Året er 1970. Charlotte Fich på ni år er sammen med sin mor, far og storesøster taget på telttur i Thylejren. Der er fyldt med hippier med langt hår og pandebånd, kvinderne er topløse, og hendes forældre sidder inde i en tipi og taler om nye måder at bo sammen på. Der er ikke rart at være, for luften er tyk af tobaksrøg.
Charlotte Fichs veninde Rikke hjemme fra Dragør er kommet på besøg, og de render rundt og leger. En dag har en gruppe hippier malet sig på hele kroppen og danser for turisterne, der i busser besøger det alternative samfunds eksperiment med demokrati og fri lyst.
”Rikke og jeg synes, de er pinlige. Og så kommer Rikkes far og mor og henter Rikke igen. Nu ser de det her kaos, og der er ikke noget, jeg kan gøre ved det,” skriver Charlotte Fich, der ikke kan huske, hvor de spiste deres mad.
Det, der gjorde mest indtryk dengang, var det nøgne postbud med posttasken, der gik rundt mellem teltene og råbte navne op, og en forvildet sjæl i hvide klæder, der troede, han var Jesus.
Med skuespilleren Charlotte Fichs bidrag til antologien ”Min barndom i 70’erne” er vi på hovedet tilbage i det forherligede, forkætrede og oprørske årti, hvor alting tilsyneladende kunne lade sig gøre. Utopierne fløj højt, og der blev eksperimenteret med normer og rammer for kønsroller, familiemønstre og skoleformer i et tempo, der gav baghjul til tidligere årtier som 1940’ernes besættelsesramte mangelsamfund og de nøjsomme 1950’ere.
Som hjemme hos Charlotte Fich, hvor forældrene sammen med Jesper Jensen, forfatteren til ”Den lille røde bog for skoleelever”, havde været med til at revolutionere Dragør Skole, så børnene fik friere udfoldelsesrammer. En dag hed forældrene ikke længere mor og far, men Benni og Mogens – og blev skilt. Og den skoletrætte Charlotte tog på Tvind-efterskole i Salling ved Skive.
Denne antologi er som de fire tidligere fra forlaget Lindhardt og Ringhof, hvor kendte danskere skriver om deres barndom i henholdsvis 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne, også skrevet i børnehøjde. Men selvom fænomener som lilleskoler, Thylejren, Tvind, atomangst, oliekrise og bilfri søndage, skilsmisser, at der kun var en tv-kanal, nemlig Danmarks Radio, orange gardiner, ølkassereoler og at ”Alle røg. Som i alle”, som journalist Isabella Miehe-Renard skriver, er fælles for bidragyderne, var der stor forskel på opvæksten på land og i byer.
Således var livsstilsekspert Christine Feldthaus’ barneår i Sønderborg trygge og præget af ”ro, renlighed og regelmæssighed”, og hver øre blev vendt, så der kunne blive råd til gulstensparcelhuset og den grønne alpeost-farvede Morris Minor til en formue af 7000 kroner. Spørgsmålet dengang for en ung teenager var, om man var disker, flipper eller rocker. Og med sin hang til ”Saturday Night Fever” med John Travolta var Feldthaus disker med højhælede sko, feminine kjoler og krøllejern.
”Jeg tænker tilbage på 70’erne som en god tid i et trygt provinsmiljø. (...) Hos os var der især fokus på det nære, lokale liv med familie, venner, institutioner og foreningsliv. Og selvom der i min by sikkert har været en del politisk vakte, husker jeg det, som om jeg selv mest brugte fritiden til at dyrke mine interesser og venner,” skriver Christine Feldthaus.
Anderledes formørket var opvæksten for tv- og radiojournalist og forfatter Gitte Løkkegaard i det lille landsbysamfund Bording Kirkeby på kanten af den jyske hede. Her herskede et lodret hierarki med provsten, der tronede øverst over erhvervslivet, store familier og missionen.
”I landsbyen stillede man hverken sorg, glæde eller angst til skue. Man bar den skæbne, Gud havde pålagt én. I stilhed og uden at bebrejde hverken ham eller mennesker. Man var aldrig blevet lovet noget let liv på jord. Tværtimod,” skriver Gitte Løkkegaard.
