Prøv avisen
Mine familieværdier

Birgitte Lauta: I min familie stod flokken over den enkelte

Birgitte Søgaard Lauta med døtrene Agnes og Ella i Libanon, hvor de bor som udsendt af missionsorganisationen Danmission. Foto: Privatfoto.

Birgitte Søgaard Lauta, Danmissions afgående regionsleder i Mellemøsten, lærte som barn at være en del af en flok. Hun har taget sin barndoms vestjyske landsbymentalitet med til Beirut

Jeg er vokset op ude i Vestjylland i en lille by, der hedder Spjald. Jeg er den midterste i en søskendeflok på fem, og vi boede i et parcelhus med min mor og far, der begge var lærere på den lokale skole. I byen gik vi meget op i, at vi var dem fra Spjald og ikke fra nabobyerne.

Den vigtigste værdi i min familie var fællesskab. Mine forældre var hele tiden klar på at give noget ekstra for andre, og de viede hele deres liv til det lille samfund. Der var meget fokus på, hvordan vi børn var i en sammenhæng, både med vores familie og med andre. Som voksen har jeg skullet lære at gå fra at være en del af en flok til at stå frem og være en person i mig selv. Jeg havde en trang efter at se verden og studere og arbejde. Det vigtigste for mine forældre var, at vi var glade og godt tilpas og fandt vores plads i livet. 

Mine lykkeligste familieminder har jeg fra den uge hver sommer, hvor alle mine fætre og kusiner kom og holdt ferie hos os. Vi var næsten 30, når alle var samlede, og vi sov i legehuset og i telte i haven. Det var fantastisk. Der var faste ting, vi skulle: Vi skulle i svømmehallen hver dag, vi skulle cykle fem kilometer for at komme ud at plukke jordbær, og der var vaffelspisningskonkurrence. Vi følte os som en flok, og vi oplevede nogle voksne, der gerne ville lege med os. 

Da jeg mistede min far for fem år siden, sagde vi farvel til ham med sang. Den sidste aften, inden han døde, bad han os om at synge. Så sad vi alle med salmebøger og sang for ham. Det var meget rørende, og det var meget godt tænkt af min far, for han vidste, at det kunne binde os sammen. Det har altid været ham, der bandt os sammen som familie, men den sidste tid, hvor han var meget syg, trådte min mor mere og mere frem. Vi sang ”Spænd over os dit himmelsejl”, og selv om jeg elsker den, har jeg ikke kunnet høre den siden uden at blive meget berørt. Vi har den på en cd i bilen, og jeg har prøvet at forklare mine børn, hvorfor jeg bliver ked af det, når vi hører den. De er endnu for små til at forstå det helt, men det er vigtigt for mig. De må godt se, at voksne også bliver kede af det.

Der var ikke mange forbud i mit barndomshjem. Vi fik lov til det meste, men mine forældre fulgte altid med – vi måtte godt gå i byen, men det var min far, der hentede os. Jeg var misundelig på de af mine venner, der fik lov at rejse til udlandet. Det var ikke, fordi det var forbudt derhjemme, men mine forældre havde hverken penge til eller en stor længsel efter at komme ud at se den store verden. Vi kørte højst en tur til grænsen.

Når vi holder fest i min familie, er der masser af aktiviteter – motocross eller havelege eller sport. Min mor går i køkkenet og laver mad til alle, ikke fra det finere køkken, men virkelig god, solid mad. Og så er der masser af musik. Vi synger og spiller sammen, både hjemmelavede sange og popmusik og fra Højskolesangbogen. 

Jeg kan godt nogle gange synes, der er langt fra Spjald til Beirut. Men når jeg kigger på de værdier, jeg er vokset op med, kan jeg se, at det er det samme, jeg dyrker her i Beirut, hvor jeg bor som regionsleder for Danmission. Der er et trygt nærmiljø, hvor jeg har et godt forhold til mine naboer, og jeg kan stå og tale længe nede i det lokale supermarked og har et godt forhold til min bilmekaniker. Jeg har fundet en balance, hvor jeg kan se den komplekse verden samtidig med, at jeg hele tiden omkring mig laver små verdener, som minder om den, jeg er vokset op i. Libanon er under et stort sikkerhedsmæssigt pres, og hvis jeg hele tiden fokuserede på de store linjer, kunne det være svært at være her med børn. Men fordi jeg allermest forholder mig til den lille hverdag, så føler jeg, at vi har det trygt og dejligt hernede.

En af de vigtigste ting, jeg har taget med mig fra min opvækst, er det med at have et arbejdsfællesskab, både professionelt og privat. Jeg kæmper stadig med, hvordan jeg kan få oversat det ord til arabisk eller bare forklare det. Og så håber jeg, at jeg kan være en stærk kvinde på samme måde, som min mor har været det. Hun er sådan en klippe, der bare altid er der.

Jeg vil gerne give mine børn en større horisont, end jeg har haft. De må godt vide, at verden er kompleks. Når vi kører rundt i Beirut, og de ser fattige mennesker på gaden, snakker vi om, hvorfor det er vigtigt, at der er politiske rammer, der sørger for mad og lægehjælp. Men de skal ikke føle, at vi er på glatis hernede. De skal vide, at de har en base. Jeg håber, jeg kan give dem den samme trygge landsbyfølelse, som jeg har haft, selv om vi geografisk er et helt andet og større sted.