Prøv avisen

Barnet, ingen skal kende til

Fotobyline:Tegning: Morten Voigt

Anna Schmidt er et af de voksne adoptivbørn, hvor forsøget på kontakt til den biologiske mor ikke endte med varme kram og glædestårer. Hun mener, det er et tabu, at bortadopterede ikke altid modtages med åbne arme

Anna Schmidt voksede op med en fortælling om, hvordan hendes mor havde set hende i sengen på det sjællandske spædbørnshjem, hvor hun skilte sig ud med glat, sort hår, som indrammede hendes spæde ansigt.

Hendes forældre var ikke i tvivl om, at hun var det barn, som de ønskede skulle være en del af deres familieliv i Gentofte. Og sådan blev det.

LÆS OGSÅ:Hårdt når voksne adoptivbørn dropper forældrene

I 1956 flyttede den mørkhårede baby ind i tremmesengen i direktørhjemmet i Gentofte, hvor der også var en adopteret storesøster. På mange måder var alt godt i den lille familie, men som Anna Schmidt blev ældre, mærkede hun oftere og oftere, at hun ikke helt passede ind.

Jeg tror bestemt, at min mor kunne lide mit ydre og oprigtigt faldt for mig, for med mit mørke hår kunne vi godt ligne hinanden. Men jeg var nok ikke den, hun troede, jeg var, for jeg havde jo nogle andre gener og reagerede ofte ikke, som hun havde forventet det, siger hun, der i dag er 55 år.

I samtalerne med Anna Schmidt var forældrene åbne omkring adoptionen, men moderen bad datteren tie med den del af hendes historie, når hun var sammen med venner. Moderen brugte også ved flere lejligheder Anna Schmidts adoption som en begrundelse, når datteren ikke gjorde, som moderen ønskede.

Hun kunne finde på at sige, at jeg lignede min biologiske mor mere og mere. I et barns tankeverden sætter en sådan udtalelse gang i en række fantasier, og jeg tænkte, om hun mon kendte hende, og jeg spekulerede naturligvis også på, hvorvidt jeg lignede min biologiske mor. Vi formes af vores opvækstmiljø, men hvad med den arv, vi bærer i vores gener?, siger hun.

Anna Schmidts forældre var oppe i årene, da de adopterede hende, så hun voksede op med modne forældre, og inden hun fyldte 40 år, havde hun fulgt først sin mor og siden sin far til graven. Blandt de ting, hun fandt i dødsboet, var en kasse med breve, som hun som barn havde skrevet til sin mor.

Brevene med barneskriften henlå som en gulnet dokumentation over en mor-datter-relation, hvor barnet aldrig fandt ind til sin mor. Anna Schmidt beskriver sin mor som en smuk og kreativ kvinde, der hyldede perfektion og orden, mens hun selv var en lidt vild drengepige, som hverken ville eller kunne leve op til sirlighedens idealer.

Jeg er aldrig blevet slået, men når min mor ville afstraffe mig, så valgte hun ikke at tale til mig. Hun kunne være stille i flere dage, og så skrev jeg breve fulde af undskyldninger. Jeg kan huske, at jeg i en alder af 10 eller 11 år sad i stuen og betragtede hende og besluttede mig for, at jeg aldrig ville blive som hende, siger hun.

Da hendes forældre var døde, fik Anna Schmidt lyst til at finde ud af noget mere om sit biologiske ophav.

Det lå som en uudtalt aftale, at jeg ikke skulle opsøge min biologiske mor, mens mine forældre levede, men et par år efter, at min far var begravet, forsøgte jeg at finde frem til min biologiske mor, siger hun.

Ved god hjælp fra kordegnen i den kirke, hvor Anna Schmidt blev døbt, lykkedes det i løbet af et par uger at spore Anna Schmidts biologiske mor.

Kordegnen lod mig forstå, at hun havde været svær at finde, for hun havde hemmelig adresse, og det sagde mig, at hun måske slet ikke var så interesseret i, at jeg kontaktede hende, siger Anna Schmidt og fortæller om navnet og adressen, som hun i en tid bare lod hvile.

Men på den sidste dag i påsken 2000 satte hun sig ved computeren og skrev et brev til sin biologiske mor.

