Jeg har fire søskende, så der var liv og glade dage i mit barndomshjem i Ans i Midtjylland. Jeg er den midterste i flokken, og jeg husker min barndom som både tryg og spændende, fordi der altid skete noget. Jeg har stadig et helt fantastisk godt søskendeskab og sammenhold med min familie, og sådan er det også for vores børn.
Mine forældre har 17 børnebørn, så det er en stor familie, men det er helt vidunderligt. Jeg husker fodbold på græsplænen med mine søskende og deres venner, og vi gik til spejder sammen. Fordi vi var en stor flok, var der også en stor venneflok. Det har på mange måder været en gave at være mange søskende.
Min far var læge og min mor sygeplejerske, hun hjalp til i hans praksis. Det var to meget forskellige modsætninger, der mødtes i dem: Min far kom fra et temmeligt fattigt hjem i Midtjylland, min mor var direktørdatter fra Odense. Det var på mange måder en kæmpe kulturforskel.
Min fars familie var sindige jyder, som ikke sagde for meget, hvor munden ikke stod stille i min mors familie. Det kunne godt slå gnister mellem dem en gang imellem, men samtidig holdt de meget af hinanden. Det gjorde de, helt til min mor døde for et par år siden.
At mine forældre altid holdt sammen, har været en tryg base. Og alle vi fem søskende har stadig vores første ægtefælle, måske fordi vi har set, at selvom der godt kan være kriser, er det vigtigt at holde fast. At der er en stor værdi i at blive gamle sammen.
Mine forældre havde nogle klare forventninger om, at vi børn tog os af andre. De havde et socialt gen, de gav videre til os. Hvis der var noget, der var uretfærdigt, skulle man gøre noget, mente min mor. Så måtte man skrive til miljøministeren og skælde ud – og det gjorde hun!
Nu er jeg blevet formand i Danmarks Lærerforening, min bror er borgmester i Furesø Kommune, min anden bror er seniorforsker inden for miljøet, og min lillesøster er byrådsmedlem i Roskilde. Jeg tror, at meget af det hænger sammen med engagementet fra min mors side, uden at mine forældre var politisk aktive, så vidt jeg ved. Men engagementet havde de.
Det er klart, at med en stor familie var der altid nogen, der råbte højt. Der var mine forældre også forskellige; det var mest min mor, der råbte, og min far reagerede på en anden måde. Når han sagde ”stop, ellers falder der brænde ned”, var det alvorligt ment og en stor trussel. Min mor var mere udfarende. Jeg tror, at fordi jeg har haft så forskellige forældre, har det givet inspiration til mit liv. Der er kommet input fra forskellige sider og forskellige måder at se verden på, og det, tror jeg, har været vigtigt.
Min mor var lidt en provokatør i sin egen familie. Det var en god, kristen familie, og begge mine forældre er bestemt kristne mennesker. Men da min mor på et tidspunkt var 25 år og uden mand, sagde hun, at hun gerne ville have børn, selvom hun ikke var blevet gift. Det rystede hendes hjem ganske betydeligt.Hun var en kvinde af sine meningers mod, men jeg ved ikke, hvem hun havde det fra.
Min far har en fantastisk positiv tilgang til livet. Han er virkelig et menneske, der glæder sig hver dag, når han vågner, over at have fået endnu en dag. Da han blev 60 år, sagde min lillesøster til ham:
”Nu er du 60, er du ikke bange for at dø?”, og han udbrød uden at tænke: ”Nej, jeg har haft et så godt liv, det sætter jeg pris på, jeg er ikke bange.” Engang var jeg med ham og mine brødre ude på Kattegat i øsende regn, hvor vi skulle fiske, og vi kunne ikke se noget. Vi spurgte ham, om ikke han syntes, det var åndssvagt, men han svarede bare: ”Nej, for tænk, hvor dejligt det bliver at komme hjem i den varme stue.” Han har altid vendt alting til noget positivt, og jeg har prøvet at tage det til mig. For eksempel synes jeg ikke, at 2013 var så sjovt et år (hvor lærerne blev lockoutet, red.), men så husker jeg på min fars kloge ord og forsøger at bruge dem.
Min skoleleder sagde engang: ”Anders, du må have fantastiske forældre. Jeg kan høre, hvor varmt du taler om dine søskende, og den slags kommer ikke af sig selv. Det må være dine forældres skyld.” Vi lavede mange ting sammen som familie. Der var ikke meget fjernsyn og spild af tid, vi var aktive sammen, var på vandretur i Norge, lavede julegaver sammen, lavede drengestreger sammen… Som dengang en nytårsaften, hvor mine søskende og jeg havde lavet nogle forholdsvist uskyldige røgbomber og smidt dem ind i en brevsprække.
Så styrtede vi af sted, da de voksne kom farende. Min heltemodige bror lod sig falde tilbage, og jeg kan huske, at han kom ud derfra med skosværte i hele ansigtet bagefter. Han kunne snildt have løbet fra mig, men lod sig fange, fordi han troede, at han kunne klare konsekvenserne bedre end jeg. På den måde passede vi på hinanden.
Jeg tror på mange måder, at jeg har kopieret en del fra mine forældre uden at tænke over det. Nu er jeg selv et skarn af en far, der har været meget hjemmefra i dagligdagen på grund af mit arbejde, men jeg prioriterer højt, at vi er sammen i ferierne. Ligesom mine forældre kunne samle hele familien med børn og børnebørn i sommerhuset i Fjellerup på Djursland, gør jeg det samme i vores sommerhus på Ærø. Folk taler tit om, at det er svært at få børn med på ferier, men sådan er det ikke i vores familie. Måske fordi vi altid har det så sjovt sammen.