Prøv avisen

Alle har tabt

”Jeg så, hvordan min kæreste pendlede mellem de mennesker, som han havde fået sat på to forskellige øer. Han svømmede og svømmede og var flere gange ved at drukne, ”siger forfatteren Michelle Hviid.– Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren Michelle Hviid har måttet opgive drømmen om den sammenbragte familie

En flyttemand banker på. Han skal hente nogle af Michelle Hviids tomme flyttekasser. Sammen med sin søn og datter er hun netop flyttet ind i et nyt kapitel af sit liv i en fremlejet lejlighed i en rolig krog af København. Boligen er nyindrettet, men virker mere hjemlig end ny med tændte lys i talrige stager, ild i pejsen og te på kanden.

Lige nu prøver jeg at lande mine børn, og det gør jeg ved at sørge for, at der er ild i pejsen, stearinlys og suppe, siger Michelle Hviid. Når Danmarks Statistik fremlægger de nye tal over skilsmisser i 2013 vil hun ikke tælle med i statistikken, for hun og hendes kæreste var ikke gift, og deres brud var derfor ikke en skilsmisse, men praktisk og følelsesmæssigt er det en skilsmisse, hun kan se tilbage på.

Hun er 41 år, sin egen arbejdsgiver og har været det i 20 år. Hun står bag Running Dinner, hvor enlige kan mødes og lære andre at kende i forbindelse med en middag. Nogle bliver kærester, og andre får venner. For et par år siden udkom hendes bog Skru op for livet, og hun har siden holdt omkring 100 foredrag om livsmod, handlekraft og autenticitet, og ved siden af dette har hun lavet tv. Hendes tanker om livet kan man følge på hendes blog på internettet, hvilket omkring 25.000 mennesker gør, og mange har takket hende for, at hun så usminket skriver om sit liv, mens hun står midt i det svære.

LÆS OGSÅ: Skilsmisseskolen: Skilsmisse er familieliv under omlægning

Det er en stor sorg for mig, at jeg ikke kan finde ud af at lave en kernefamilie. Kender du nogle piger i 1. klasse, som tegner et hus, hvor der er en mor og børn, men ikke nogen far? Jeg har også tegnet et hus med en mor, en mand og børn, siger hun.

Hun har to børn med to forskellige fædre. Den syvårige datters far var hun gift med, men hun siger, at det ikke var et godt ægteskab. I dag er hendes ældste 15 år, og det meste af børnenes opvækst har hun været alenemor. I maj 2012 forelskede hun sig i en fraskilt far. De varme følelser gik begge veje, og de brugte hver en anledning til at være sammen. Hun nævner som et eksempel den dag, hvor han skulle hjem fra en uges ferie og mellemlande i Oslo. Hun fløj til den norske hovedstad, for at de kunne flyve sammen til København og dermed have lidt mere tid sammen.

Jeg var sindsygt forelsket og samtidig fuld af beundring for den her mands personlighed og virke. Hele værdigrundlaget for forelskelsen var sundt. Han er så kommunikerende og følelsesmæssigt begavet, så selvom jeg godt ved, at livet ikke er lutter lagkage, var jeg sikker på, at vi ville kunne kommunikere os ud af de problemer, som kunne komme, siger hun.

De følgende måneder tilbragte de megen tid sammen, og de mødte også hinandens børn. Ret tidligt gik det op for Michelle Hviid, at hun havde forelsket sig i en mand, som havde en anden tilgang til forældreskabet end hun selv. I det ene hjem var det altid en voksen, som sørgede for madpakker og viste sin omsorg for børnene ved at hjælpe med det lavpraktiske. I det andet hjem var det stort set aldrig en voksen, som smurte madpakkerne, og serviceniveauet var tæt på nul.

Jeg vil beskrive mig som en bowling-mor, som trygt kaster mine børn ud mod keglerne. Jeg tror på, at selvstændiggørelse giver børn selvtillid, og vil min 15-årige have rent tøj, må han selv sørge for at vaske det, siger hun.

At de to familiekulturer var forskellige, var så tydeligt, at parret havde flere snakke om, hvordan de skulle indrette sig, hvis de skulle indfri drømmen om at bringe de to familier sammen.

