Børn fortæller: Det glæder vi os allermest til i julen

Hvad betyder jul for børn? Elever, der går på Køge Private Realskole, peger både på afslapning, gaver, julepynt,kælketure og nisser, når de skal fortælle, hvad julen betyder for dem

Børn fortæller: Det glæder vi os allermest til i julen
Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Anna, 11 år: At pakke gaver op, er den største glæde ved julen

Anna Erika Grønbek Hamborg, 5.c.husker især julen, da hun gik i 3. klasse.
Anna Erika Grønbek Hamborg, 5.c.husker især julen, da hun gik i 3. klasse. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvad er dit første minde om jul?

Det er, når jeg sidder med julesmåkager og klementiner til advent. Vi tænder et lys, og det foregår i weekenden. Der er ingen stress, og der er ro. Jeg tænker også på sne. Det er hvidt, og det sner.

Hvilke af julens traditioner har størst værdi for dig?

Vi holder sjældent jul hjemme. Vi er hos min mormor og morfar, og jeg elsker at danse om juletræet. Vi er samlet, og vi går rundt og synger. Det lyder ikke altid lige godt, men det er hyggeligt, fordi jeg er sammen med min familie.

Hvordan var din bedste jul?

Det var, da jeg gik i 3. klasse. Det var specielt hyggeligt, fordi jeg var yngre. Dengang var det gaverne, der betød meget. Jeg kan huske glæden og den der kilden i maven. Jeg havde lyst til at tage armene op over hovedet og danse rundt. Jeg var så glad, fordi det var jul. Jeg smiler normalt meget, men dengang var det et bredt smil hele tiden. Jeg havde også svært ved at sove, og jeg vågnede tidligt, fordi jeg glædede mig.

Mille, 8 år: Julepynten lyser op

Mille Hoppe Malun, 2.a. er glad for julemaden.
Mille Hoppe Malun, 2.a. er glad for julemaden. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvad er dit første minde om jul?

Det første, jeg tænker på, er det fine julepynt, der bliver hængt op. Det lyser op, og de små nisser kravler rundt. Jeg elsker også sne, fordi jeg kan bygge, lige hvad jeg har lyst til.

Hvilke af julens traditioner har størst værdi for dig?

Jeg kan bedst lide julemaden. Det er også hyggeligt, når vi tænder adventskransen, for så sidder vi om bordet og spiser boller og drikker kakao. Nogle gange synger vi sange.

Hvordan var din bedste jul?

Det var, da jeg var syv år. Jeg vidste aldrig, hvad der skulle ske, når jeg skulle have julegaver. Alle børn elsker jo gaver. Sidste år fik jeg et stort keyboard af min bedstefar. Inden vi skulle have julegaver, lå der en stor pakke, men jeg troede, den var til min fætter. Jeg blev så øv. Heldigvis var den til mig. Men alle juleaftener har været gode, og jeg er ikke blevet skuffet over gaverne indtil videre.

Kasper, 9 år: Den bedste jul var, da jeg fik et trommesæt

Kasper Erbor Andersens (3.b.) bedste jul var, da han fik et trommesæt i julegave,
Kasper Erbor Andersens (3.b.) bedste jul var, da han fik et trommesæt i julegave, Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvad er dit første minde om jul?

Det var, da min far og jeg kørte på kælk. Jeg siger til ham, at jeg gerne vil køre på den, og så skubber han den, mens han løber, så hurtigt han kan. Til sidst ryger jeg af, og det er rigtigt sjovt. Jeg kan også mærke, at han synes, det er sjovt. Det gør vi hver jul.

Hvilke af julens traditioner har størst værdi for dig?

Det er enten, når vi spiser risalamande, eller når vi danser om juletræet. Jeg kan rigtig godt lide at finde mandlen, fordi det er spændende at se, hvad man vinder. Det er også hyggeligt at sidde ved bordet og snakke. Når vi danser om juletræet, så løber vi rundt i vores store hus til ”Nu er det jul igen”.

Hvordan var din bedste jul?

Da jeg var syv år, fik jeg et trommesæt. Jeg troede slet ikke, at de ville købe det til mig, fordi det var så dyrt. Jeg fik det af min mor og far, og det var rigtig fedt.

Lucas, 10 år: Den mærkelige pakke var et løbehjul

Lucas Møller Larsen, 4.a. kan bedst lide andesteg
Lucas Møller Larsen, 4.a. kan bedst lide andesteg Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvad er dit første minde om jul?

Jeg tænker på maden, og jeg kan bedst lide and. Det smager så godt.

Hvilke af julens traditioner har størst værdi for dig?

Når vi er samlet og danser om juletræet. Det er hyggeligt, når hele familien er sammen. Jeg holder nogle gange jul med min farmor og farfar, mormor, moster og onkel og mine fætre.

Hvordan var din bedste jul?

Det var for to år siden, da jeg fik mit løbehjul. Jeg havde allerede et, men det var gået lidt i stykker. Der lå en mærkeligt formet pakke under juletræet, som jeg ikke helt kunne gætte, hvad var. Da jeg åbnede den, så jeg dette helt nye løbehjul. Jeg var rigtig glad, og jeg var hurtigt ude for at prøve det.

Alexander, 6 år: Det er sjovt, når nisserne driller

Alexander Krag, 0.a elsker at pakke gaver op.
Alexander Krag, 0.a elsker at pakke gaver op. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvad er dit første minde om jul?

Det første jeg husker, er risengrød. Nisserne gør det sjovere, for de spiser jo også risengrød. De driller mig også om natten. De hiver mine bamser ned, og så sætter de den tomme kasse ovenpå mit hoved, mens jeg sover. Jeg kunne ikke se noget, da jeg vågnede. Det er rigtigt sjovt, når de gør sådan noget.

Hvilke af julens traditioner har størst værdi for dig?

Jeg elsker at pakke gaver op. Jeg får altid gode gaver, som jeg har ønsket mig. På et tidspunkt ønskede jeg mig sutsko, og det lignede, at de lå under træet. Jeg troede, at det var til mine kusiner, men så havde min mor og far købt dem til mig.

Hvordan var din bedste jul?

Det var så sjovt, da jeg var hjemme ved mine kusiner sidste år til jul. Vi pakkede gaver op og dansede om juletræet. I år skal vi fejre jul hos min farmor.