Når familie og venner besøger sociolog Anette Prehn, kender gæsterne reglerne. Det er kun dem, der får lov til at træde ind i stuen. Mobiltelefonerne må derimod blive i gangen, enten i jakkelommen eller i en kurv, der går under navnet ”mobilbørnehaven”. Årsagen er, at mobiltelefoner ofte står i vejen for det sociale nærvær, og det vil hun gerne undgå.
”Mange familier er i dag udfordret af, at de endnu ikke har defineret grænser omkring brug af det digitale. Det vil sige, at mange af familiens medlemmer som minimum har en telefon på sig og hele tiden kan tjekke noget, koordinere noget, skrive videre på en tråd eller på anden vis være optaget af det, der foregår i det digitale rum. Det skaber en tilstand af det, jeg kalder ’optional line’, som konstant sætter os i en situation, hvor vi skal vælge mellem mentalt at være til stede der, hvor vi er fysisk, eller i det digitale rum, hvor der måske er noget, der er vigtigere,” siger Anette Prehn.
Og valget kan have konsekvenser.
”Når vi trækker telefonen op af lommen, sender vi klare signaler til hinanden om vigtigheden af det rum, vi er i. Hvis et barn vil i kontakt med sin mor eller far, som atter har taget telefonen frem, er det en klar kommunikation af, at barnet kommer i anden række,” siger Anette Prehn.
Telefonen påvirker nemlig ikke bare samværet i familien i de tidsrum, hvor den bruges til at være på sociale medier, tjekke nyheder eller arbejdsmails.
”Forskningen viser, at bare tilstedeværelsen af en mobiltelefon i et rum, uanset om man bruger den eller ej, betyder, at man får en mere overfladisk samtale. Hvis den er til stede, forventer vi at kunne blive afbrudt i samtalen når som helst, så vi vælger automatisk lettere emner og går uden om de mere kontroversielle samtaler,” siger Anette Prehn, der har skrevet flere bøger om hjernens spilleregler og logikker.
Selvom mange voksne måske tror, at de kan multitaske og hurtigt samle samtalen op igen efter at have været til stede i det digitale rum i et par minutter, forholder det sig i praksis ikke sådan, siger sociologen. Derfor kan det være en god idé at lave regler for, hvornår man er online, og hvornår man er offline. Og de regler skal ikke kun være rettet mod børnene i familien – tværtimod.
”Der er mange voksne, der udvikler en form for Stockholmsyndrom i forhold til brugen af deres telefon. De voksne ved, at de er ’fanget’, og vil på sin vis gerne undslippe. Men de forbliver loyale over for deres tilfangetager og retfærdiggør dens rolle igen og igen. Samtidig er der kvalitativ forskning med interviews af børn, der viser, at mange børn trygler deres forældre om at lægge telefonen væk og bare gerne vil snakke. På den måde kan børnenes reaktion på de voksnes mobilafhængighed minde om de reaktioner, man ser hos børn, der vokser op i hjem med alkoholiserede forældre,” siger Anette Prehn.
Hun mener, at de voksne i familien skal lære at stå imod den konstante fristelse, som telefonen udgør, og vælge værdier som nærvær, respekt og hygge til, så man ikke er ”digitale trælle”. At slukke telefonen og lægge den fra sig kalder hun for en ”kærlighedserklæring til ens barn”.
Børnene i familien er dog ikke de eneste, der kan føle sig overset, hvis mor eller far flittigt har blikket vendt mod mobiltelefonens skærm. En partner kan have samme følelse, siger psykolog Camilla Bechsgaard, der beskæftiger sig med familiesamvær i forhold til teknologi.
”Det, som rigtig mange oplever, er, at telefonerne bliver en form for tredje partner i parforholdet og forstyrrer den intimitet, der er mellem to mennesker. Før i tiden gik man ind i sit eget hus eller lejlighed og lukkede døren, hvor det bare var de to mennesker og deres børn, der var til stede. Nu kan der være flere hundrede mennesker til stede samtidig, fordi alle familiemedlemmer har en dialog kørende med andre folk,” siger hun.
Det udfordrer tanken om, hvad et hjem er, og påvirker nærværet og intimiteten i både familien og parforholdet, siger Camilla Bechsgaard.
”Hvis man sidder i sofaen om aftenen og har lyst til at kramme sin partner, men hun sidder og har en sms-dialog kørende med flere veninder samtidig, eller hvis han sidder og tjekker nyheder, de sidste fodboldresultater og skriver med vennerne om, hvad de skal i weekenden, er der ikke ro til at få en samtale, der rækker ud over, hvem der henter børn, og hvad der skal købes ind til aftensmad,” siger Camilla Bechsgaard.
Det er ikke kun de voksne i familien, men også børnene, der kan være tilbøjelige til at finde en mobiltelefon eller en tablet frem. Psykologen vurderer, at det er en god idé at sætte rammer for brugen af mobiltelefoner og tablets for både børn og voksne, men også at tage hensyn til børnenes alder. For en teenage-pige er det at være online nemlig en stor del af det sociale liv, og det kan have konsekvenser i forhold til vennerne, hvis hun pludselig ikke er det. For småbørnsforældre kan det omvendt let blive en dårlig vane at bruge en tablet som et værktøj til at stoppe gråd eller beskæftige barnet under madlavningen. Men det er vigtigt for både børn og forældre at kunne komme igennem svære situationer uden teknologi-afledning, mener Camilla Bechsgaard.
Hvis børnene i familien lader telefonen fylde i familiesamværet, peger pilen mod de voksne, siger Birgit Bruun, der er børne- og familiepsykolog.
”Børnene gør det, som forældrene gør. Hvis forældrene sidder og er på deres telefon hele tiden, så vil børnene udvikle samme mønster. Man skal derfor starte med sig selv, hvis man vil have børnene til at agere anderledes, for det er ikke det, vi siger, men det vi gør, som betyder noget,” siger Birgit Bruun.
Hun mener også, at det i familien kan være en god idé at sætte klare linjer op for det digitale liv.
”Vi kan ikke tilbagerulle tiden og fjerne mobiltelefoner fra vores virkelighed, men vi kan være mere bevidste om at lave sociale rum og situationer i vores liv, hvor de ikke skal fylde. Det handler om, at man i familien aftaler, at ’nu sidder vi og spiser, og det betyder, at der hverken er telefoner i nærheden, som vi kan høre, eller som vi kan se’. En anden måde er ved at sætte tid på brugen, så man ved, hvornår familiemedlemmernes opmærksomhed skal være tilbage hos hinanden,” siger psykologen.
Hvis retningslinjerne er klare, kan mobiltelefonerne også være med til at åbne op for positive former for samvær, mener Birgit Bruun.
”Mobiltelefonerne har været med til at forandre måden at være sammen på i familien, men kvaliteten af samværet er ikke nødvendigvis blevet dårligere. For 100 år siden levede børn og voksne på mange måder hver sit liv, hvor børn og voksne i dag leger mere sammen, også med deres mobiltelefoner, iPads og de ting og sager. Man er sammen på andre måder, hvor man spiller med hinanden, fortæller hinanden om nye apps, viser, hvordan tingene virker – og man gør det på tværs af generationer. Derfor er det ikke bare et tab – vi har også fået noget forærende. I de enkelte familier er opgaven så at få lavet nogle regler omkring brugen, ligesom det for langt de fleste også er en naturlighed, at man ikke taler i telefon i biografen,” siger psykologen.