Man ruttede heller ikke med sproget. Så da hendes store bulderbasse af en far, der som tredje generation drev et tømrer- og snedkerfirma, døde af sygdom som 42-årig, var landsbyen et håbløst sted for et barn i sorg.
Men der var lys i mørket. Gitte Løkkegaard fik sin gang hos en venindes familie, hvor kærlighedens sprog blev talt, verbalt og fysisk. Her fik hun troen på, at livet ville hende det godt, for ”der skal kun et enkelt menneske til for at redde et andet”, som hun skriver.
Et andet sted i provinsen, i Odder, voksede pressechef Søren Anker Madsen op i ”Matador” som søn af byens isenkræmmer, der havde forretning i hovedgaden: ”Selv om der er over 20 år, fra tv-serien forlader Korsbæk, til jeg kommer til verden på Odder Sygehus, er persongalleriet, scenografien og det dramaturgiske forløb næsten fuldstændig parallelt i den fiktive stationsby i nærheden af København og den faktiske i Østjylland, hvor jeg voksede op,” skriver han.
Ude i verden på den anden side af sognegrænsen boede folk i kollektiver, diskuterede kønsroller, var bange for atomkrig, tog på festival, blev skilt, var socialister, røg hash, demonstrerede og hørte hård rock. Men det gjorde de ikke i Odder. ”Jeg gik til afdansningsbal i matrostøj på sildebensparkettet i Central Hotellets teatersal, hvor en Misse Møghe sad og hamrede i det opretstående klaver.”
Alle voksne røg, undtagen Søren Anker Madsens mor, der til gengæld gik med store røgfarvede briller.
Børnene var ikke under opsyn dengang som nu. Dagene gik med leg på villavejene, nogle gange fik man bank af de store drenge, og man eksperimenterede også med krudt og puttede patroner i fars haglgevær og sigtede efter hinanden. Som Søren Anker Madsen skriver, er det stadig overraskende for ham, at så mange slap levende fra deres barndom i 70’erne.
Kulinarisk stod menuen i hans barndomshjem på den månedlige papkasse med frosne hakkebøffer, ærter og panerede camembert frites fra DFØ, Dansk Fryse Økonomi.
Det gjorde den også i det almennyttige byggeri på Sjælør Boulevard i Valby ved København, hvor tv-redaktør ved dagbladet Politiken Henrik Palle trådte sine barnesko. Så når man blev indbudt til at spise hos en kammerat, så smagte maden nøjagtig som hos alle andre: ”Det var en utrolig tryghed, at alle spiste den samme medisterpølse med den samme optøede blomkålsblanding og kartofler og brun sovs og Bähnckes taffelsennep til at tage den grimme smag af mononatriumglutamat, der sikrede total ensartethed i alle retter,” skriver Henrik Palle.
Hjemme hos ham var de ikke fattige, de havde bare ingen penge. Derfor var han altid på jagt efter måder at tjene penge på til at finansiere Anders And & Co. og senere teenagemagasinet Go eller Vi unge. Selv indledte han sin karriere i bladbranchen i 1974 som omdeler af Syd-Vest Bladet, der indbragte 12,50 kroner for rutens 250 eksemplarer.
I antologien er der også læseværdige bidrag fra skuespiller Lars Bom, tv-journalist Kim Bildsøe Lassen, rocksanger Jimmy Jørgensen, forfatter Julie Hastrup, journalist Christian Mohr Boisen, tv-journalist Signe Ryge Petersen og forfatter og have-entusiast Signe Wenneberg. Hun, der tilbragte sin barndom på Midtsjælland, får det sidste ord:
”70’ernes progressive miljøer handlede efter min mening (og set fra min barnehøjde) meget om at symbolanalysere og være ekskluderende frem for at være inkluderende og åben. Jeg oplevede, at det handlede om små bitte semiotiske koder for, hvad der var fedt/ufedt, velset/ikke velset, reaktionært/ikke-reaktionært, i orden/ikke i orden. Det fyldte virkelig meget. Og det synes jeg var virkelig dumt.”
Læs uddrag af ”Min barndom i 70’erne” her.