Prøv avisen

Børn trives bedst, når mor og far blander sig i klassens sociale liv

Det er ikke kun første skoledag, forældre deltager i anno 2016. Alt fra legeaftaler, spisegrupper og deltagelse i rødvinsaftener er i dag en del af skole-hjem-samarbejdet mange steder. – Foto: Pelle Rink/Polfoto

Forældre bør tage ansvar for, at der udvikles sunde, forpligtende fællesskaber i deres børns klasse, mener flere eksperter. Engagementet bør dog også have en grænse, og forældre skal have lov at sige fra, mener sognepræst og far til fire

Det var klar og utvetydig tale, da børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i en kronik i Søndagsavisen for et par måneder siden skød et nyt skoleår i gang med at præsentere en aktionsplan, der skal komme mobning i de danske skoler til livs.

Aktionen var rettet mod forskellige aktører på børne- og ungeområdet såsom kommuner, organisationer, lærere og pædagoger. Men nok så vigtigt; det var også et opråb til alle de forældre, der hver dag sender deres børn i skole.

”Vi forældre har nemlig også et ansvar for at være med til at lære vores børn at skabe positive og stærke fællesskaber, som afholder vores børn fra at basere deres samvær på udelukkelsen af andre,” lød det blandt andet i kronikken.

Med andre ord: Det er ikke skolens opgave alene at sørge for at få opbygget sunde klassefællesskaber. Forældrene skal også på banen. Den holdning er Ellen Trane Nørby ikke ene om. Centerleder på Dansk Center for Undervisningsmiljø, Jannie Moon Lindskov, mener også, at forældre har et afgørende ansvar for, at skolen er et trygt sted at være for alle børn.

”Vi plejer at sige: ’Spørg ikke, hvad skolen kan gøre for dig og dit barn, spørg i stedet, hvad I kan gøre for skolen’. Skolen skal gerne syde af ansvar for et forpligtende fællesskab,” siger hun.

Jannie Moon Lindskov påpeger, at der findes undersøgelser, som viser, at det har stor betydning for elevers trivsel i skolen, hvor meget forældrene involverer sig. Der er således dårligere trivsel i de klasser, hvor forældrene taler dårligt om og med hinanden, end der er i de klasser, hvor man har inkluderende samtaler.

Men forældrene skal tages i hånden og ledes på rette vej af skolen, understreger Jannie Moon Lindskov.

”Til forældremøder og andre arrangementer har skolen god mulighed for at synliggøre, hvordan man taler om trivsel på skolen, og hvordan forældrene bedst støtter op om dette. Man kan ikke tage for givet, at forældrene ved, hvordan man griber det an,” siger hun.

Professor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen er enig i, at forældre i høj grad bør engagere sig i at skabe stærke klassefællesskaber. Det handler om at få talt med sit barn om, hvordan det selv trives i skolen, men også om, hvordan de andre i klassen har det. Og så har forældrene ligeledes en forpligtelse til at tale indbyrdes om, hvordan de oplever det sociale liv i klassen.

”Det bør være et levende fællesskab, hvor forældrene er klar til at yde både til de arrangementer, der er på skolen, men også på det uformelle plan, så man kan få en god fornemmelse af, hvordan det står til, og så man kan handle på det, hvis det kræves,” siger Per Schultz Jørgensen.

Han understreger, at det er vigtigt, at der sættes ind, allerede fra børnene er små, hvis man vil skabe en kultur, hvor det er naturligt, at man behandler hinanden ordentligt. I de første skoleår kan det for eksempel være en god idé at sørge for, at der laves legeaftaler med mange forskellige og ikke kun med den samme lille håndfuld kammerater. Når børnene bliver ældre, skulle det helst ikke være nødvendigt.

”Man skal ikke proppe noget ned i halsen på større børn. Det kommer ikke til at fungere. Det skal i stedet udspringe af en naturlighed. Venskaber opstår jo tit af, at man laver noget sammen. Så hvis læreren for eksempel sørger for, at man har forskellige arbejdsmakkere og sidemakkere, så vil der opstå en social kultur. Som en skoleleder engang sagde: ’Man mobber ikke en, man lige har givet rygmassage,’” siger Per Shultz Jørgensen.

