Børn gør det faktisk, så godt de kan

Det skrigende barn i Netto kan godt undgås, forsikrer psykolog Bo Hejlskov. I en ny bog kommer han med gode råd til forældre, der føler sig magtesløse

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Når Jakob Lentz’ fireårige datter hellere vil spille på iPad’en end at gå i børnehave, løfter han ikke pegefingeren og siger, at hun skal. For så bliver hun vred og ked af det, og en konflikt opstår, som betyder, at der går længere tid, inden hun – meget modvilligt – tvinges i børnehave. I stedet siger den 42-årige far til hende, at hun kan spille en bane færdig og måske en mere, men så skal de også gå.

”På den måde kan man stille krav på måder og i situationer, hvor der er større chance for, at det lykkes. Man kan jo godt sætte sig ind i, at hvis man er i gang med noget sjovt, er det svært at stoppe med det, når man skal til at lave noget kedeligt. Men hvis jeg beholder roen, beholder hun også roen. Det lykkes ikke hver gang, men chancen er væsentligt større, når man har den tilgang,” siger han.

Han har en ældre datter på ni år, der har samme tilknytning til sin iPad. Når hun skal sove klokken otte, og hun gerne vil se videre på iPad’en, siger hendes mor og far til hende, at hun kan se et afsnit færdigt, og så er det i seng.

”Det betyder, at beskeden skal gives i god tid, inden hun skal sove. Det nytter ikke at komme og sige det fem minutter i. Man kommer ind i en særlig ramme og måde at arbejde med opdragelsen på. Det lyder måske som hårdt arbejde, men det hårde er tværtimod, når man ikke er foran. Når børnene skriger og kaster med ting. For så er man bagud,” siger han.

Opdragelsesmetoden hedder low arousal (lavt konfliktniveau) og er udviklet af psykolog Bo Hejlskov. Dens mantra er at samarbejde med barnet og ikke stille urealistiske og høje forventninger til barnet, for så opstår konflikterne.

Bo Hejlskov har skrevet flere bøger om opdragelse, og i foråret udkom den seneste i rækken, ”Rabalder i børnefamilien”, skrevet sammen med den svenske journalist Tina Wiman. Bogen er en slags søsterbog til tre andre bøger, som alle tager udgangspunkt i low arousal-metoden, men på hver sin måde. De andre bøger henvender sig til plejehjem, ungdomsfængsler og skoler, og den nyeste henvender sig altså til børnefamilien.

”Vi kan se, at der er nogle forældre, der ikke helt forstår, at det er et stort arbejde at have børn. Og så går det galt, fordi man ikke sætter sig ned og finder ud af, hvordan man gør. Så tager man nogle rygradsløsninger, der ikke virker, og så får vi nogle onde cirkler mellem forældre og børn. Det er dem, vi gerne vil bryde,” siger han.

Han har i flere årtier arbejdet med især udsatte unge og unge i ungdomsfængsler. Egentlig er low arousal-metoden udviklet til at hjælpe pædagoger og fagfolk til at håndtere unge med adfærdsforstyrrelser, men da Bo Hejlskov begyndte at bruge metoderne til sine egne børn, hvor en af dem netop havde særlige behov, fandt han ud af, at metoden virkede lige så fint på alle slags børn.

”Ved udviklingsforstyrrelser skal vi gøre os mere umage, men der er jo ingen, der tager skade af, at vi også gør os umage med dem, der ikke har udviklingsforstyrrelser. I en børneflok virker det godt, hvis man har samme tilgang til alle, og derfor virker low arousal-metoden lige fint på alle børn,” siger Bo Hejlskov.

Bogen henvender sig særligt til forældre, der føler sig magtesløse over for børn, der reagerer stærkt. Det kan for eksempel være situationen i Netto i ulvetimen, hvor barnet lægger sig skrigende midt i det hele. Ifølge Bo Hejlskov kan man fint undgå den situation, hvis man som forælder tænker sig godt om og tænker nogle skridt frem.

”Grundlæggende skal vi få børnene til at samarbejde. Det betyder ikke, at forældrene ikke har autoriteten, men derimod, at vi som forældre heller ikke skal vinde over børnene. Vi skal finde den diplomatiske løsning, hvor hverken barn eller voksen vinder eller taber, men hvor forælderen alligevel har autoriteten. Det handler om at være autoriteten værdig,” siger han.

