Prøv avisen

Børn sætter grænser i et arbejdsliv uden grænser

Mange forældre har et grænseløst job, men har samtidig idealer om at være nærværende forældre. Derfor prøver de at hellige nogle timer dagligt til børnene, men i praksis oplever de det svært at slippe arbejdet, viser ny forskning

Det er rigtig dejligt at have et job, hvor man er engageret og glad for at gå på arbejde, og man føler, man gør en forskel, ikke. Men det ideelle i forhold til ens familieliv, privatliv, det er jo, at man så også har fri, når man har fri. Ikke sådan, at man slet ikke må tænke på arbejdet, når man er hjemme.

Sådan beskriver ingeniøren Andreas idealerne om en tilværelse, hvor der både er plads til job og livet som småbørnsfar. Men virkeligheden ser anderledes ud for Andreas og mange andre såkaldte vidensarbejdere. Som så mange andre på det moderne arbejdsmarked har Andreas ikke fri, når han har fri. Begrebet fyraften hører historien til. Børnene er Andreas eneste legitime grænse i forhold til arbejdet som rådgivende ingeniør. At børn bliver grænsebomme for et udflydende arbejdsliv, er en af konklusionerne i en ph.d.-afhandling om den svære balance mellem familie- og arbejdsliv. Den er skrevet af Mette Lykke Nielsen, der er videnskabelig assistent ved Center for Ungdomsforskning og ekstern lektor.

Tiden med børnene konstitueres som den, der skal bære alt det, som ikke er arbejde, alt det andet liv, siger Mette Lykke Nielsen.

Hun har fulgt 21 rådgivende ingeniører fra en stor, dansk ingeniørvirksomhed. Alle interviewpersonerne kombinerer et udfordrende arbejdsliv med en tilværelse som børneforældre. Generelt har fire ud af ti medlemmer af Ingeniørforbundet vanskeligt ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Men Mette Lykke Nielsens forskning viser, at børnene er det, som får de engagerede og ofte ophængte ingeniører til at give sig selv et slags frikvarter. Som Andreas forklarer i afhandlingen, skal børnene helst hentes klokken fire, og de følgende timer skal stå i deres tegn. Ligesom de andre ingeniør-forældre har han et ideal om at være en nærværende forælder.

I en årrække har det heddet sig, at man bare skulle have kvalitetstid sammen med børnene, hvor man gav dem koncentreret opmærksomhed, men ingeniørerne i min undersøgelse er mere ambitiøse på familielivets vegne. Fædrene vil være en del af børnenes opvækst og har et ideal om at være nærværende og også tage del i de mere kedelige rutiner i børnenes hverdag. Når børnene er blevet hentet, så er det deres tid, hvor der ikke skal tales i mobiltelefon, og tankerne om arbejdsopgaverne skal holdes i skak, siger hun.

Forældrene ved med sig selv, at tiden med børnene blot er et forlænget frikvarter, for der ringes ind til flere arbejdstimer, straks de har kysset poderne godnat. Men de vil ikke lade børnene mærke, at arbejdet ånder dem i nakken. Som Andreas formulerer det i et af afhandlingens interview:

At man ikke bare sidder og tænker, når man tager hjem klokken 4, at nu skal du også sætte dig op klokken 9, og så hele tiden har det inde hovedet indtil klokken 9.

Ikke mindst de kvindelige ingeniører er ambitiøse på familielivets vegne. Når de møder op i børnehaven ud på eftermiddagen, skifter de gear fra den hektiske arbejdsdag. Tempoet sættes betragteligt ned, og det er udelukkende børnene, som er i fokus.

Moderskabet er enormt disciplinerende for kvinderne. På jobbet er de effektive og rationelle. De samme egenskaber tager de med sig over i moderskabet, hvor de er meget disciplinerede. De gør meget for at fremstå som vellykkede mødre. Når de fortæller om eftermiddagene med børnene, så kommer der nærmest et gyldent skær over det. De fortæller om sig selv, så de fremstår som den rolige mor, der naturligvis køber økologiske varer og tilbereder varieret mad, siger Mette Lykke Nielsen.

For ingeniørerne i undersøgelsen er der dog ofte et betragteligt svælg mellem ideal og virkelighed. Selvom de prøver at sætte grænser for arbejdet, ryger hånden ned i lommen, når arbejdsmobilen ringer midt i hyggestunden, ligesom de nu og da bliver fjerne i blikket, fordi tanker om arbejdsopgaver melder sig midt i højtlæsningen.

De forsøger at styre deres tanker og har idealer om ikke at lade arbejdet påvirke den tid, hvor de er sammen med børnene. Men det strider mod den anden og herskende fortælling i deres liv, som man kan kalde fleksibilitetsfortællingen. De er meget optaget af deres job og har svært ved mentalt at slippe det. Ofte arbejder de videre i deres hoveder, selv om de fysisk sidder på gulvet omgivet af legetøj, siger Mette Lykke Nielsen.

De 21 ingeniører er alle glade for deres job. De er velbetalte, men arbejder ikke primært for pengenes skyld. Motivationen for at bruge langt mere end 37 timer om ugen på jobbet udspringer af glæden ved et fagligt udfordrende arbejdsliv. De finder det tilfredsstillende at levere ordentlige, tekniske løsninger og strækker sig langt for at gøre det. Alligevel kender de alle til stress i forskelligt omfang. Værst er de perioder, hvor de er så pressede, at de ikke kan sove om natten. Nogle beskriver, hvordan de får ondt i maven, som havde de et mavesår.

Ligesom mange andre, der lever det normale middelklasseliv med far, mor og børn, har de et arbejde, der i mange sammenhænge producerer fysisk og mentalt fravær, siger Mette Lykke Nielsen, som ikke mener, at det er holdbart på sigt.

Jeg tror, de attraktive arbejdspladser i fremtiden vil være dem, som har et ideal om, at man sætter grænser for arbejdet. I afhandlingen beskrives det at have fri, når man går fra arbejde, som en nærmest uopnåelig virkelighed. Men fremtidens gode arbejdsplads vil være den, hvor man gør det legitimt at have fri, når man har fri, uden at bruge børnene som grænsebomme, siger Mette Lykke Nielsen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Mette Lykke Nielsen: Far, mor og ingeniør. Tilblivelser af hverdagsliv mellem arbejds- og familieliv