Seks gulliggrønne fugle lyser op fra forsiden af Charlotte Weitzes nye roman, Harzen-sanger. Titlen refererer til den lille kanariefugl, minearbejderne tog med ned i minegangene i gamle dage. Når fuglen holdt op med at synge, betød det, at luften var ved at slippe op.
Indholdsmæssigt fylder de fjerede væsener også godt op i Weitzes nye roman og er på samme måde som i minerne en indikator på, hvor godt det går. Her blot i parforholdet og i familien. Fuglene er ornitologen Niels absolut foretrukne objekt, men også nogle udstoppede dyr med stikkende øjne, den undrende hustru, Hanna, helst ville være fri for.
Jeg har i 10 år gerne villet skrive en bog om en ornitolog, fordi jeg synes, der er noget fascinerende over det nørdede, og fordi fuglen er et fantastisk dyr, der både kan flyve og dykke. Samtidig er fuglen, hvad enten den er i bur eller frit flyvende, et stærkt billede på ægteskabet, siger Charlotte Weitze fra sit hjem i Vallekilde på Vestsjælland.
LÆS ANMELDELSE: En uimodståelig stemme
Her rykkede den 39-årige forfatter ud for syv år siden efter at have boet i legatboligen Bakkehuset på Frederiksberg midt i København.
Jeg var gravid, og min mand og jeg kørte langsomt gennem en masse sjællandske landsbyer for at finde et sted at bygge rede og endte her, hvor vi i forvejen havde haft nogle gode oplevelser på Vallekilde Højskole, fortæller forfatteren, der bor nær højskolen og er kunstnerisk leder af den årlige litteraturfestival på stedet, Litt Talk.
Overgangen til moderskabet undersøger forfatteren også i bogen. Her følger vi den unge kvinde Hanna, der har en så fortryllende sangstemme, at fuglene sætter sig på hende, når hun synger. Men da Hanna bliver mor, opgiver hun sin kunst. Eller måske er liv og kunst så tæt forbundne, at stemmens kraft forsvinder, da hun giver liv til datteren Lisa. Samtidig mister hun også noget af den magnetiske effekt, hun har haft på sin ornitologmand med det dårlige syn og de tommetykke briller.
Hanna var den perfekte mage for Niels, der ved hjælp af Hannas sang kunne komme helt tæt på dyrene, siger Charlotte Weitze.
Mens Hanna dropper den sangkarriere, hun havde liggende for sig ved foden af Harzens bjerge, overvejer Niels aldrig at droppe den hobby, alle mennesker har og som ligger til hjertet, som det siges i bogen.
Sådan tror jeg stadig, det er for mange par. Der er flest kvinder, der går på deltid og tager de valg, det nu kræver at have en familie, siger Charlotte Weitze.
For spørgsmålet er, om man kan have både kærlighed, forældreskab og hobby kørende på fuld blus samtidig.
Det spørgsmål har optaget mig gennem hele bogen, siger Charlotte Weitze, men det er ikke mere gådefuldt end som så.
Svaret er selvfølgelig, at det kan man ikke og i hvert fald ikke hele tiden. Det svære er så, hvad man skal vælge, og hvad der er vigtigst. Børnene, kærligheden eller hobbyen?.
For Weitze at se, sker der ofte det, at man kommer til at give børnene al opmærksomheden.
Det er dem, der råber højest. Pipper i reden som små fugleunger. Og måske har vi også dårlig samvittighed over at have efterladt dem i børnehaven hele dagen, så der er ingen grænser for, hvor nærværende vi ønsker at være, når vi kommer hjem, siger forfatteren, der mener, at mange bliver skilt, når forældreskabet kommer til at fylde det hele.
For arbejdet glemmer man ikke sådan lige. Det passer jo ikke sig selv.
Tilbage er kærligheden, som ofte glider i baggrunden, skønt den faktisk burde vægtes tungt. For det er jo dig og mig, der har lovet hinanden at være sammen altid, siger hun, tænker lidt og siger så:
Det er det sværeste, man skal satse på.
Kærligheden til sine børn kommer lidt mere af sig selv, til gengæld skal man give slip igen, når tid er.
De forlader jo reden en dag, og i bogen kommer Hanna lidt på prøve med den sandhed, da hendes teenagedatter, Lisa, oplever det, den aldersgruppe ofte oplever: at de bare bliver trukket af sted og søger væk fra hjemmet, siger Charlotte Weitze.
Selv sidder forfatteren hjemme og skriver, når hun ikke er ude at holde foredrag i Jylland, som hun siger. Hendes mand er efterskolelærer på Odsherreds Efterskole og i gang med at bygge hende et anneks.
Så kan jeg sidde derude og skrive. For lige nu er pigerne i SFO om eftermiddagen, men der går nok ikke mere end et år, så slutter det, og så står de der klokken 13 og siger hej mor, ler forfatteren og understreger, at selvom hun godt ved, man ikke kan få alt på én gang, er hun ikke klogere end alle andre.
Mit arbejde er fleksibelt og flyder sammen med min hobby, som er litteraturen. Det er et rum, jeg går ind i, forsvinder i og ikke vil forstyrres i, selvom jeg er sammen med min mand og børn, siger hun og tænker efter.
Det er også et tema i min bog, hvad kunstens kraft egentlig er, og jeg tror, det er svært for pårørende at forstå, at man kan fordufte ind i en parallelverden og være lykkelig.
For Hanna i Harzen-sanger er syngekraften så stærk, at den skræmmer hende. Hun ville skære stemmebåndet over, hvis hun turde. Fordi fuglene sætter sig på hende, så snart hun åbner munden. Et eventyrligt billede på en følelse, man måske som forfatter godt kan have, når man træder ud af skrivekammeret for at præsentere sit værk for verden. For Charlotte Weitze er den baskende bevægelse gået meget godt. Som Kristeligt Dagblads anmelder Anders Juhl Rasmussen skrev på udgivelsesdatoen, har forfatteren en uimodståelig stemme og hører måske til blandt landets dygtigste prosaister.