Jeg havde ingen idé om, at vi skulle blive en ny kernefamilie. En kernefamilie har man kun ét forsøg til at etablere. Vi ville altid være en sammenbragt familie med alt, hvad det indebærer af forskellige følelser over for børnene. Jalousi og betændte stunder bliver man nødt til at budgettere med, hvis man skal lykkes med at bringe to familier sammen. Og det havde vi forsøgt at forberede os på, siger hun.

I december 2012 flyttede parret sammen. Michelle Hviid havde en lejlighed, som hun fremlejede, og pakkede 50 flyttekasser. De var blevet enige om, at de skulle bo i hans hjem, hvor der var god plads til den store, sammenbragte familie.

Vi gik ret systematisk til værks og besluttede os for, at vi skulle gøre dette sted til vores alles nye sted, så derfor flyttede vi alt ud af huset og flyttede så tingene ind sammen. Vi syntes, det var en god løsning, men det tog mindre end 48 timer, inden det gik op for mig, at det ikke var alle, som syntes, det var nogen god idé. Det var min kærestes hus, men det var jo også hans børns hus, og der var nogle børn, som slet ikke kunne få luft i den her proces, siger hun.

Skønt de to familier var bragt sammen under samme tag, havde Michelle Hviid følelsen af, at den sammenbragte familie var som to øer adskilt af hav. På den ene ø var der ikke et ønske om at bygge en bro til den anden ø, men på den anden ø ønskede man at gøre de to øer landfaste.

Jeg så, hvordan min kæreste pendlede mellem de mennesker, som han havde fået sat på to forskellige øer. Han svømmede og svømmede og var flere gange ved at drukne, men vi kunne heldigvis tale om det. Jeg elskede manden højt og kunne se masser af løsningsmuligheder, men han vil nok sige, at jeg ikke havde nok forståelse for, hvor svært det var for ham, siger hun.

Men der var også meget, som var godt i forholdet.

Der var masser af gode stunder, kærlighed, latter og lidenskab. Vi havde tid til rejser, hvor det bare var os, og vi kunne smelte sammen på tre minutter. Jeg behøver kun én god aften, så er jeg grund-glad, men det nytter jo ikke noget, når din partner stadig er helt vildt bange for, hvordan tingene vil udvikle sig, siger hun.

I efteråret kom så bruddet. Det var ikke Michelle Hviids beslutning. Hun var ikke færdig med at kæmpe for, at de kunne blive en familie, og hun brugte lang tid på at spørge hvorfor og nægte at se realiteterne i øjnene.

Jeg gik fuldstændig i granatchok og var nærmest grådlabil i alle døgnets timer. Jeg havde en del foredrag i min kalender, som jeg ikke aflyste, men jeg fortalte, at mit liv var et svært sted, og stod på scenen, mens tårene trillede. Mit foredrag handler om at stå ved, hvem man er på godt og ondt, og det kunne de jo se, at jeg gjorde, siger hun.

Men at være så ked af det og samtidig få hverdagen til at fungere for børnene er svært. Hun husker en dag, hvor hendes datter var hjemme fra skole, fordi hun var syg. Det var en af de dage, hvor Michelle Hviid bare havde brug for at græde.

Det var den dag, hvor min datter sagde: Mor, magter du ikke at være sammen med mig?. Det gjorde jeg i hvert fald ikke rigtig den dag.

Michelle Hviid og kæresten prøvede at give det sammenbragte familieliv en ny chance, men i december stod det klart, at hun og børnene måtte finde et nyt hjem. Livet som sammenbragt familie var slut.

Jeg havde lagt alle mine æg i en kurv, og nu var den kurv gået i stykker. Alle har tabt, siger hun.

Rejsen tilbage mod en ny hverdag har bestået af regelmæssighed og rutiner.

Jeg vidste, at jeg skulle træne, så jeg blev sulten, og så jeg kunne få en naturlig træthed. Efter at have grædt i en måned, gik jeg i gang med at træne, gå lange ture og spise sundt, for jeg måtte have min søvn, siger hun.

De sidste flyttekasser er nu væk. Michelle Hviids løbesko står klar på skostativet i soveværelset, og så snart vejret bliver mildere, skal hun i gang med at løbe. Hun ser fortsat kæresten og er taknemmelig for meget af det, de har delt. Hvor forholdet er på vej hen, er uafklaret.

Denne artikel bygger alene på Michelle Hviids oplevelse af bruddet.