Birgitte Hjort Sørensen: Som ung var jeg angst for at være anderledes

Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen følte sig i mange år forkert og udenfor. I dag ville hun ønske, at hun som ung ikke var så forhippet på at passe ind. For det, der skiller én ud, kan blive ens styrke senere i livet. Læs et uddrag af bogen "Taler til ungdommen"

"Det med at følge reglerne sidder dybt i mig. Det kommer nok fra gymnasietiden, hvor det var en del af min identitet at være den pligtopfyldende og ordentlige elev, men jeg har båret det med mig ind i voksenlivet. Hele min familie har det på samme måde. Vi griner altid af, at vi er så regelrette, at vi for eksempel ikke kan gå over for rødt lys - heller ikke hvis der ikke er en bil i miles omkreds," siger 35-årige Birgitte Hjort Sørensen.
"Det med at følge reglerne sidder dybt i mig. Det kommer nok fra gymnasietiden, hvor det var en del af min identitet at være den pligtopfyldende og ordentlige elev, men jeg har båret det med mig ind i voksenlivet. Hele min familie har det på samme måde. Vi griner altid af, at vi er så regelrette, at vi for eksempel ikke kan gå over for rødt lys - heller ikke hvis der ikke er en bil i miles omkreds," siger 35-årige Birgitte Hjort Sørensen. . Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau.

Jeg fandt teenageårene svære. Jeg var blevet holdt udenfor og småmobbet i de ældste klasser i folkeskolen, så da jeg skulle starte på gymnasiet, fyldte angsten for at skille mig ud meget. Der var et stort fokus på, hvem der var de smarte, de lækre og dem, der havde det rigtige tøj, og jeg var bevidst om, at jeg ikke var en del af den gruppe. Jeg købte meget af mit tøj i genbrugsbutikker og gik med sådan nogle smæk-skibukser i vinteråret, fordi jeg syntes, det var koldt.

I gymnasiet lå en stor del af min identitet i at være dygtig i skolen. Jeg var en pligtopfyldende elev, kunne være emsig og indimellem nok også lidt bedrevidende over for de andre. Jeg var elevrådsformand, redaktør på skolebladet og generelt meget bogligt anlagt. Derfor havde jeg også troet, at jeg skulle på universitetet og læse dansk, engelsk eller litteraturvidenskab - eller måske blive journalist. Jeg havde været med i nogle skolekomedier og bemærket, at de andre syntes, jeg var god til at spille skuespil, men jeg havde aldrig overvejet det som en karrierevej. Jeg kendte ingen, der var professionelle skuespillere; alt, hvad jeg vidste, var, at det var en svær og konkurrencepræget levevej. Mens jeg holdte sabbatår efter gymnasiet, hev min veninde mig med til teaterundervisning. Her opdagede jeg, hvordan jeg virkelig kunne bruge alle sider af mig selv i skuespillet, og derfor besluttede jeg, at jeg ville søge ind på teaterskolen.

Første gang jeg søgte ind, kom jeg langt i ansøgningsprocessen, men fik afslag til sidst. Man hører jo om folk, der søger ind fire-seks gange, før det lykkes, så jeg havde forberedt mig på, at det kunne tage noget tid. Alligevel havde jeg i min ungdommelige naivitet en forestilling om, at jeg ville stryge direkte ind. Og jeg blev enormt ked af det, da det ikke lykkedes. I virkeligheden var det nok godt for mig at få det afslag. Jeg er født med mange ressourcer, havde klaret mig rigtig godt i skolen og havde ikke oplevet megen modgang. Det var sikkert sundt at erfare, at der er nogle ting i livet, man skal kæmpe lidt mere for, før de lykkes. Anden gang jeg søgte - hvor jeg i mellemtiden var flyttet hjemmefra og blevet et år mere moden - kom jeg ind.