Kristian Bøcker, sognepræst ved Jelling Kirke og far til fire børn i skolealderen, er tilhænger af godt forældreengagement. Men samtidig mener han, at vi lever i en tid, hvor balancebommen af og til tipper til den forkerte side.

”Grundlæggende er man i et dilemma, fordi man selvfølgelig gerne vil støtte op om skolen. Det er også fint, at der laves spisegrupper og legegrupper, så børnene er sammen med nogle, de ikke plejer. Det kan garanteret udjævne nogle konflikter. Men det kan også komme til at antage en grad, hvor man godt nok løser nogle problemer i skolen, men samtidig flytter problemet hjem i familierne, der hele tiden skal af sted og engagere sig,” siger han.

Kristian Bøcker mener, at forældre skal have modet til at sætte grænser. Selv sagde han fra, dengang det blev arrangeret, at pigerne i hans datters klasse skulle på overnatning med deres fædre og sove i shelter. Og han ville heller aldrig deltage i en såkaldt rødvinsaften, hvor forældre mødes uden børn for at drikke rødvin og være sociale sammen.

”Jeg ville opleve det som selvmodsigende at skulle sige til mine børn, at nu må I lige være alene hjemme i aften, fordi jeg skal være sammen med dine kammeraters forældre, for at I kan få det bedre sammen. Dilemmaet er selvfølgelig, at man kan komme til at virke som en, der ikke vil deltage i noget, fordi der også er lidt gruppepres over den slags arrangementer,” siger han.

Men man er nødt til at finde sin egen vej som forælder, mener sognepræsten, selvom det kan være svært, fordi vi alle er så optaget af at fremstå som gode og engagerede forældre. Men at melde fra til rødvinsaftener og droppe forældrekaffen efter fødselsdage bør ikke have betydning for, om en skoleklasse kommer til at fungere godt socialt, mener Kristian Bøcker.

”Vi er jo plastret til med forældreråd og -møder og andre ganske udmærkede arrangementer på skolen, og vi kan også skrive sammen på forældreintra. Så at man også skal sidde og opbygge et tvungent fællesskab med nogle forældre til andre arrangementer, mener jeg ikke er nødvendigt,” siger han.

Mette With Hagensen, formand for foreningen Forældre og Skole, ser omvendt gerne, at skolen skubber lidt til nutidens forældre. Lærerne må gerne tydeliggøre, hvor vigtigt det er, at man rent faktisk bruger tid på at få talt om skolen og den dannelse, der finder sted der.

”Læreren kan jo spørge forældrene om, hvor meget tid de bruger på sidelinjen af fodboldbanen i forhold til, hvor lang tid de bruger på børnenes skolearbejde. Jeg tror, at mange tænker, at alt det der sociale, det klarer skolen jo nok, og at det jo egentlig går fint nok, selvom de ikke blander sig. Men i dag lever vi i et andet samfund, og vi er blevet klogere, når det handler om mobning. Man kan tænke sig, at nogle af vore kammerater, der gik i skole i 1980’erne, må have haft det ganske forfærdeligt,” siger hun.

I dag ved man, at mobning kan have store konsekvenser for det enkelte individ. Det er ikke ualmindeligt, at mennesker, der er blevet groft mobbet som børn, tager det med sig ind i voksenlivet og må slås med mindreværd og andre udfordringer. Og det er med den viden i bagagen, at for eksempel Psykiatrifonden sammen med TrygFonden har igangsat et trivselsprojekt på flere skoler. Projektet handler om at synliggøre alle elevers styrker, uanset hvilken rolle de måtte indtage i klassen.

”Vi kommer med nogle helt konkrete redskaber til, hvordan eleverne lærer deres egne og klassekammeraternes styrker bedre at kende, så alle får et mere nuanceret syn på hinanden. Det arbejde bliver formidlet til forældrene, der også har godt af at se de andre børns styrker. Det kan godt være, at der er et barn, som nogle synes driller, men også det barn har nogle styrker. Forældre har brug for et nuanceret blik på klassekammeraterne til deres børn. Så bliver det også lettere for dem at hjælpe deres eget barn til ikke kun at være fordømmende. Man kan sagtens hjælpe et barn til at se den anden side af en sag også – støtte det i, at lille Peter er mere og andet end en, der bare irriterer eller larmer,” siger Katrine Finke, programleder i Psykiatrifonden.