til nogle stykker undervejs, fordi de ikke var villige til at ofre det, der skulle til. Men så kan de jo spille på B- eller C-holdet. Det kan jo sagtens være fint nok for nogle, siger Søren Bendixen.

Eksemplet fra Strib Boldklub er blot et af mange, der peger i retning af, at konkurrencementaliteten fylder stadig mere i alle afkroge af børneidrætten. Blandt andet bliver forsøgsordningen med deciderede idrætsklasser for børn, der har et særligt talent inden for sport, gjort permanent med den nye folkeskolereform. Ønsket er fortsat at støtte de børn, der vil afprøve, hvor langt talentet rækker.

Men faktisk skete der allerede i 2004 et paradigmeskifte inden for børne- og ungeidrætten. Hidtil havde Team Danmark, der støtter talentudviklingen ved blandt andet at samarbejde med idrætsforbundene, kun måttet yde støtte og vejledning til idrætsudøvere over 15 år. Den aldersgrænse fjernede daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) med eliteidrætsloven, som blandt andet slog fast, at Team Danmark også som noget nyt skulle samarbejde med kommunerne om eliteidrætten. Siden da er 18 danske kommuner blevet udnævnt til såkaldte elitekommuner, som hver især har en elitekoordinator ansat, der arbejder målrettet med talentudvikling. Ifølge de nyeste tal fra 2012 er der således i dag i de 18 kommuner 38 idrætsskoler med i alt 10.315 elever, mens tallene for 2009 var 34 skoler og 8351 elever.

Det stigende antal børn, der går på de særlige idrætsskoler, der har fokus på talentudvikling, imponerer ikke Jørn Martin Steenhold, cand.phil. i pædagogik og forsker og partner ved Instituttet for Fremtidsforskning. I næste måned udgiver han bogen Sanser og sanselighed. Essays om den sansede viden, hvori han blandt andet diskuterer den stigende tendens til, at børn skal konkurrere og igennem udtagelsesceremonier, inden de måske kan få lov at være aktiv på det bedste hold inden for deres idrætsgren. Han mener, at konkurrencestaten har sat sit tydelige aftryk på børns fritidsinteresser.

Vi er begyndt at professionalisere børns fritidsinteresser i stedet for at lade dem være et led i børnenes legende udvikling. Alle de udtagelser og talentkonkurrencer, vi ser i dag, bilder børn ind, at de er talenter, selvom det sandsynligvis ikke er tilfældet. Så bliver børnene stolte, og det samme gør forældrene. Men det skaber i værste tilfælde en fordummelse og selvtilstrækkelighed, og børnene kommer til at leve på en løgn, som er skabt af voksne omkring dem. Når de opdager, at de ikke er så unikke, som de har fået fortalt, så skal forældre og pædagoger hen og samle børnene op, og det kan tage tid, siger han.

Jørn Martin Steenhold pointerer, at man bør skelne mellem tre begreber: leg, idræt og sport. Legen er alene for glædens og lystens skyld, idræt er dyrkelsen af bestemte discipliner, som man individuelt ønsker at dygtiggøre sig indenfor, mens sport er kendetegnet ved at have et konkurrerende element. Som træner for børn er det vigtigt at holde sig for øje, hvornår der er tale om hvad, og hvornår det enkelte barn er klar til at gå fra et niveau til det næste. Hvis man springer de første to led over, så risikerer man at få triste og egocentriske mennesker ud af det, som kun lever igennem at vinde over andre, siger han og fortæller, at man regner med, at der blandt 100 børn er ét rigtigt talent.

Mens det ikke er alle, der har et talent, er det dog vigtigt at understrege, at alle har et potentiale. Og det er det potentiale, man som voksen skal hjælpe børn med at få udfoldet, siger Jørn Martin Steenhold.

Hos Team Danmark mener konsulent og teamleder for talent- og kompetenceudvikling Lars Green Bach ikke, at man bør være bekymret, når børn under 15 træner meget og seriøst inden for en given sportsgren. Så længe der tages højde for børnenes udvikling både fysisk, taktisk og mentalt, er det fuldt ud forsvarligt.

I Team Danmark arbejder vi ud fra et koncept, der hedder aldersrelateret træning. Det betyder, at træningen er udviklet specielt til børn på et givent alderstrin, og at den tager hensyn til, hvor i sin udvikling barnet er. Benytter man sig af dette koncept, ser jeg ingen fare, siger han.

Desuden er målet med talenttræningen ikke at skabe små verdensmestre allerede i 10-årsalderen. Der arbejdes, som Lars Green Bach siger, med det lange lys på og ønsket er udvikle talenter, der kan klare sig internationalt, når de er færdigudviklede, og ikke mens de er børn. Af samme grund registrerer Team Danmark heller ikke verdens- og europamesterskaber i børne- og ungdomsrækkerne.

Lars Green Bach medgiver, at det ikke nødvendigvis er en fordel at stemple et barn som et talent. Han vil hellere tale om, at børnene afprøver deres talent.

Man kan ikke forskningsmæssigt sige noget om, hvem der bliver den bedste svømmer eller fodboldspiller som voksen i gruppen af dygtige otteårige. Derfor skal fokus i de unge år være på at skabe gode talentmiljøer, hvilket kræver både kompetente ledere, trænere og forældre, og ikke på, hvor mange mesterskaber man kan vinde, siger han.

Kigger man tilbage i tiden, var der i 1970erne og 1980erne en tendens til at se ned på alt, der havde med konkurrence og eliteidræt at gøre, fordi det skabte for mange tabere. I dag ser det anderledes ud, mener børnepsykolog, forfatter og foredragsholder John Aasted Halse. Ifølge ham er vi gået fra at sidde placeret i den ene side af grøften til nu at befinde os i den stik modsatte, hvor konkurrence udelukkende anses for positivt. Og han er ikke i tvivl om, at den moderne forældrerolle bærer noget af ansvaret for udviklingen.

Mange børn i dag er projektbørn, som forældre går ekstremt meget op i. De taler om dem hele tiden og iscenesætter dem. I dag kan næsten alle købe en stor bil eller rejse langt væk på ferie, men ikke alle kan have et elitebarn, og på den måde bliver barnet et medie, som de kan flashe sig igennem, siger han.

De fleste forældre vil deres børn det godt, og fra forældrene kan et argument for hyppig træning lyde, at børnene får mange ekstraordinære oplevelser, når de kommer på rejser, til opvisninger og konkurrencer. Men her skal man, mener John Aasted Halse, huske at være opmærksom på, at barnet samtidig risikerer at gå glip af rigtig meget.

Her bliver der nærmest tale om en etisk fordring for forældrene. De har pligt til at stikke fingeren i jorden og mærke godt efter, hvordan barnet har det med at dyrke så meget sport, og så bør de også gøre det opmærksom på, hvad det er, det går glip af, så det har en fair chance for at vurdere, siger han og opfordrer til, at børn har en bred vifte af interesser.

Det er fint, at barnet, når det bliver 18 år, kan slå flotte saltoer, men det er også lidt ærgerligt, at det, når det pludselig gerne vil til at høre musik, oplever, at det er lukket land, fordi det ikke har eksisteret i dets liv hidtil. Det handler om at have flere indgangsvinkler, som kan give et rigere liv. Det forhindrer børn i at blive ensporede, siger Johan Aasted Halse, der generelt mener, at børn bør vente med at dyrke elitesport, til de er i puberteten.

Og så er der selvfølgelig nogle få indimellem, som er klar til lidt mere end andre, og hvis man som forældre har overskuddet til at bakke op uden at pace, så giv da de børn lov til at bruge deres kræfter.