Prøv avisen
Boguddrag

Bodil Jørgensen til ungdommen: Kig væk fra skærmen og ud i verden

"Det bedste ved at være ung var forventningsfuldheden. Jeg glædede mig hele tiden helt vildt til et eller andet: En fest, en sommerferie, en koncert med Kim Larsen. Man var spontan, fuld af saft og kraft og trådte i pedalerne, så livet fik fuld fart fremad," siger 56-årige Bodil Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

For skuespiller Bodil Jørgensen var ungdommen en skrøbelig tid, som hun ikke kunne vente med at få overstået. I dag opfordrer hun ungdommen til at tage livet i roligt tempo. For voksen kan man tids nok blive. Læs et uddrag af bogen "Taler til ungdommen" her

Mine ungdomsår var en sårbar og skrøbelig tid. Jeg begyndte på gymnasiet i Kolding og skulle tage toget hver dag fra Vejen, hvor jeg boede. Det var frigørende, for der var flere muligheder i Kolding, men det var også utrygt, og særligt i begyndelsen var jeg på herrens mark. Jeg var et udskud, fordi jeg kom fra en mindre by og havde svært ved at passe ind. Jeg begyndte at sammenligne mig med de seje Kolding-typer og foregav, at jeg var en anden, end jeg egentlig var, for at ligne dem noget mere. Løgnen og selvbedraget fik pludselig en rolle i mit liv, som det ikke havde haft før.

Min stil var til den flippede side. Jeg gik i fløjlsbukser, mælkedrengsskjorter og en uldtrøje med kvindetegnet, som min mor havde strikket. Og så gik jeg i træsko, fordi jeg var platfodet. Jeg tænkte meget over, hvordan jeg så ud i forhold til de andre, og jeg var bevidst om, at min røde hårfarve ikke var den mest moderne. Det blev bedre, da jeg begyndte at bruge mere tid sammen med de flippede typer fra min klasse, som var interesserede i musik og teater. De var ligeglade med, hvad andre syntes om dem – og det smittede af. Det var som om, at når folk på gymnasiet puttede én i den boks, der hed ”flipper”, så kunne man tillade sig noget mere – det var ligesom en del af konceptet. Så jeg begyndte at føle mig tryg ved at se anderledes ud.

Da jeg var færdig på gymnasiet, tog jeg et år til England. Vi havde haft en britisk udvekslingsstuderende boende derhjemme, som kom fra Cambridge, så derfor tog jeg til den by. Jeg havde fået lovning på et job på et hospital, men da jeg kom derover, var der ikke noget job til mig alligevel. Så stod jeg der med 3000 kroner på lommen efter at have rejst med skib til England og tog til Cambridge og havde ikke noget job. Så jeg måtte rundt og søge. Det endte med, at jeg blev kok på en bed & breakfast, vaskede glas af på et universitet og luftede hunde og pudsede dørknopper hos et rigt ældre par, der kendte Lady Diana. I Cambridge lærte jeg at klare mig selv og bygge et netværk op fra bunden, og det var et fantastisk og meget stærkt dannelsesår for mig.

Jeg havde også voldsomme oplevelser i England. Jeg boede hos et ældre ægtepar, hvor manden havde gigt i rygraden og lige var stoppet som baptistpræst på grund af sine smerter. Og han… ja, han dækkede sig ind under, at det var den store kærlighed, men han sneg sig ind på mit værelse om natten. På det tidspunkt havde jeg aldrig haft en kæreste, aldrig hørt om seksuelle overgreb og forestillede mig alle ældre mænd som fredelige bedstefædre, så det hele var meget overvældende, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Der skete ikke noget fysisk imellem os, fordi jeg afviste ham, men han fortsatte sine tilnærmelser, og jeg var dum nok til ikke at flytte ud derfra. Jeg havde empati for ham, og det fik mig til at blive, selvom jeg situationen voksede sig større, end jeg var gammel nok til at overskue. Det blev et turbulent år under konstant psykisk pres. Han kunne for eksempel finde på at ringe til mit arbejde og sige, at han ville tage sit liv, hvis jeg ikke kom hjem. Når jeg kom hjem om aftenen, ville han stå i vinduet uden tøj på og kigge efter mig. Hans kone proklamerede glad, at det virkede til, at hendes mand var livet op, efter jeg var flyttet ind, men hun så ikke, at hans hånd lå på mit lår under bordet, når vi spiste middag. Det var meget at stå med som 19-årig.

