Prøv avisen
Børneopdragelse

Psykolog: Børn skal have robusthed til at stå imod konkurrencesamfundet

Per Schultz Jørgensen har skrevet en bog om robuste børn, der netop er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

Konsekvenserne af curlingforældrenes frie opdragelse ses i disse år, hvor en stor del af børn- og ungegenerationerne er i dårlig trivsel og ikke har lært at håndtere modstand. Det mener børnepsykolog Per Schultz Jørgensen, der på mandag udgiver en ny bog om robuste børn

For nylig spillede børnepsykolog og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen Sorteper med sit seksårige barnebarn. Da lille Laust havde fået Sorteper tre gange i træk, kunne han ikke bære nederlaget længere og faldt om og bed i gulvtæppet.

”Så sagde jeg: ’Okay, skal vi spille som i vuggestuen eller børnehaven? I vuggestuen vinder de små hver gang, og i børnehaven vinder de store børn nogle gange, og andre gange taber de. Hvad vil du helst?’. Laust tænkte lidt og sagde så, at han gerne ville spille som i børnehaven,” forklarer Per Schultz Jørgensen med et smil.

De spillede videre, og Laust tabte nogle flere gange, men han vandt også lidt. Og hvor han før var blevet rasende over modgangen, tog han nu nederlagene med oprejst pande. Per Schultz Jørgensen forklarer, at den afgørende forskel bestod i, at Laust selv havde valgt, at han ville spille som de store børn, med alt hvad dertil hører af ansvar og risiko for nederlag.

Men det er langtfra alle børn i dag, der ligesom lille Laust lærer at kapere modgang. Per Schultz Jørgensen bliver ofte kontaktet af forældre og pædagoger, der efterlyser en metode til at gøre børn mere robuste, så de ikke lader sig blæse omkuld, hver gang de står over for en udfordring, hvad enten det er at sidde med Sorteper på hånden eller blive valgt sidst til gymnastik.

”Begrebet robusthed er meget oppe i tiden, fordi der er så mange børn, der ikke er det. Mange giver for let op, de bliver mismodige, trives ikke, er ængstelige og tilbageholdende. Det bekræfter undersøgelser. Især børn og unge har problemer med robustheden, og det giver mentale og sociale problemer, og de har svært ved at komme i gang med skole- og uddannelsessystemet,” siger han.

Derfor har Per Schultz Jørgensen skrevet en bog om emnet, ”Robuste børn”, der udkommer på Kristeligt Dagblads forlag på mandag. I bogen giver Per Schultz Jørgensen både en analyse af, hvad problemet kommer af, og hvilke redskaber man som forælder og pædagog kan gøre brug af for at klæde børnene bedre på til at kunne stå imod udfordringer og modstand.

”Robusthed er et samlet begreb, der dækker over evnen til at holde ud, til at bevare modet, selvom man er presset. Men det er også en evne til at kende sin egen grænse, hvor man skal sige fra, og hvor man skal holde fast på sit. Robusthed er en selvkontrol, hvor man bevarer kontrollen over sit liv, selv tager ansvar for det, og hvor man ikke lader sig blæse omkuld, selvom der er nogle ydre faktorer, der presser,” siger han.

Børnepsykologen går blandt andet i rette med den frie opdragelse, som især gjorde sig gældende med 1960’ernes og 1970’ernes pædagogik. Opdragelsen gjorde op med tidligere tiders autoritære forældre, der udstak ordrer, og nu skulle børnene selv finde ud af tingene. Det var befriende i den første tid, men begyndte langsomt at give problemer, forklarer han.

”Hvor vi er nu, er flere forældre blevet klar over, at den frigørelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at udvikle børn, der klarer sig godt. Den løse opdragelsesform, som jeg kalder forhandlingsopdragelsen, kan derimod give forvirrede børn, der er rastløse og søger efter et ståsted. Derfor ser vi flere og flere forældre, der efterlyser robusthed. Det er ikke kun i Danmark, også i USA, England og i resten af Europa undersøger forskere, hvordan vi kan udvikle børns evne til at få en indre robust styring,” siger han.

”Det handler om, hvordan vi på demokratisk vis kan give børn en indre ballast. Hvordan kan vi hjælpe dem til en karakterdannelse, hvor robusthed er et af begreberne. Robusthed er forudsætningen for mange andre gode egenskaber som ansvarlighed, selvstændighed og social empati,” siger han.

At robusthed efterlyses fra mange sider i disse år, er ikke så mærkeligt. Per Schultz Jørgensen peger på, at vores individualiserede samfund alt for ensidigt fokuserer på, at den enkelte skal klare sig selv. Det lægger pres på børnene og de unge, som skal præstere, og hvor der ikke er plads til fejl. Og når det så kombineres med en børneopdragelse, hvor forældrene fejer alle forhindringer af banen, bliver det svært for børnene at kapere den modgang, som præstationssamfundet unægteligt indebærer, siger han.

”Konkurrencesamfundets mantra er, at du selv skal skabe dig et godt liv. Det er virkelig et pres, som mange ikke kan leve op til. Derfor flygter mange ud af det og ind i en internetverden, doper sig med stoffer eller dropper ud af uddannelsessystemet. De mangler den robusthed, som kunne gøre dem mere modstandsdygtige over for presset. Og den robusthed skal man helst lære som barn, ellers er den svær at komme efter,” siger han.

Ansvaret hviler på forældrene og på institutionerne, hvor børnene har deres formative år. Per Schultz Jørgensen efterlyser myndige forældre, der tør tage ansvar for deres børns opdragelse i stedet for at lade det være op til barnet at bestemme alting selv.

”Det handler ikke om, at vi skal tilbage til den autoritære opdragelsesmetode fra 1950’erne og før. De voksne skal ikke være autoritære, men autoriteter. Det er en afgørende forskel. Den autoritære forælder kommanderer bare og straffer, hvis barnet ikke adlyder. Den myndige forælder inddrager derimod børnene og hjælper dem til at holde fast. En, som støtter barnet, og som er en mur, barnet kan spille bold op ad,” siger han.

”Jeg tror, at problemet ofte kan være, at forældre i dag har så travlt, at man gerne vil undgå konflikter i den sparsomme tid, man har sammen med børnene. Derfor gør de så meget som muligt for børnene og bliver til det, man kalder curlingforældre. Men hver gang man gør noget for et barn, som barnet kunne gøre selv, gør man barnet en bjørnetjeneste, for så lærer det ikke at udvikle ansvar. Så får det ikke den erfaring, at det kan klare en given udfordring. Man berøver altså barnet en mulighed for at give sig selv et lille flueben inde i sit hjertes inderste: Jeg kunne godt, og jeg klarede det. Den livserfaring er helt central,” siger han.

Han giver et eksempel. En dreng vil ikke i seng og græder og er umulig. I stedet for at blive sur og kommandere barnet til at sove, som den autoritære forælder ville, og i stedet for at give efter og lade barnet være længere oppe, som curlingforælderen ville, giver Per Schultz Jørgensen et tredje bud. Moderen siger: ”Jeg kan godt forstå, at du er ked af at skulle i seng, når det er sjovere at lege, men du skal tidligt op i morgen, så nu skal du i seng.”

”Den myndige forælder går så at sige over broen til barnet og siger ’jeg forstår dig, men nu skal du se her’. Man går ind og viser forståelse og støtter barnets følelse, men holder fast i normerne. Hele pointen er, at barnet skal have en andel i normerne, så det hverken er noget, det får ned over hovedet eller selv skal bestemme,” siger han.

”Det er en hverdagsramme, man skal skabe både i børnehaven og derhjemme, hvor børnene tager helt naturlig del i opgaver. Når man eksempelvis er fire-fem år, kan man let forstå, at vi skal spise sammen, at bordet skal dækkes, maden laves, og at alle har en opgave. Sådan er det også i børnehaverne, hvor børnene er med til at fordele kopper og tallerkener, tage ud af bordet, og hvor man spiser sammen og hører på hinanden,” siger han.

Han understreger, at det ikke er det samme, som at barnet skal præstere.

”Det ligger langt fra præstationer; det at indgå i et fællesskab er en støtte til barnet og en forventning om at kunne leve op til normerne. Og det er nogle normer, man indgår i fællesskab, som man inddrager barnet i. Det er at forklare barnet, at der er nogle ting, vi alle sammen skal, og som barnet er lige så stor en del af som de andre i fællesskabet. Præstationen går på et resultat, robusthed går på en proces. Normerne er ikke en test, barnet skal præstere i, men et fællesskab, barnet selv har ejerskab til og føler sig forpligtet over for,” siger han og vender tilbage til Laust og Sorteper.

”Det handler om at blive inddraget i, hvordan spillets regler er. Når man selv har sagt ja, kan man også nemmere stå overfor udfordringen, fordi man har accepteret dens præmisser,” siger han.