Lykken er den samme, men historien begynder et ganske andet sted. Sådan kan de fleste familiehistorier om adopterede børn beskrives. I denne uge udkom Adoptionshåndbogen som socialpædagog Iben Krarup Høgsberg, 39 år, har redigeret sammen med psykolog Anette Buch-Illing. Det er mere end 40 år siden, de første store årgange udenlandske børn kom til Danmark som adopterede, men den nye bog er det første forsøg på at samle den viden, som i dag findes på området.
I 1970erne var det groft sagt sådan, at man tænkte, at når man først er adopteret, så får man et godt liv, for man kommer til at vokse op under gode forhold. Men der har i mange tilfælde manglet en indsigt om adopterede børns særlige sårbarhed, siger Iben Krarup Høgsberg.
Når hun taler om børn, som er adopterede, er hun bevidst om ikke at bruge betegnelsen adoptivbørn.
Et adopteret barn er mere end sin adoptivbaggrund, ligesom en autist ikke bare er en autist, men et barn med autisme. Taler man om adoptivbørn, er der en fare for at man stigmatiserer børnene, som om de ikke hører rigtigt til, siger hun.
Men skønt et adopteret barn er andet end sin baggrund, og adopterede børn generelt er meget forskellige, løber det som en rød tråd gennem håndbogens 17 afsnit, at der er en række særlige forhold, som knytter sig til det at være adopteret. Statistikken viser desuden, at adopterede børn har en større risiko for at udvikle psykiske problemer end andre børn.
Nogle forskere vurderer, at 4 ud af 10 børn er særligt følsomme, og når det gælder adopterede børn er den særlige sårbarhed mere udtalt og mere udbredt. Inden barnet har fået en adoptivfamilie, har det ofte været gennem flere opbrud, og det kan betyde, at barnet har vanskeligere ved at håndtere overgange, når det for eksempel skal i børnehave, men også videre i skolelivet.
Fortid, nutid og fremtid hænger sammen, og når man som forældre har fået sit barn overdraget, skal man bare huske på, at samtidig med at det er en uhyrlig stor glæde for forældrene, så holder man et barn i armene, som kan opleve det som en ny krise og en ny angst. For her er der forældre, som givet ikke taler ens sprog, og som barnet ikke ved, hvad det kan forvente sig af, siger hun.
I dag er der en stor viden om, hvad man kan gøre som forældre for at skabe en god tilknytning. Det gælder lige fra en mere eller mindre lempelig overdragelse af barnet i det land, hvor man adopterer fra, til ro og god tid hjemme efterfulgt af en lang indkøring i vuggestue, dagpleje eller børnehave, når hverdagen i Danmark er etableret.
For nogle adopterede kan det at komme i dagtilbud minde om det børnehjemsliv, barnet måske kender fra tidligere. Der er adopterede børn, som rammes af angsten for at blive forladt igen, når de kommer i institution. De bliver måske indadvendte eller aggressive, urolige, græder eller kaster sig hengivent i armene på alle voksne, som var det deres forældre. Mange forældre til adopterede børn har forståelse for, hvilke særlige behov som gælder for deres børn, men flere oplever, at de bliver afvist af det pædagogiske personale i institutionen, som måske synes, de virker overbekymrede, når de ønsker at være med deres lille barn i vuggestue eller børnehave i en længere indkøringsperiode end normalt, siger Iben Krarup Høgsberg.
Også i skolealderen oplever en del forældre til adopterede, at deres børn mistrives. Ifølge den nye håndbog skal man som forældre til adopterede være klar over, at et adopteret barn har flere aldre.
Det har en biologisk fødselsdato, men der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem den alder og barnets kognitive og følelsesmæssige alder. Hvis barnet har tilbragt 22 timer om dagen i en tremmeseng det første år af sit liv, så vil barnet næppe have en kognitiv og følelsesmæssig alder, som svarer til den biologiske alder, hvilket kan give problemer, når barnet sidder i en skoleklasse med jævnaldrende. Det er så vigtigt at sænke kravene og forventningerne og give den rette støtte.
Konsekvenserne af et tidligt tab og eventuelt ikke at have haft øjenkontakt med en voksen og blive stimuleret som lille er, at du har et mere skrøbeligt fundament og har nogle følelsesmæssige og sansemotoriske huller, som skal repareres, inden der kan lægges flere lag på. Disse huller kan betyde, at man kan have svært ved indlæringen i skolen.
Iben Krarup Høgsberg fortæller om en mor, som er på indkøb med sine adopterede børn. En anden kunde i butikken får øje på børnene og kommer med et stort smil på ansigtet hen til moderen og vognen med børnene og siger: Hvor har du fået så dejlige brune basser fra?.
Adopterede børn bliver budt en nysgerrighed, som man ellers kun forbinder med rockstjerner. Uden at blinke kan man møde voksne, som spørger: Hvor kommer du fra? Hvem er dine rigtige forældre? Hvordan er det at have en lillebror, som ikke er din rigtige lillebror?.
Jeg går bestemt ind for at man skal være åben over for sine børn omkring deres særlige historie, og man må som forældre ruste sine børn til at skille sig ud som adopterede, men omverdenen har ikke krav på, at man svarer på intimiderende spørgsmål med diskriminerende undertoner om ens baggrund, siger Iben Krarup Høgsberg, som henstiller til, at voksne tøjler deres nysgerrighed. Hun mener, at spørgsmålene sætter spørgsmålstegn ved barnets retmæssige status som individ og dansker. Kan man mon være et rigtigt barn af familien og dansker, hvis man ikke vokser op hos sine biologiske forældre i ens fødeland?
Det er hårdt for et barn hele tiden at blive mindet om, at det er anderledes. Andre mennesker kunne måske også reflektere lidt mere over måden, de spørger på, når de sætter spørgsmålstegn ved om, et adopteret barn hører rigtigt til, når de for eksempel spørger: Ville du ikke hellere have haft dine egne børn? Hvem er din rigtige mor? Er det din rigtige lillesøster? Har du ikke lyst til at besøge dit rigtige land? Listen over spørgsmål er lang.
Når Danmarks Radio samler knap 800.000 seere til Sporløs, hvor adopterede om muligt forenes med deres biologiske forældre, så anerkender Iben Krarup Høgsberg, at det kan være medrivende tv-underholdning, men hun mener samtidig, at programmet kaster et forvrænget lys på adopterede unge, da langtfra alle reelt ønsker at opsøge biologisk slægt.
Hvis det bliver normen at forvente, at adopterede først kan få et godt liv den dag, de bliver forenet med deres biologiske forældre, så har man et meget stereotypt billede af adopterede, hvor de ikke bliver set som de mennesker, de er, men som mennesker, som bruger al deres energi på at lede efter de manglende brikker i deres livs puslespil.