Året efter jeg var taget hjem fra England, opsøgte præsten mig i det supermarked, min slyngveninde Hannah og jeg arbejdede i over sommeren. Jeg tror dog, at min far på det tidspunkt var begyndt at lugte lunten, for han sendte hurtigt præsten videre. Påsken efter rejste jeg selv til Cambridge for at få snakket ud med præsten og hans kone. Jeg havde brug for, at vi blev forsonet, og at der blev sat punktum, så vi alle kunne komme videre. Et halvt år efter døde han. Mit ophold hos præsten og hans kone føles meget uvirkeligt i dag, og hvor meget jeg egentlig forstod af det dengang er sløret i min erindring. Det er kun godt, det ikke gik værre, og jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg kunne tale ham ned. Han var så ynkelig, og i virkeligheden var hele situationen dybt trist. Han havde smerter og tog en masse morfin, menigheden var holdt op med at besøge ham, efter han var stoppet som præst, og hans datter var flyttet hjemmefra. Han var jo et sted, han ikke kunne holde ud at være, siden han havde behov for at inddrage mig i sin livskrise. Op til dette tidspunkt i min ungdom havde jeg ikke kunnet vente med at blive rigtig voksen, men den oplevelse var en voldsom indvielse i bagsiden af voksenlivet.

Det bedste ved at være ung var forventningsfuldheden. Jeg glædede mig hele tiden helt vildt til et eller andet: En fest, en sommerferie, en koncert med Kim Larsen. Man var spontan, fuld af saft og kraft og trådte i pedalerne, så livet fik fuld fart fremad. Det værste var følelsen af at blive ekskluderet. At blive set ned på og føle sig mindre værd, fordi jeg ikke kunne hamle op med de andre i gymnasiet, der var bedre, sjovere og klogere end mig. Det kunne give dybe stik. Begge de følelser er stadig til stede i mig i dag, men de er blevet lettere at håndtere, fordi jeg gennem min familie har fået en anden bund i livet og mere tro, håb og kærlighed i min hverdag.

Livet er genialt indrettet fra Vorherres hånd: Vi får lov til at være børn, være unge, være voksne og få børn, og så opleve hele udviklingen igen gennem dem. Når jeg ser på min 16-årige søn, der lige er startet i gymnasiet, er der mange ting, jeg kan genkende fra min egen ungdom. Han svæver pludselig op og ser på sig selv og det, han kommer fra, på en helt ny måde. Det som jeg synes, er selvfølgeligt, er han ikke længere nødvendigvis enig i. Det er fantastisk at få lov til at opleve, og det er med til at holde mig ung, tror jeg.

Hvis jeg skulle give et råd til unge i dag, ville jeg bede dem om at kigge op. Kig op fra skærmen, kig op i træerne, læg jer ned, kig op i himlen og opdag, at verden er større end jer selv. Vær ung bare for at være det og tænk ikke på ungdommen som en rute med voksenlivet som endestation. Det er at sammenligne med at sætte afsted på en cykel: Man er rigtignok på vej et sted hen, men man skal også huske at nyde turen og kigge sig omkring undervejs, for det er der, livet ligger, og man ser det måske aldrig igen. Når jeg cykler, kigger jeg altid på så meget som muligt på min vej, og hvis der er noget, jeg ikke når at få set ordentligt, så stopper jeg og bakker tilbage. Det kan man sagtens nå. Mere travlt er der jo ingen, der har. Heller ikke med at blive voksen.

Efter sit år i England flyttede Bodil Jørgensen til Aarhus for at læse engelsk litteratur. Her fik hun et studiejob som handicapmedhjælper hos en kvinde, som havde en teatertrup, der lavede satire over det at være handicappet. Bodil Jørgensen fik lov at spille med, og den oplevelse fik hende til at søge ind på teaterskolen. Hun blev optaget og flyttede til København som 25-årig for at starte på skolen. Billedet her er fra 1984, hvor Bodil Jørgensen var 23 år. Privatfoto.