Han forklarer, at det ofte går galt, fordi forældre og børn har hver sin løsning på en konflikt.

”Et klassisk eksempel er, at vi vækker en person, der ligger og sover. Han synes, at det er et problem at blive vækket, så han tager dynen over hovedet. Vi synes, det er et problem, så vi tager dynen væk. Han løser igen sit problem ved at gå op og slukke lyset. Vi løser hver sit problem, men havner i en konflikt, hvis ikke en af os finder ud af at lave et kompromis. Eller endnu bedre; hvordan laver jeg som forælder en løsning, så han gør det, jeg vil, at han skal. Det handler om at få barnet til at sige ja,” siger Bo Hejlskov.

Han nævner et andet typisk eksempel. Et treårigt barn har fået at vide, at han skal tage sin jakke på, men protesterer. I stedet for at sige ”det skal du” med spændte kæbemuskler, kan man holde jakken op foran barnet. Så er den lettere at tage på.

”Det er helt grundlæggende, at du ikke kan kontrollere et barn, barnet skal kontrollere sig selv, før han kan aflevere magt til dig som forælder. Hvis du har et barn, der siger nej, og du siger, at det skal han, og han bryder fuldstændigt sammen, går du i kaos og er derved magtesløs, fordi han har tabt kontrollen over sig selv. Men hvis du i stedet siger: ’ok, så venter vi lige to minutter’, så kan han samle sig, og så er der større chance for, at han vil samarbejde,” siger Bo Hejlskov.

Og det betyder ikke, at barnet lærer, at han kan lave en scene og dermed få sin vilje, påpeger Bo Hejlskov.

”Hvis vi tror det, går vi jo ud fra, at barnet har en plan med at lave den scene. Det er der ikke noget, der tyder på. Størstedelen af forskningen derude tyder tværtimod på, at børn gør deres bedste hele tiden. Vi har et mantra, der hedder, at børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det. Og hvis de ikke gør det, har vi nok for høje forventninger til dem,” siger han og fortsætter:

”Det er en meget stor pointe, at hvis du tror, at dit barn gør sit bedste, bliver du meget bedre indstillet til at håndtere situationen. Det er dig, der skal finde ud af, hvad du skal gøre. Så har du en masse kraft. Men hvis det er barnet, der burde opføre sig anderledes, er du fuldstændig magtesløs. Så er du i lommen på barnet,” siger han.

Jakob Lentz er skolelærer og opdagede low arousal-metoden, da han i arbejdsregi var på kursus og hørte Bo Hejlskov fortælle om den. I dag bruger han den både på arbejde, hvor han arbejder med inklusion i folkeskolen, og derhjemme med sine to døtre. For ham er metoden frigørende, fordi han fjerner de grimme elementer som skældud, trusler, straf og konsekvenser, men han påpeger, at det også kræver noget af forælderen.

”Det handler om, at du som forælder tænker nogle skridt frem. Hvis jeg er i Netto, og min datter bliver rasende, fordi hun vil have is, kan det godt være, at jeg første gang ikke lykkes med at forsøge at sige til hende, at vi kun spiser is til Disney Sjov. Men så sætter jeg mig ned og tænker over, hvad der gik galt, og så ved jeg til næste gang, at jeg skal huske at give hende gulerødder, inden vi køber ind. Eller at jeg helt skal undgå at tage hende med ud at købe ind, lige når vi går fra børnehave, fordi jeg ved, at hun ofte er sulten og træt lige på det tidspunkt,” siger han.

Han forklarer, at det kræver, at man ikke tager rygradsløsningerne, som mange selv er vokset op med, og som ofte består af en løftet pegefinger. I stedet planlægger man og lærer af sine fejl.

Bo Hejlskov peger på, at det netop handler om som forælder at erkende, at hvis barnet skriger, er det formentlig en selv, pilen peger på.

”Når ting går galt, og vi oplever at være magtesløse, er det, fordi vi ikke rigtig har styr på, hvad vi laver. Det er den følelse, vi gerne vil af med. Vi vil gerne hjælpe forældrene til at sige, at de kan håndtere det. At når det går galt, kan de sætte sig ned og tænke over, hvorfor det gik galt, og regne ud, hvad de skal gøre næste gang for at undgå samme situation. I stedet for at blive ved med at skælde ud på et barn, som gør sit bedste,” siger han.