Anna Schmidt rejser sig for at vende tilbage med en kopi af brevet. På en halv A4 side redegør hun i korte træk for sit liv og skriver, at hun ikke bebrejder moderen, at hun bortadopterede hende.

Det vigtigste for mig var at give mig til kende, så min biologiske mor skulle vide, hvordan det var gået mig. Jeg ville også gerne lade hende vide, at jeg ikke bebrejdede hende det valg, hun traf i sin tid, for jeg havde en forestilling om, at hun har tænkt på mig og måske spekuleret på, hvordan mit liv var blevet, siger hun.

To dage senere modtog hun et brev fra sin biologiske mor. Hun cyklede hen til en veninde for ikke at være alene, da hun læste det.

Kære Anna

Tak for dit brev. Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg faktisk blev chokeret. Men i dagens Danmark er det jo blevet sådan, at man kan opsøge næsten, hvad man vil på godt og ondt. Jeg har godt bemærket, at det er, hvad man kan kalde in at opsøge sine biologiske forældre. Nogle synes, det er alle tiders, andre det modsatte. For mig gælder det, at det, jeg gjorde for så mange år siden, skyldes, at jeg ikke havde mulighed for at være i en moders sted. Det er måske nemt at sige, men sådan var situationen, og jeg har det ikke godt med, at der nu rives op i den.

Jeg har, som du allerede ved, en familie. Den samme gennem mange år, og jeg befinder mig godt med den, så jeg ønsker ikke ændret noget i min livsform. Det føler jeg, at du vil være helt indforstået med. Jeg tror ikke, at det altid er lykken at konfronteres med gamle tider. Det vil jeg i hvert fald ikke kunne overskue. INGEN kender din eksistens, og det er min klare opfattelse, at du vil kunne forstå mig, når jeg skriver, at jeg fortsat gerne vil leve en rolig tilværelse.

Venlig hilsen

xx

At hendes biologiske mor så bastant afviste brevet, chokerede Anna Schmidt.

Hun fremstod som en superegoist med en voldsom sprogtone. Alt i brevet handlede om hendes behov, mens barnets behov var underordnet. Jeg husker, at jeg tænkte, at jeg nok ikke var gået glip af noget ved ikke at vokse op med hende som mor. Men den første tid legede jeg også med tanken om at banke på hendes dør.

Jeg har tre halvsøskende, og hvem ved, om de gerne vil møde mig og have denne side af deres mors historie fortalt? Snyder jeg dem for noget? Men jeg lod det blive ved tanken, for det ville ikke være det værd. Jeg har stor respekt for, at man ikke skal ødelægge andres liv, siger hun og fortæller, hvordan hun for et par år siden søgte sin biologiske halvbrors navn på internettet og i den forbindelse for første gang så billeder af den biologiske mor.

At se hende på billederne var nærmest surrealistisk. Tankerne om min biologiske mor fylder mig ikke, men nogle gange kan jeg mærke det som et sug i maven. Jeg mangler et eller andet, uanset hvor godt jeg har haft det, siger hun.

Anna Schmidt har et godt liv med et udfordrende job inden for psykiatrien, læser meget og bruger meget tid på at træne. Hun er single med to ægteskaber bag sig og er mor til en voksen søn, som i dag bor i nærheden.

Men der er også et før og et efter brevet fra den biologiske mor i Anna Schmidts liv.

At man som mor fravælger første gang, det må man acceptere og tage med, men at man kan fravælge så brat anden gang, synes jeg kræver mod. Ja, jeg synes, det er følelseskoldt, siger hun.

Når jeg ser et program som Sporløs på tv, har jeg ofte tænkt, at hvis jeg havde mod nok, ville jeg gerne ind i det studie og fortælle, at så lykkeligt og romantiserende, som genforeningerne skildres i programmet, er langtfra normen. For nogle bliver det sikkert en god relation, men jeg tror, at man i mange tilfælde overvurderer den biologiske mors længsel efter det bortadopterede barn, og det må man som adopteret indstille sig på, siger hun.

nygaard@k.dk

Anna Schmidt har ønsket at være anonym. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt