Prøv avisen
Mine familie-værdier

Ane Cortzen: I min familie var børnene ligeså meget deres eget væsen som de voksne

"Jeg er ud af en familie af stærke kvinder. Min mormor var enlig mor og kunstner, og hun forsørgede min mor ved at sælge kunst eller bytte den for andre ting. Det var benhårdt, for det var under krigen, og hun kæmpede på en måde hele sit liv, men hun peb aldrig over det," siger Ane Cortzen.

De andre forældre i Rungsted var ikke journalister, og Ane Cortzen skulle tit forsvare, at hendes mor arbejdede på Ekstra Bladet. Til gengæld har hun tidligt lært at være kritisk og kunne argumentere

Jeg er vokset op dels i Nordsjælland og København. Vi boede i Nivå, indtil jeg var fire, i en meget tryg tæt-lav-bebyggelse, hvor der ikke var nogle veje og biler, men små gule rækkehuse med gårde. Jeg husker at gå rundt på stierne, og at jeg havde små venner over det hele. Siden flyttede vi til Rungsted i et stort hus, indtil vi, da jeg var 13 år, flyttede ind til København.

Mine forældre var journalister. Min mor (Ingeborg Brügger, red.) på Ekstra Bladet, og min far (Jan Cortzen, red.) var chefredaktør på Børsen. Jeg følte mig i opposition til alting, dels fordi mine forældre lavede noget usædvanligt i forhold til mine skolekammerater i Rungsted. Det, at min mor arbejdede på Ekstra Bladet, var mistænkeligt i sig selv. Jeg skulle ofte forsvare det og forklare mig.

Min bror (journalist og chef på Radio24syv, Mads Brügger, red.) og jeg var anderledes. Vi stak lidt ud. Hjemme hos os blev man opdraget til at debattere og argumentere for sin sag og forholde sig kritisk til alting omkring en. Især gennem min mors arbejde og de mennesker, hun interviewede, lærte vi om mange andre slags mennesker. Jeg synes også, at vi generelt havde et andet syn på verden og samfundet end dem, vi gik i skole med. Vi var måske lidt mere samfundsbevidste. Det var i 1980’erne, hvor logohysteriet var højt, og jeg gik ikke op i, om der var lyserøde eller lyseblå striber på min Lacoste-bluse. Jeg havde heller ingen Lacoste-bluse.

Min mor var ung i 1970’erne og feministisk anlagt, og det gav hun videre til mig. Det var vigtigt for hende, at jeg var bevidst om ikke at definere mig ud fra mit køn, men at jeg var fuldstændigt ligestillet med mændene. Jeg har læst alle Fay Weldons bøger, og min mor lånte mig også ”Egalias døtre” af Gerd Brantenberg, hvor man siger ”hun” i stedet for ”han” og ”forkvinde” i stedet for ”formand”. Det er det ultimative matriarkalske samfund, hvor mændene skal gå derhjemme.

I det hele taget er jeg ud af en familie af stærke kvinder. Min mormor var enlig mor og kunstner, og hun forsørgede min mor ved at sælge kunst eller bytte den for andre ting. Det var benhårdt, for det var under krigen, og hun kæmpede på en måde hele sit liv, men hun peb aldrig over det. I dag møder jeg tit folk, der har et af hendes billeder. Hun var selvforsynende og iværksætter, før der var noget, der hed det.

Min farmor var sød og boede i Randers hele sit liv. Hun var mere traditionel og gik hjemme, havde sin bridgeklub og rejste. Hun røg cerutter og gik med paryk. Men hun var stærk på sin egen måde og egentlig ret sej.

I de senere år har jeg med min mand og børn genoptaget en tradition, jeg har fra min far. I alle efterårsferier arrangerede han nemlig ture rundt i Jylland. Han lagde et meget nøje program og præsenterede os for de mest fantastiske steder. Jeg havde egentlig glemt det, men kom i tanker om det for nogle år siden. Mine børn har været i Nicaragua og Mexico og USA, men de har nærmest aldrig været i Jylland. Så de tre sidste somre er vi taget en uge til Jylland, hvor vi rejser rundt som turister. Vi har været ved Bovbjerg Fyr, og vi har også kørt på skinnecykel på Fyn. Det viser sig jo, at der er nogle vidunderlige steder derude.

Min far er begejstret for, at traditionen er blevet genoptaget, og jeg ringer tit og spørger ham, hvor vi skal tage hen. Jeg kender ingen som ham, der kender alle afkroge af landet. Jeg tror, at det må have været vigtigt for min far at give glæden ved sit fædreland videre til sine børn. Forståelsen for det geografiske. Og det er blevet vigtigt for mig at give det videre til mine børn. I år havde vi egentlig tænkt os at tage til Sverige i stedet, men der lød et ramaskrig fra børnene, så vi tager til Midtjylland som planlagt.

Mine forældre har altid behandlet min bror og mig på lige fod med dem selv. For eksempel var min far meget imod børneborde. Han syntes ikke, at børn skulle placeres for sig selv. Nu bliver mine børn sure, for jeg gør det faktisk selv nogle gange, men jeg kan tydeligt huske, at for min far er børn ligeså meget en person i egen ret som alle andre.

Der har altid været et utroligt nærvær i min familie. Selvfølgelig var det jo i en tid uden smartphones og iPads og de mange ting, der distraherer os i dag. Men når vi var på ferie, spillede vi altid bridge. Det var min far og mig mod min mor og Mads, og så sad vi ved et lille bord med grøn filt.

Mine forældre arbejdede meget, og vi havde ung pige i huset, en dansk pige, der boede hos os et år ad gangen, og som købte ind og lavede mad. Min mor siger, at hun sørgede for at være hjemme klokken 19. I hendes verden var det imponerende, fordi hun jo arbejdede på Ekstra Bladet. Min far stod tidligt op, så han kunne nå at læse alle aviser, og så var han væk, når vi vågnede. Men de var meget nærværende i weekenden og i ferierne.

Det var aldrig sådan noget med, at børnene skulle passes, når der var fest. Vi var bare med. Og jeg har tit tænkt på, efter at jeg selv er blevet voksen og har fået børn, om de i virkeligheden var mere til stede i vores liv, end vi er i vores børns liv. Også selvom vi har flere timer til rådighed, end de havde.

De holdt fast i, at vi skulle spise alle måltider sammen og tale om, hvad der var interessant. Der blev fortalt anekdoter, og jeg har helt klart mit optrædegen fra min far, som fik mig til at fortælle om oplevelser, vi havde haft sammen, fra min synsvinkel. Det syntes han var mægtigt interessant. Jeg har aldrig tænkt, at mine forældre arbejdede for meget, eller at de ikke var der. Og det har været en gave.