Prøv avisen

Børn tager bedsteforældre med på aktiv ferie

Der er ventelister for de sommerlejre, hvor børnebørn og bedsteforældre tager af sted sammen. - Foto: Arkiv

Sommerlejre og højskoleophold for bedsteforældre og deres børnebørn er populære som aldrig før. Der er lange ventelister

Landets bedsteforældre skal være hurtigt ude, hvis de vil have børnebørnene med på et højskoleophold eller en sommerlejr.

For næsten lige så hurtigt, som de særlige ferieophold for bedsteforældre og deres børnebørn bliver udbudt, bliver de fyldt op med lange ventelister til følge. Og det til trods for, at flere og flere organisationer og foreninger udbyder ferieophold for de yngste og ældste.

Hos Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) i Sønderjylland er efterspørgslen så stor, at foreningen hver sommer nu arrangerer tre lejre i stedet for en. Men det er langt fra nok til at udrydde de lange ventelister. Ifølge Birgitte Bang Schmidt, kursusleder i DGI Sønderjylland, går der højst to dage fra en lejr annonceres, til den er overtegnet med venteliste. Nogle gange er lejrene overfyldt på blot få timer.

Også KFUM/KFUK og Indre Mission oplever stigende interesse for organisationernes lejrture. Begge organisationer har valgt at lægge dem uden for sommerferien lige før påske og hen over Kristi himmelfart, hvor forældrene også kan have vanskeligt ved at passe børnene på grund af arbejde.

Nu er det fjerde år i træk, at vi har holdt lejrtur, og den vokser støt hvert år, siger Poul Erik Hansen, seniorkonsulent i Indre Mission.

Men det er ikke kun camping og ferieophold, der er populært for bedsteforældre og deres børnebørn. Også landets højskoler har stor succes med de såkaldte familiekurser, hvor indholdet er afstemt, så der er plads til alle aldre.

Ifølge højskoleloven er det ikke tilladt at udbyde kurser specifikt til bedsteforældre og deres børnebørn, men denne gruppe bruger højskolernes familiekurser, som er for alle generationer, fortæller Charlotte Schrøder, informationsmedarbejder i Højskolernes Hus.

Vi har ingen klare tal for, hvor mange bedsteforældre, der tager af sted med børnebørnene, men i 2000 udbød højskolerne i alt 83 korte familiekurser, mens tallet for 2008 er vokset til 120. Stigningen er sket samtidig med, at antallet af højskoler i samme periode er faldet fra 93 til 77, siger hun.

Pensionist Ingrid Jørgensen har siden 2002 været af sted hvert år på DGI Sønderjyllands sommerlejr for bedsteforældre og børnebørn. På skift får hvert barnebarn tre dage med bedstemor og en masse andre børn, og det er dage, hun nødigt vil undvære.

Vi får nogle oplevelser sammen, som er vores alene, og børnebørnene får lov til at være førsteviolin i tre dage, og det nyder de meget. Vi sover sammen, står op sammen, laver gymnastik sammen og klæder os ud. Og det hele gør vi i den skønneste forening og tager mange minder med hjem hver gang, siger hun.

På onsdag skal Ingrid Jørgensen af sted igen.