Jeg er meget heldig, at jeg snublede over mit fag så tidligt i livet, og jeg tror, at teaterskolen er en del af årsagen til, at jeg ser tilbage på årene i begyndelsen af 20’erne som en lykkelig tid. Jeg havde kun gået på skolen i to dage, da jeg fik en fornemmelse af at have fundet hjem. Alle de ting, som gjorde, at jeg var udenfor i gymnasiet, faldt på plads på teaterskolen. Pludselig var jeg landet blandt mine egne.

Birgitte Hjort Sørensen fik sit gennembrud i DR's dramaserie "Borgen", hvor hun spiller journalisten Katrine Fønsmark. Billedet her er fra seriens første sæson, der blev sendt i 2010.
Birgitte Hjort Sørensen fik sit gennembrud i DR's dramaserie "Borgen", hvor hun spiller journalisten Katrine Fønsmark. Billedet her er fra seriens første sæson, der blev sendt i 2010. Foto: Mike Kollöffel/DR Presse

Begyndelsen af 20’erne er også en tid, hvor der sker rigtigt meget: Man flytter hjemmefra, starter på uddannelse og skal finde sig selv. Det er på mange måder en voldsom periode af ens liv, og jeg tror, det bliver sat endnu mere på spidsen, når man læser til skuespiller. Her arbejder man meget med sig selv og bliver hele tiden tvunget til at kigge indad. Jeg var superglad for at gå på skolen, men det var også intenst. Særligt de første to år levede jeg nærmest på skolen. Det var jo min hobby og passion, så i starten kunne jeg arbejde med skuespil i alle døgnets vågne timer! Men på mit tredje år begyndte det at gå op for mig, at min passion var ved at blive til mit fag, og at jeg blev nødt til at holde fri fra det engang imellem. Da jeg nåede til den erkendelse, følte jeg faktisk en lille sorg over, at det ikke længere skulle fylde alt for mig. Men samtidig vidste jeg, at det er nødvendigt at kunne tage en pause, fra hvad end man beskæftiger sig med.

For mig var det bedste ved at være ung bekymringsfriheden. Jeg bekymrede mig kun en brøkdel af, hvad jeg gør nu. Mange ting var lettere dengang, fordi man havde fuld tiltro til, at alt nok skulle gå. Noget af det, der var svært ved at være ung, var at få et praktisk liv til at hænge sammen. Jeg var heldig at have en tryg base og forældre, der passede rigtig godt på mig, mens jeg boede hjemme, men det betød også, at der var mange ting, jeg ikke var vant til at gøre, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg blev overrasket over mængden af arbejde, det kræver at opretholde en almindelig tilværelse med madlavning, tøjvask og rengøring. Jeg må også indrømme, at der var et par år, hvor jeg stadig tog hjem til min mor og fik vasket tøj.

Det med at følge reglerne sidder dybt i mig. Det kommer nok fra gymnasietiden, hvor det var en del af min identitet at være den pligtopfyldende og ordentlige elev, men jeg har båret det med mig ind i voksenlivet. Hele min familie har det på samme måde. Vi griner altid af, at vi er så regelrette, at vi for eksempel ikke kan gå over for rødt lys - heller ikke hvis der ikke er en bil i miles omkreds. Den regelrethed kan være god i mange situationer, men nogle gange er den også en hæmsko. Det er noget, jeg prøver at arbejde med i dag: Hvis reglerne ikke giver mening, skal jeg ikke være en slave af dem. Det handler om at være kritisk over for kilder, at tænke selvstændigt og at mærke efter, hvad man selv synes er rigtigt i en given situation. Og nogle gange kan det altså godt være at gå over for rødt. Så det øver jeg mig på.

Hvis jeg kunne give 15-årige Birgitte et råd, ville jeg sige, at hun ikke skal være så forhippet på at passe ind. Det gør ikke noget, at man falder uden for normen. For de karaktertræk, de andre synes er mærkelige, er de træk, der bliver ens styrke senere i livet. Det er jo dem, der gør én unik.